Bispemøder ligner både synoder og forvoksede menighedsrådsmøder

Læser man de seneste fem års bispereferater igennem, danner der sig et mønster: Genren fremmer spekulation på grund af sin uklarhed. Det er også bemærkelsesværdigt, hvordan biskopperne ”drøfter” mange emner, som senere kan bindes sammen med kirkelige beslutninger

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

En biskop er en tilsynsmand. I Danmark har vi haft biskopper helt tilbage fra Ansgar, der som Nordens apostel missionerede i Danmark. Biskoppen er stiftets øverste myndighed i kirkelige sager, og det er biskoppens opgave at føre teologisk tilsyn med præsterne. Det sker for eksempel allerede ved ansættelsen af præster, hvor de skal til samtale hos biskoppen og bispeeksamen for at prøves med hensyn til deres konfessionelle og personlige habitus. Biskopperne kan også tage på visitats i sognene og høre præsterne prædike, føre samtaler med præst og menighedsråd og så videre. De fører også tilsyn med forretningsgangen i menighedsråd og provstiudvalg, ligesom de er klageinstans for præsters og menighedsråds afgørelser.

Men i virkeligheden kan de ikke beslutte noget på folkekirkens vegne. Den øverste beslutningskompetence er Folketingets, og den daglige beslutningskompetence er menighedsrådenes.

Efter biskoppernes seneste bispemøde den 3.-8. januar 2020 fik mange alligevel indtryk af, at biskopperne havde besluttet noget på folkekirkens vegne: At kirken skulle reducere sit eget CO2-udslip med 70 procent. Folkekirken skulle gå forrest. Men bagefter følte Roskilde-biskop Peter Fischer-Møller sig misforstået, skønt han til citat i Kristeligt Dagblad havde udtalt, at der netop var tale om en sådan beslutning. Tilbage står spørgsmålet om, hvad der foregår, hvad der besluttes og drøftes på de to til tre årlige bispemøder.

Bispemødet er ingen formel instans i folkekirken. Det kan have nogle historiske og praktiske argumenter for sig. Men det er ikke et lovfæstet organ i kirken.

Referaterne fra bispemøderne er mærkelige kilder. De er ekstremt kortfattede og ligner beslutningsreferater fra lidt for lange menighedsrådsmøder. Ikke desto mindre varer bispemøderne flere dage. Tidligere biskop Steen Skovsgaard sagde engang, at det ”selskabelige indgår i en større sammenhæng”. Står det stadig til troende, bliver mangt og meget sikkert drøftet uden for den officielle dagsorden. Det kan være med til at forklare manglen på substans i referaterne. Enkelte gange er der udgået såkaldte udtalelser fra biskoppernes møder. Generelt er disse blot pressemeddelelser, der har rod i, hvad der er talt om – og besluttet – på bispemøderne.

Men i bispemødets forum kan biskopperne reelt ingenting beslutte. Jo, selvfølgelig hvem der skal deltage i hvilket møde, bispevielse og reception i og uden for landet med videre. Referenterne er sig dette bevidst, og derfor bruger de gennemgående ord som for eksempel ”drøftede”, når der er mere substantielle ting på dagsordenen. Det var også tilfældet, hvad angår reduktionen af CO2. Referatet fra dette punkt på mødet i januar 2020 munder netop ud i et ønske om at ”drøfte forslag til håndtering af klimaudfordringerne”.

Åbenbart kan sådanne drøftelser føre frem til en eller anden form for gedulgt beslutning. For når biskopperne er færdige med at drøfte, så ender de ofte med at synes noget. Et eksempel: Biskopperne ”drøftede … sygehuspræster/hospitalsprovster” og ”fandt, at der er behov for en særlig koordinerende indsats”. Skal vi læse disse tegn i sol og måne fra et bispemøde i 2016, kunne det jo tyde på, at biskopperne arbejder henimod oprettelsen af hospitalsprovstestillinger. Nuvel, vi har ikke hørt meget om det siden 2016, men disse formuleringer er karakteristiske for biskoppernes slørede beslutningsproces. Intet besluttes rigtigt på kirkens vegne, derimod ”finder” biskopperne mange ting, som bliver til handlinger, viser de efterfølgende referater.

En sag, der har fyldt i debatten de seneste år, er arbejdet med folkekirkens ritualer og gudstjenesteliturgi. Hvem der fik idéen til dette, fremgår måske indirekte af et referat fra bispemødet i april 2015. Skal vi tro referaterne, er dette reformarbejde ikke en idé, der er groet i de jævne kirkegængeres baghave, men fostret på de lukkede bispemøder. Allerede dengang havde biskopperne nedsat et udvalg, hvor Fyens Stifts biskop, Tine Lindhardt, var ansvarlig.

Mødet i oktober samme år blev indledt med en såkaldt liturgidag for biskopperne. Her fremgår det, at biskopperne ”drøftede” dagen, og – her findes en sjælden direkte omtalt beslutning: Man ”besluttede at kontakte Kirkeministeriet med en henvendelse om nedsættelse af udvalg til det videre udredningsarbejde”.

