Selvom bispevalget blev indført i 1922 og hverken konge eller minister i dag kan udpege sine meningsfæller til biskopper er der stadig lang vej til demokrati i ordningen.
Når biskopperne først er valgt, er der ingen, der fører kontrol med deres virke i forhold til de løfter, de afgav under bispevalget. Sådan lyder kritikken fra en række præster og forskere i blandt andet kirkeret, Kristeligt Dagblad har talt med.
LÆS OGSÅ: Præster savner kontrol med bisper
Der er ingen lovkrav om, at de skal overholde deres løfter. Bispeloven fra 1922 beskæftiger sig ikke med, hvad biskopper bestiller, kun med, hvordan de vælges.
Og mens biskoppens opgave helt generelt er at føre tilsyn med stiftets præster og menigheder, ligger det ikke i kirkens kultur, at man fører tilsyn med biskopperne. Det mener sognepræst og tidligere kirkeminister Tove Fergo (V).
Mit indtryk er, at når man først er valgt som biskop, så kan man sådan set bare sidde og holde stolen varm, siger hun.
Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har været i en sammenhæng, hvor vi har drøftet, hvad biskoppen har lovet eller sagt eller gjort. Det ligger nok i kirkekulturen. Biskoppen har det afgørende ord, og man vil nødig bringe sig selv i en uheldig situation som præst.
Problemet med ordningen er, at mens biskopperne vælges demokratisk, har vælgerne efter valget ingen mulighed for at stille dem til ansvar. Modsat andre folkevalgte kan biskopperne nemlig sidde i embedet til deres pension som 70-årige. I årevis har man diskuteret indførelsen af en begrænset ansættelsesperiode åremål men det er foreløbig blevet ved snakken.
Ifølge professor Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab, Købehavns Universitet, er det en nærmest absurd ordning:
Jeg kan ikke forestille mig noget andet område i det danske samfund, hvor man kunne leve med en så inkonsekvent ordning.
Professor i retshistorie ved Københavns Universitet Ditlev Tamm, som forsker i kirkeret, er helt enig og tilføjer:
Som det er nu, køber man katten i sækken. Vi har overtaget et bispesystem fra enevælden, hvor biskopperne havde en status, som slet ikke passer til bispevalgordningen og folkekirken, som grundlæggende er en ydmyg og demokratisk institution.
Selvom en håndfuld polemiske præster ikke er rædde for at dele offentlige øretæver ud til deres biskopper, er der de seneste årtier sket et skred i retning af større frygt for bispernes reaktion. Det mener tidligere sognepræst og forfatter til bøger om kirkeret og retsteologi Kristine Garde: Tidligere havde de fleste præster et mere afklaret syn på præsteembedet, et stærkere teologisk ståsted, et godt kendskab til folkekirkens tradition og en opfattelse af at være præstekollega med biskoppen.
Derfor forventede de, at de for eksempel kunne føre en skarp teologisk diskussion med biskoppen uden at skulle frygte, at han spillede med tilsynsmusklerne. Når præster i dag ikke tør evaluere deres biskopper, bøjer de sig mere for biskoppens tilsynsmagt, end godt er. Det kan skyldes præsters usikkerhed i embedsførelsen, så de er bange for, at biskoppen vil hævne sig, hvis der opstår en samarbejdskonflikt i sognet eller en klage over deres arbejde, som biskoppen skal forholde sig til, eller at biskoppen vil overreagere, hvis de offentligt udsætter ham for kraftig modsigelse, siger hun.
Præst i Kirke Saaby Sogn og forfatter Poul Joachim Stender tilføjer:
Når først biskopperne er ved magten, er det svært for præster at kritisere dem, for hvem vil lægge sig ud med sin chef, som altid har det sidste ord?.
Ifølge Kristine Garde har biskopperne i dag reelt enemagten til at bestemme, hvad der er substansen i en given sag for eksempel en konfliktsag med en præst.
Derfor trækker præsten som sagens hovedperson det korteste strå, også selvom han mener at have bedre argumenter på hånden. Det rejser et uundgåeligt spørgsmål om magtmisbrug og belaster dermed tilsynsembedet. Derfor skal biskopperne være hårdhudede, også når det gælder præsters sprogbrug. Der skal være råderum for præster til i en presset situation at udtrykke sig bombastisk. Men der skal også være plads til sære og polemiske præster i folkekirken ellers bliver det så utroligt kedeligt, siger hun.
Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift, kan dog ikke genkende, at præster skulle være blevet mere frygtsomme over for at kritisere deres biskop.
Det er rigtigt, at det er blevet sådan, at biskopper kan tildele sanktioner som del af tilsynet med præster. Men der er klagemuligheder, Kirkeministeriet skal inddrages, og vi skal følge de gældende regler. Umiddelbart synes jeg ikke, at præster er blevet mere tilbageholdende. Det er selvfølgelig svært at afgøre, når man selv er del af det. Men jeg synes egentlig ikke, at tonen er blevet mildere, siger han.
Karsten Nissen er positivt indstillet over for forslaget om at ansætte biskopper for en begrænset periode, åremålsansættelse. Men han ser ikke umiddelbart behov for større opsyn med biskoppernes arbejde. De demokratisk valgte stiftsråd, som foruden biskoppen består af præster og menighedsrådsmedlemmer, er med til at holde biskoppen i ørerne.
Dermed har repræsentanter for menighederne hele tiden mulighed for at korrigere biskoppen, siger Karsten Nissen.
Men det er ikke nogen tilstrækkelig løsning, mener sognepræst og forfatter Poul Joachim Stender:
Både biskopper og gamle præster som mig selv kunne trænge til at blive synet hvert andet år, ligesom man gør med biler. Det hele skal ikke dreje sig om evaluering og effektivitet. Men vi mangler en eller anden instans, som kan tale magten imod og gøre op med kirkens magtstruktur.
Sognepræst Tove Fergo er ikke imod ideen. Men menighedsrådene kunne også i langt højere grad være åbenmundede over for biskopperne, påpeger hun.
På den ene side ville det være godt med et fælles organ, som kunne holde øje med biskoppen. På den anden side skal vi passe på ikke at få alt for mange organer i kirken. Men menighedsrådene, som også har været med til at vælge biskoppen, behøver jo ikke at være bekymrede. De kunne godt udtale sig kritisk og indkalde biskoppen til møde og sige, du lovede sådan og sådan.
I yderste konsekvens kan en biskop blive fyret med udgangspunkt i tjenestemandsloven, hvis der er en saglig grund. Det kan for eksempel være sygdom eller uegnethed, hvor vedkommende trods god vilje ikke formår at løfte opgaven, fortæller Kirkeministeriets chefkonsulent Rasmus Paaske Larsen.
Men jeg har aldrig nogensinde hørt om, at en biskop i folkekirken har været i fare for at miste sit embede i den kontekst, siger han.
Hverken han eller kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten har kendskab til, at der nogensinde er blevet fyret en biskop i folkekirken.