Black Lives Matter fortæller ikke om de afrikanske liv, missionærer reddede

Den antikoloniale bevægelse, som nu er ude efter missionæren Hans Egede, fortæller kun halvdelen af historien

Missionæren ses ikke som én, der bragte noget godt, men som én, der var en del af den imperialistiske kolonialisme og dermed medvirkede til at undertrykke den oprindelige befolkning, skriver professor emeritus Viggo Mortensen.
Missionæren ses ikke som én, der bragte noget godt, men som én, der var en del af den imperialistiske kolonialisme og dermed medvirkede til at undertrykke den oprindelige befolkning, skriver professor emeritus Viggo Mortensen. Foto: Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix.

For kort tid siden deltog jeg i Helga Wegebergs bisættelse. Helga, der var min fars anden hustru, havde i en årrække været missionær i Afrika.

I min tale ved mindesamværet tog jeg udgangspunkt i det aktuelle slagord: Black Lives Matter. For hvis der er nogen steder, hvor det passer, så må det være ved en lejlighed, hvor man mindes et menneske, der brugte sit liv på at redde afrikanske liv.

Helga var sygeplejerske og jordemoder og arbejdede i Afrika. Hun var som udsendt af Brødremenighedens danske mission en del af den omfattende kristne mission til Afrika, der i høj grad er båret af, at man ønskede at redde sorte liv. Derfor var den kristne forkyndelse altid ledsaget af humanitært arbejde, sygepleje og udvikling.

Men det er tydeligvis ikke denne synsvinkel, der anlægges på kristen mission inden for den aktuelle Black Lives Matter-bevægelse. Det blev for eksempel klart ved vandaliseringen af statuen af Hans Egede i Nuuk og andre skændinger af statuer. Missionæren ses ikke som én, der bragte noget godt, men som én, der var en del af den imperialistiske kolonialisme og dermed medvirkede til at undertrykke den oprindelige befolkning. Og det er selvfølgelig også rigtigt. Først kom den opdagelsesrejsende, så kom handelsfolkene, og kort tid derefter kom soldaterne, for de egne interesser skulle beskyttes. Og i umiddelbar forlængelse heraf, sommetider med det samme skib som soldaterne, kom missionærerne. De havde godt nok en anden opgave end handelsfolkene og soldaterne, men de blev – om de ville det eller ej – set som en del af det kolonialistiske projekt. Som Livingstones berømte slagord lød: Christianity – Civilisation – Commerce. Han elskede Afrika og afrikanerne og ville dem det bedste. Derfor skulle de høre det bedste, han vidste, og det var det kristne evangelium. De skulle samtidig delagtiggøres i den kristne civilisation, og han kendte også midlet hertil: Det var handelen.

Missionshistorien, som er det sted, hvor man studerer og klarlægger, hvorledes den kristne udbredelseshistorie er forløbet, har naturligvis altid været opmærksom på disse sammenhænge og mange gange set den kristne mis-sions manglende succes som en følge af denne alliance med kolonialismen.

Dermed har man givet inspiration til at gentænke den kristne mission. Nyere missionsteologi har netop været optaget af at inspirere til nye måder at fortolke kristendom på i forskellige kulturer.

En alvorlig selvransagelse har altid været en del af den kristne missionsteologis dna. Nu er denne selvransagelse kommet helt klart til udtryk i det amerikanske fagmiljø. Selskabet for missionsteologi (American Society of Missiology) har sammen med sammenslutningen af professorer i missionsteologi og andre engagerede i protestantisk teologisk evangeliseringsarbejde følt sig foranlediget til at afgive en udtalelse i den aktuelle situation. Her er korte uddrag:

”Vi er af den faste overbevisning, hedder det, at alle mennesker er skabt i Guds billede, men vi er også klar over, at beretningerne om de missionariske initiativer indeholder farlige erindringer om kirkernes blandede ry, når det gælder om at realisere dette ideal.”

”Sommetider har kristne missionærer udvist stort mod og uselviskhed ved at gå op imod uretfærdighed, undertrykkelse og umenneskelighed. Andre gange har de været medskyldige i at forlænge racismen og andre angreb på den menneskelige værdighed som følge af frygt, tavshed og apatisk uvidenhed.”

”Derfor forpligter vi, der er engageret i nutidig mission, os til på enhver måde at være fortalere for racemæssig lighed. Vi vil tage ansvar for at udpege og arbejde for at udrydde alle former for uretfærdighed, eksklusion og marginalisering, som kan findes inden for politik, i praksis og i aktuelle strukturer i vores missionsorganisationer, i kirker og akademiske institutioner.”

Udtalelsen tager måske nok tonen vel højt og kan i danske øren lyde lidt vel hyklerisk. Man må blot betænke, at den afspejler det sprog og den terminologi, som præger det amerikanske missiologiske miljø. Men samtidig er udtalelsen et vidnesbyrd om, at den diskussion, som bevægelsen Black Lives Matter har udløst, inspirerer til grundlæggende overvejelser over missionen og den historie. Den må genskrives i lyset af de erfaringer, som vi nu har gjort med racemæssighed ulighed og anden uretfærdighed.

Det vil blive spændende at se, hvilken rolle og fortolkning missionshistorien vil få i det kolonihistoriske museum, der er på tegnebrættet her i landet. Det er ikke sikkert, de overhovedet har tænkt sig at omtale de positive bidrag, som den kristne mission har ydet til udviklingen i Afrika og andre steder. Men en genskrevet missionshistorie bør have en fremtrædende plads i et sådant museum.

Viggo Mortensen er professor emeritus, Aarhus Universitet.