Biskopperne ville tilmed udarbejde udkast til kommissorium for det videre arbejde. Her står det klart, at biskopperne benytter sig af deres formelle betydning som øverste tilsynsmyndighed i læren, det vil sige også angående liturgien. Igen mangler vi at få noget at vide. For hvad var biskoppernes argumenter for at bede Kirkeministeriet begynde udredningsarbejdet? De få ord, der fremgår af referatet, fremmer snarere end forhindrer spekulationer. For peger dette ikke på, at biskopperne allerede i 2015 havde besluttet sig for, at der skal nedsættes en liturgikommission, når udredningsarbejdet – som vi stadig er midt i – er færdigt?

Og betyder det, at den såkaldt folkelige debat er en fait accompli? Om folk, teologer, præster eller andre vil det eller ej, så har biskopperne siden 2015 aktivt arbejdet henimod en fornyelse af ritualerne (som det hedder i et andet referat). Var biskopperne enige? Det ser sådan ud. Kun én gang siden 2015 har jeg noteret, at en biskop har bedt om at få ført et særstandpunkt (om et helt andet emne) til protokols. Måske ville det hjælpe, hvis der forelå en fuldstændig ord til ord-forhandlingsprotokol fra møderne. Hvis en sådan ikke findes, hvordan skal fremtidens kirkehistorikere så kunne få indblik i biskoppernes holdning og positioner og da ikke mindst i en så væsentlig sag som kirkens gudstjenester og liturgi?

Ser vi videre på andre sager, der har optaget offentlighed og kirkelighed de senere år, stod der i 2015 til 2016 blæst om dåb af asylansøgere og muslimske konvertitter. Ganske vist noterer biskopperne sig, at der skal arbejdes henimod en bedre integration af migrantmenigheder i folkekirken, for eksempel ved ansættelse af præster med særlige sprogkundskaber, ligesom de noterer sig et forslag om dobbelt medlemskab af både folkekirke og en eventuel migrantkirke. Men hvad var biskoppernes holdning til dåb af asylansøgere og muslimer? I et referat bliver det blot til en ”anerkendelse af præsternes dåbsforberedende arbejde i forhold til asylansøgere”.

Det sidste kan vel forstås som en ros af de præster, som i de år drev mission blandt muslimer. Eller hvad? I 2018 er biskopperne optagede af ”konkrete henvendelser” om udvisninger (af asylansøgere, må vi formode): Hvad det dækker over, står ikke klart. Under samme punkt har biskopperne drøftet den voksende antisemitisme både hjemme og ude og følt sig kaldet til at minde ”om de danske biskoppers hyrdebrev” imod jødeforfølgelserne i 1943. Er der en sammenhæng mellem de to punkter, eller er det blot tilfældigt?

I anden sammenhæng mærker vi efterdønningerne af indførelsen af vielse af homoseksuelle, og måske sporer vi en vis imødekommelse af de mere kritiske røster i folkekirken i denne sag. Biskopperne opfordrede i 2017 til, at der blev trykt en udgave af Den Danske Salmebog, hvor kun højmesseritualet fremgik. Så ville salmebogen stadig kunne lægges på alteret hos missionsfolkene.

Samlet set er referaterne et lille, om end nærmest stenograferet, tidsbillede af udviklinger, tendenser og aktuelle sager i folkekirken. Biskopperne har længe forudset præstemanglen, holdt møder med universiteter og ministerium. Andre gange har biskopperne slet ikke fingeren på pulsen – eller de har det alt efter politisk humør. I 2017, hvor meget drejede sig om reformationsjubilæet, kunne Marianne Christiansen fortælle, at hun havde været til det ”årlige møde mellem kristne og muslimske ledere”. Dette kunne jo være spændende at vide mere om: Hvad var biskoppens standpunkt, og hvad mente de andre biskopper?

Biskopperne har ført til protokols, at kirkeledere i Egypten og Syrien opfordrede til gensidig forståelse mellem religionerne ”for derigennem at undgå konflikt”. Man kan vælge at forstå denne notits som forudsætning for biskoppernes afvisning i 2019 af at deltage i en tænketank om forfulgte kristne. Det blev biskopperne dadlet offentligt for. Og fra det efterfølgende møde står det klart, at kritikken blev hørt. Prosaisk hedder det, at Henrik Wigh-Poulsen nu havde deltaget i tænketankens første møde.

Siden 2017 har det været et fast punkt, at de 10 danske biskopper får en orientering fra den 11. biskop på Grønland, Sofie Petersen, tillige med Færøernes biskop Jógvan Friðriksson. Det sidste er især spændende, al den stund den færøske folkekirke i 2008 blev en selvstændig kirke uafhængig af den danske. På Grønland har de, som omtalt her i avisen, problemer med frikirkemissionærer og præsterekruttering, men på Færøerne går det godt: Overskud af præster, overskud på kontoen, alle præstegårde istandsat, eget efteruddannelsesprogram – og noget overraskende i 2017 et samarbejde med ateistisk forening om at undgå diskrimination med hensyn til borgerlige vielser af homoseksuelle.

Det førte ifølge senere møder til, at biskoppen trak den kirkelige velsignelse af borgerligt indgået ægteskab ud af den færøske folkekirke. En mærkværdig ordning, der er blevet solgt med lidt anderledes argumenter på Færøerne, end når den færøske biskop er til bispemøde i Danmark. Resultatet er vel i den henseende en diskrimination af de gængse mand-kvinde-ægteskaber, der ikke længere kan få Guds velsignelse, hvis de har været forbi et færøsk kommunekontor først. På denne måde er bispemøderne alligevel små vinduer ind til kirkehistoriske begivenheder i det danske, folkekirkelige Commonwealth.