Bispinden i dansk kirkeliv

Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen har fingrene i stort set alle folkekirkelige beslutninger

– Illustration: Morten Voigt.
– Illustration: Morten Voigt.

Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, er altid både velklædt og velklippet. Derfor er det også svært at forestille sig, at hun med et brækket ben sætter sig ned på trappen og humper på rumpen op og ned ad trinene.

Ikke desto mindre var det, hvad hun gjorde, da hun gled på isen forrige vinter. Det karakteriserer også hendes pligtfølelse, som ikke ligger på et lille sted. For hvordan kommer man ellers hen til alle de møder, udvalg og råd, hun er medlem af og ganske ofte formand for.
LÆS OGSÅ: Formand: Kirkelukninger vil løfte kirkeliv

Inge Lise Pedersen er en af de mest magtfulde kvinder i dansk kirkeliv. Hun er blandt andet med i Kirkeministeriets budgetfølgegruppe, der rådgiver kirkeministeren om folkekirkens økonomi, og så har hun haft en række andre formandsposter ud over Landsforeningen siden 2006. Blandt andet i udvalget om provstibetænkningen i Københavns Stiftsråd siden 2009, i menighedsrådet ved Flintholm Kirke siden 1986, og i folkekirkens uddannelsesinstitutioner. Samt mindst 15 andre udvalgsposter.

Sideløbende har hun varetaget en akademisk karriere som forsker og institutleder. Inge Lise Pedersen har forsket i dialekter i over 40 år, og mange er blevet forbløffede over at blive præsenteret for deres sønderjyske eller falstringske oprindelse, når de selv troede, det var rigsdansk, de talte.

Lige nu er det hendes rolle i kirkelukninger i København, der er i vælten. Ikke mindst i en del af de 17 kirker, der skal lukkes.

Men inhabilitet mener hun ikke, at der er tale om.

Der er fuld overensstemmelse mellem holdningen i Landsforeningen og stiftsrådet, så jeg har mandat til at deltage. Og de kirker, der føler sig dårlig behandlet, kan søge hjælp hos Landsforeningens sagsbehandlere, for der er vandtætte skotter mellem den politiske og den administrative del af Landsforeningen, siger hun.

Det gør altid én lidt urolig, når så meget magt er samlet på et sted, hedder det fra lederen af en af de kirkelige organisationer, som tilføjer, at hvis man sidder i så mange kirkeministerielle udvalg, som hun gør og har gjort, så kan man hurtigt blive ministeriets forlængede arm.

Men jeg har en enorm respekt for hende, for nogle ting har kun kunnet lade sig gøre, fordi hun kunne få det igennem. Hun er virkelig en motor for at ændre en folkekirke, som ikke er til forandringer. Og hun lader ikke hverken sure præster eller andre køre hen over menighedsrådene.

Lederen er til gengæld bekymret for, hvad der sker, når Inge Lise Pedersen ikke genopstiller til Landsforeningens Menighedsråd i 2013.

Der er ikke 100 andre Inge Liser at tage af. For hun er også den type, der graver sig ned i alt. Blandt andet i forbindelse med debatten om vielse af homoseksuelle i kirkerne, hvor hun lige sætter sig ned og skriver, hvad ægteskabet er og har været. Sprogligt og kulturelt.

Inge Lise Pedersen er født på en gård på Fyn i 1939. Som barn af en vestjysk far og en fynsk mor. Egentlig ville hun have været landmand, men faderen frarådede det. Til gengæld betyder opvæksten på landet, at der er en række ord, hun uden videre kan identificere som dialektforsker, for eksempel at binde i strå. Det var i den akademiske branche, hun endte med en universitetsgrad i kristendom og dansk.

Jeg var den eneste på instituttet, der havde en baggrund fra landbruget, siger hun.

Hun er også en kontant kvinde. Det fik hun brug for, da hun som første kvindelige formand i 1998 i det nuværende Grundtvigs Forum skulle tumle en flok sure, cigarrygende betongrundtvigianere, der ikke syntes, at en høj, opkæftende københavnsk universitetslektor, som oven i købet blandede sig i alting, var en god idé, siger en kilde.

Og hvis Inge Lise Pedersen har fjender, så er det hos de betongrundtvigske. For hun har givet dem med håndtasken, hedder det.

Selv siger hun, at hun startede sin kirkekarriere i menighedsrådet, men at hun trængte til sparring på mere principielle spørgsmål som menighedsrådsmedlem og derfor begyndte at abonnere på Dansk Kirketidende. Her skrev hun et læserbrev, fordi hun mente, at en kvinde blev behandlet verbalt dårligt på et årsmøde. Og så kom hun i bestyrelsen.

Inge Lise Pedersen tolererer meget. Men bedrevidenhed kan hun ikke have. En nedladende belæring tolererer hun ikke, hedder det fra en kilde.

Flere biskopper har også haft både samarbejde og holmgange med formanden for Landsforeningen.

I en folkekirke, hvor der også er sladder og tarvelighed, og som i den grad lever efter syndefaldet, så er det en befrielse med Inge Lise, som jeg synes er et fantastisk menneske. For hun kommer altid forfra. Hun er redelig, ordentlig og fair, og så er hun i besiddelse af en naturlig åndsfrihed og åbenhed, siger en af dem.

En anden biskop kalder Inge Lise Pedersen for en troværdig samarbejdspartner, fair og ydende en kæmpe arbejdsindsats.

Og det går også igen i beskrivelserne, at Inge Lise Pedersen uanset antal udvalg altid er velforberedt, argumenterer overbevisende, og at hun er meget vidende. Ikke alene på folkekirken og alle dens snørklerier, men også på alt muligt andet. Og ingen af de kilder, der har medvirket i denne artikel vil bruge ordet magtbegærlighed om Inge Lise Pedersen.

Hun er optaget af kirkens liv og vækst, hedder det fra en kilde. Og det er i det lys, kirkelukninger skal ses. For der skal være penge til at drive fremtidens kirke.

Inge Lise Pedersen kunne være blevet en glimrende biskop eller kirkeminister, hedder det fra lederen af en anden kirkelig organisation.

Hun er nok den mest magtfulde i dansk kirkeliv. Men jeg er ikke sikker på, at hun er den rette til at lede folkekirkens læge lag ind i alle de ændringer, der sker i folkekirken i disse år. Hun er meget dygtig, vidende og en god netværker, men jeg tror, det er en anden type, der er behov for.

Det er et medlem af Landsforeningens bestyrelse helt uenig i.

Inge Lise er unik, simpelthen et fund, og vi kommer i den grad til at savne den røst for menighedsrådene, siger vedkommende.

Og det mest betagende ved hende er, at hun bevæger sig. Hun står ikke stille. Hun gør som Jens Otto Krag, der havde et standpunkt, indtil han fik et nyt. Og hun er ikke sentimental, hedder det, blandt andet med henvisning til kirkelukningerne.

Inge Lise Pedersens sparsomme fritid bruges med familien Hun elsker at strikke, og så læser hun kogebøger, som andre sluger krimier.

Hun får væsentlig mere frihed efter 2013. Men hun stiller op til en periode mere i Lindevang Kirke og overvejer stadig, om det også gælder provstiudvalg og stiftsråd i Københavns Stift. Og hun har stadig et skrivebord på Københavns Universitet, hvor hun forsker.

Men der bliver mere tid til sommerhuset ved Sejerøbugten, de to døtre i 30erne og de tre børnebørn. Inge Lise Pedersen er gift med museumsinspektør Jørgen Steen Jensen.