Solen skinner over Nødebo Præstegård, et velholdt, gult bindingsværkshus, der ligger som en naturskøn smørklat mellem Fredensborg og Hillerød. Omgivet af skoven og med udsigt til Esrum Sø fra haven er det svært at forestille sig, hvorfor man skulle flytte herfra, hvis først man boede her. Men det har Eva Holmegaard Larsen tænkt sig.
”Bliver jeg biskop, skal jeg forlade et arbejde, en by og nogle mennesker, som jeg er meget knyttet til. Men det er nødvendigt, hvis man vil være biskop i Helsingør Stift,” siger den 57-årige sognepræst.
Efter 22 år som præst ved Nødebo og Gadevang Kirker vil Eva Holmegaard Larsen, der også er teologisk konsulent i stiftet, som biskop være med til at gøre noget for arbejdsglæden i folkekirken.
Hun går til valg på at ville styrke menighedsrådenes arbejdsglæde og have fokus på præsters arbejdsvilkår.
Og så vil hun have en samtale om kirkens selvopfattelse. Folkekirken skal ifølge hende ikke kun forstå sig selv som et kulturtilbud på linje med så meget andet, men som en nødvendig stemme i samfundet.
Kirken forspildte for eksempel en chance ved så kategorisk at lukke dørene, da coronaepidemien brød ud, mener hun. Det har anfægtet hende både personligt og som præst.
”Sket er sket, det hele gik så hurtigt, alle blev taget på sengen. Men jeg mener, vi er nødt til at forholde os til, om vi er blevet for meget statsinstitution og for lidt kirke. Om vi under en national krise handler som en del af kulturlivet, eller som en del af kriseberedskabet. Jeg tror, det er vigtigt, vi får taget den samtale og ransaget vores kirkelige identitet. Jeg vil ikke forklejne de utroligt mange måder, man forsøgte at nå ud til befolkningen på. Også de fine digitale gudstjenester. Men det var afslørende, at vi ikke var på pletten og havde vores dør åben, da der var brug for det,” siger Eva Holmegaard Larsen og fortsætter:
”Vi kunne godt have haft kirkerne åbne. Vi kunne have være til stede med trøst, bøn og vejledning. Jeg tror, vi forpassede en mulighed som kirke for, at befolkningen kunne få øjnene op for os som noget andet og mere end en fest- og højtidskirke. Jeg er ikke bare præst, fordi kirken er et godt tilbud. Jeg er præst, fordi jeg tror, der er noget vigtigt på spil. Jeg vil ikke leve i en verden uden, at evangeliet lyder.”
Eva Holmegaard Larsen er vokset op på Fyn med en far, der var læge, en hjemmegående mor og fire brødre. Skal hun beskrive sig selv teologisk, hører hun til på midtbanen. Hun er luthersk, når det handler om tro. Overbevist grundtvigianer, når det handler om forholdet mellem kirke og samfund.
Når den nuværende biskop Lise-Lotte Rebel går på pension, forsvinder samtidig den sidste biskop, som offentligt har talt mod homoseksuelle vielser i folkekirken. En mindre skare af præster har fortsat retten til ikke at vie homoseksuelle, selvom et flertal af præster har villet praktiseret ritualet, siden det blev indført i 2012.
Skal det være obligatorisk for præster at skulle vie homoseksuelle?
”Nej, det skal ikke gøres obligatiorisk. Af respekt for de forskellige teologiske retninger, må man have den ret, at man af trosmæssige årsager ikke vil vie homoeseksuelle. Så længe der er så mange præster, der intet har imod at vie homoseksuelle, og så længe vi ikke har et stort problem med præster, der ikke vil vie homoseksuelle, så er der ingen grund til at lave om på det. Det er vigtigt, at biskopper har respekt for de forskellige teologiske retninger. Mange af de præstekolleger, der har en mere konservativ forståelse af evangeliet, har store, levende menigheder, som er en vigtig del af kirken. Det skal vi simpelthen respektere.”
Apropos rummelighed var Eva Holmegaard Larsen en af de præster, som i sin tid forsvarede, at der skulle være plads til kollegaen Thorkild Grosbøll fra Taarbæk, der ikke troede på en opretholdende Gud. Hvis hun havde været biskop, da det stod på, ville hun have håndteret sagen gennem samtale, indtil samtale ikke længere var mulig.
”Det kan ikke have været nogen let sag for biskop Lise-Lotte Rebel. Men dengang mente jeg, at det vigtigt at værne om og have respekt for, at han var en retteligt kaldet præst, som hans menighed fortsat havde tillid til. Det var vigtigt for den sag. Jeg gik med i en gruppe, Plan B, hvor vi mente, at han ikke skulle fyres. Det mente vi ikke af respekt for hans teologi, men af respekt for menighedens kaldelsesret. Netop fordi hans menighed stadig havde tillid til ham,” siger hun og forklarer, at hun også var rystet over den lynchstemning, som bredte sig i og omkring diskussionen om Grosbølls synspunkter.
Var Grosbølls teologi en gevinst for folkekirken?
”Nej, den var bestemt ikke en gevinst. Men jeg tror, Grosbøll gjorde noget godt for diskussionen om opstandelsen. Måske kan man sige, at den gjorde os præster mere skarpe på at kunne sige noget om opstandelse og tænke over, hvordan vi egentlig selv forkynder troen på de dødes opstandelse.”
Men er det ikke et yderligtgående synspunkt at forsvare Grosbølls teologi?
”Det gjorde jeg sandelig heller ikke. Jeg synes, det var en overfladisk og ligegyldig teologi, en arv fra 1980’ernes sekulariseringsteologi. Der var jo netop ikke noget, man kunne leve og dø på eller bruge til trøst eller opbyggelse. Der var ikke noget at tro på eller sætte sit håb til.
Men du forsvarer dens relevans?
”Jeg hører også til i samme kirke med dem, der ikke mener, man må blive gift igen, hvis man er fraskilt. Vi har jo en lang elastik til hvem, vi er uenige med. Folkekirken har en stor båndbredde, og det er faktisk ret unikt internationalt set og noget, vi skal passe godt på. Grundlæggende henter en præst sin legitimitet fra, at menigheden har valgt vedkommende. En præst bliver ikke placeret fra oven, men valgt fra neden. Men det er biskoppens hverv at føre tilsyn med, at præster prædiker og handler inden for folkekirkens lære og ordning.
Når der er yderligtgående synspunkter blandt præsterne, er det fordi, der også i den kristne menighed er forskellige måder at opfatte kristendommen på. Hvis en af mine nabomenigheder har valgt en præst, jeg er uenig med, så må jeg respektere menighedens valg.,” siger Eva Holmegaard Larsen.