Bjørn Nørgaard-skulptur skal binde by og kirke sammen i Ikast

Uden det religiøse rum ender vi som endimensionelle mennesker, og det er desværre der, vi er lige nu, mener kunstneren Bjørn Nørgaard

En computervisualisering af Bjørn Nørgaards kommende skulptur, som den vil komme til at se ud placeret på Ikast Kirkes grund ud mod byens torv. En af idéerne med skulpturen er, at den skal være med til at binde by og kirke sammen.
En computervisualisering af Bjørn Nørgaards kommende skulptur, som den vil komme til at se ud placeret på Ikast Kirkes grund ud mod byens torv. En af idéerne med skulpturen er, at den skal være med til at binde by og kirke sammen. Foto: Pressefoto.

Man kan forestille sig en søndag eftermiddag i Ikast, hvor det meste er lukket.

"Hvad skal vi lave?" spørger en af borgerne en anden på vej ad den stille hovedgade hen mod kirketorvet.

"Tja, vi ku' jo gå en tur ind i Bibelen?" foreslår den anden, og det vil man som noget ganske særligt snart få mulighed for i Ikast.

For menighedsrådet ved Ikast Kirke har sagt ja tak til en seks meter høj skulptur til 6,5 millioner kroner af kunstneren Bjørn Nørgaard, og den vil man både kunne gå rundt om og ind i. Kunstværket konstrueres af to skaller eller æggeformede kupler inden i hinanden og dekoreres med bibelske relieffer yderst og inderst.

Menighedsrådets ønske med den nye skulptur er, at den skal binde by og kirke sammen, efter at Ikast Kirke er blevet del af byens torvemiljø. Samtidig skal den "give en forsmag på kirkens budskab", siger menighedsrådsformand Prik Rasmussen.

Den anmodning har Bjørn Nørgaard efterkommet ved at tænke meget teologi ind i sit værk, foruden sine refleksioner om forholdet mellem det religiøse og det verdslige rum. Fra de bibelske motiver har han trukket aktuelle paralleller til nogle af nutidens politiske begivenheder og understreger dermed, at det religiøse ikke blot er et privat anliggende, men en del af samfundet, ligesom skulpturen med sin placering – på torvet, mellem kirke og rådhus – kan ses som en protest imod de politikere, der vil udelukke det religiøse fra det offentlige rum.

"Det skal i hvert fald ikke have lov til at stå uimodsagt," fastslår Bjørn Nørgaard, der samtidig tager et opgør med den modernisme, han selv er barn af.

"I den fundamentalistiske modernisme går man ud fra, at mennesket vil stige mod større og større grad af oplysning og fornuft. I moderne tid har videnskaben og økonomerne overtaget vores verdenstydning, og så er der ikke mere brug for 'alt det pjat i kirken', mener man. I stedet for religion har vi nu vores fornuft – men for mig at se er der ikke noget der tyder på, at menneskene er blevet mere fornuftige. De foretager sig stort set de samme tåbeligheder, som de gjorde, da jeg var barn."

Derfor kan det kommende værk tolkes som Bjørn Nørgaards bud på, "hvordan vi kan tænke en ny form for det moderne, hvor vi inkluderer også det religiøse.

Vi må lære at indse, at vores samfund bygger på forskellige måder at erkende verden på, og at de skal have lov at leve side om side i det sekulære rum: Vi har den videnskabelige, rationelle måde at erkende verden på, der er den kunstnerisk-poetiske, der er den politisk-økonomiske erkendelsesmåde, og der er den religiøse eller kristne vej til at forstå meningen med os selv og den sammenhæng, vi er en del af.

Uden det religiøse rum ender vi som endimensionelle mennesker, og det er desværre der, vi er lige nu, mener jeg. Vi har gennemrationaliseret og gennemmaterialiseret vores kultur og mistet den rigdom af værdier og nuancer, som både det religiøse og det poetiske rum tidligere gav os. Vi er kommet til et punkt, hvor vi ikke engang kan diskutere politik længere. Vi diskuterer kun økonomi."

steens@k.dk