Prøv avisen
Interview

Ulla Thorbjørn Hansen: Folkekirken har et problem med at kommunikere sin relevans

Bispekandidat Ulla Thorbjørn Hansen mener, at folkekirkens største udfording er at kommunikere relevans. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Ulla Thorbjørn Hansen vil være biskop i Helsingør Stift. Hun mener ikke, at kirken kan have et fælles erklæret mål på klimaområdet. Til gengæld skal man kunne være i folkekirken, lige meget hvilken politisk indstilling man har

Selvom Ulla Thorbjørn Hansen er den kandidat, som i dag befinder sig længst fra Helsingør, har den 54-årige provst i Slagelse alligevel en stor aktie i stiftet. Det var her, hun brugte de indledende 12 år af sin præstekarriere, først i Frederiksborg Slotssogn så i Birkerød-Høsterkøb Sogne og dernæst 10 år i Glostrup Sogn. Og selvom hun siden har været sognepræst i Roskilde, provst i Slagelse og feltpræst i Kosovo og Afghanistan, har hun det, som om hun nu er på vej hjem.

Ulla Thorbjørn Hansen er nemlig en af de fire teologer, som den kommende tid skal kæmpe for at blive biskop over Helsingør Stift, og Kristeligt Dagblad møder hende i provstikontoret i centrum af Slagelse til en snak om hendes kandidatur. Hun er ”barn af folkekirken”, siger hun – og ikke overraskende beskriver hun derudover sig selv som luthersk og grundtvigsk. Hun er inspireret af begge og især deres evne til at at formidle både glæden og alvoren i livet.

”Jeg vil sige det sådan, at jeg står på midten, men bevæger mig naturligt rundt i alle kredse i kirken og bliver ikke skræmt af det ene eller det andet. Der er nogle, der siger, de er lutherske og grundtvigske og bruger det som en måde at lægge afstand til de missionske og de tidehvervske. Det gør jeg ikke,” siger Ulla Thorbjørn Hansen, der ser det som en styrke at kunne favne bredt:

”Da jeg begyndte som præst i Glostrup, mødte jeg nogle mennesker, der sagde, ’Velkommen til, men vi kommer ikke til dine gudstjenester, fordi vi er imod kvindelige præster.’ Da jeg stoppede efter ti år, sad de samme mennesker på kirkebænken og var glade for at komme til mine gudstjenester. Så man bevæger sig som menneske. Man kan være i dialog, og man kan få meget i samtale med folk fra alle grene af kirken. Jeg har haft gode fællesskaber med både missionske, tidehvervske og mere karismatiske, og jeg ser folkekirken som et legeme med mange lemmer, som Paulus beskriver det. Der er brug for alle lemmerne.”

Hvis hun skal sætte ord på folkekirkens største udfordring i disse år,er det at kommunikere dens relevans. Folkekirken har et problem med at nå ud over rampen med dens betydning for mennesker, der ikke er vant til at komme i kirke, og det kan blandt andet skyldes, at man i kirken af og til har det med at være lidt af en undskyldning for sig selv, mener Ulla Thorbjørn Hansen.

”Man skal være stolt af, glad for og frimodig over at være ansat i folkekirken. I spørgsmålet om dåb og medlemskab har det stor betydning. Hvis ikke mennesker kan se det relevante og meningsfulde i at få deres børn døbt, så får de ikke børnene døbt. Man bliver ikke medlem af en folkekirke, der ikke er relevant,” siger hun og fortsætter:

”Der bliverforetaget mange gode ting i sognene. og jeg synes, vi skal gøre opmærksom på alt det, der foregår. Vi skal blive bedre til at kommunikere ud, at vi er der. Det vil jeg gerne støtte.”

Et af tidens store varme emner er klima. Tidligere på året kastede biskopperne folkekirken ind i klimakampen og luftede en ambition om, at kirkerne skulle følge med regeringens ambitioner om en kraftig reduktion af det samlede CO2-udslip.

Mener du, at folkekirken bør have en målsætning om en CO2-reduktion på 70 procent?

”Nu er folkekirken jo en del af samfundet, og da det er regeringens klimamål,skal vigøre vores del, det er klart. Mit umiddelbare svar er nej. Vi skal ikke gå ind og sige, at nu skal vi have en 70 procents reduktion. Men vi skal alle tænke i energibesparelser.”

Er det så bare op til de enkelte borgere i folkekirken at gøre hver deres for klimaet?

”Vi kan godt have en eller anden målsætning. Men en målsætning kan ikke presses ned oppefra. Den skal komme nedefra som et ønske fra den lokale menighed. Her i Slagelse Provsti er der 43 kirker, og langt de fleste er fra middelalderen. Skulle vi så oppefra sige, at de fleste skal have en 70 procents reduktion? Det ville være umuligt. Spørgsmålet skal overlades til det lokale menighedsråd. Det skal ikke komme oppefra som et diktat.”

Kan biskopper overhovedet lave målsætninger på vegne af hele folkekirken?

”Ja, hvis de har med evangeliet og med troen at gøre. Det handler om folkekirkens relevans. Klimaspørgsmålet er jo også politisk. Og det skal være sådan, at man kan være i folkekirken, lige meget hvilken politisk indstilling man har. Der skal ikke presses noget ned oppefra, som kunne gøre nogen hjemløse i kirken.”

Et ord, som fra tid til anden bliver nævnt i forbindelse med folkekirkens ledelse er ”synode”. Altså et ledende råd, som kan tage beslutninger på vegne af hele kirken.

Ulla Thorbjørn Hansen mener, at det under coronakrisen er blevet udstillet, at folkekirken har et problem, når det handler om ledelse og krisekommunikation, og hun efterlyser en strammere plan for, hvem der i kirken kan og skal kunne kommunikere retningslinjer. For eksempel i forbindelse med forsamlingsbegrænsninger ved begravelser.

Alligevel vil hun ikke gå så langt som til at sige, at der skal en synode til: ”Det er noget helt særligt for Danmark, at vi har en folkekirke med en høj grad af decentral og lokal ledelse i form af menighedsråd og provstiudvalg og stiftsråd. Her har alle ideelt set betydning og tages alvorligt. Man kan få indflydelse, hvis man vil engagere sig på den ene eller anden måde. En eventuel synode vil uvægerligt tage magt fra menighedsrådene. Og spørgsmålet er jo også, hvem der skal sidde i denne synode. Vi risikerer, at stå med en kirke, hvor én teologisk holdning er dominerende,” siger Ulla Thorbjørn Hansen.

Foto: Leif Tuxen.
Foto: Leif Tuxen.