Blasfemi er en del af dansk kultur

Før blev blasfemikere udstødt. I dag er de en del af værdipolitikken

Blasfemisager sætter dagsorden med års mellem-rum i Danmark. I 2003 anmeldte et medlem af det katolske menighedsråd i Vordingborg Kvickly for blasfemi i forbindelse med salget af sandaler med Jesus og Jomfru Maria på sålerne. –
Blasfemisager sætter dagsorden med års mellem-rum i Danmark. I 2003 anmeldte et medlem af det katolske menighedsråd i Vordingborg Kvickly for blasfemi i forbindelse med salget af sandaler med Jesus og Jomfru Maria på sålerne. –. Foto: Jens Nørgaard Larsen.

For 100 år siden var blasfemi modsætningen til den civiliserede danske kultur. Nu er blasfemi en del af den danske kultur.

Sådan lyder det fra ph.d. Signe Engelbreth Larsen, der har skrevet ph.d.-afhand- lingen Det blasfemiske selv. Blasfemiparagraffen i Danmark 1912-2012. Med andre ord er den engang udstødte blasfemiker kommet ind i varmen, lidt som tidligere biskop Jan Lindhardts bog om, hvordan de syv dødssynder gennem tiden er blevet til dyder.

Blasfemiparagraffen er, fordi den aldrig bliver brugt, og fordi sagen jo er parkeret hos straffelovrådet, en gratis anledning til at sætte sig på værdipolitikken, siger hun.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Afskaf blasfemi-paragraffen

Den kan simpelthen fungere som en forvandlingskugle i den politiske dagsorden, og det har hidtil især været de politiske yderfløje, der benytter sig af den. Dansk Folkeparti mod islam, Liberal Alliance mod en formynderisk Big Mother-stat, og Enhedslisten med markering af ønsket om adskillelse af kirke og stat.

Blasfemiparagraffen handler ikke om den enkelte religiøse. Den er rettet mod chikane af et religionssamfunds ritualer, liturgi og gudsdyrkelse. Og chikanen eller krænkelsen skal være så stor, at det kan forstyrre den offentlige ro og orden.

Advokat og leder af Dokumentations- og Rådgivningscenter om Racediskrimination Niels-Erik Hansen ser politiske motiver til, at forslaget om ophævelse af blasfemi-paragraffen kommer netop nu fra kirkeminister Manu Sareen (R).

Det kører tilsyneladende efter drejebogen, at regeringen har gennemført alle stramninger i økonomien i de første to år, og nu er de så nået til værdipolitikken. Den består af de lette stik: omskæring af drenge og blasfemiparagraffen, og så får regeringen ingen kritik fra Dansk Folkeparti, siger han.

Der er forsøgt rejst sager om blasfemi for nylig. Det Islamiske Trossamfund forsøgte, da Morgenavisen Jyllands-Posten trykte tegninger af muslimernes profet Muhammed i efteråret 2005. Men Rigsadvokaten mente ikke, at der er et generelt forbud mod at tegne Muhammed i islam. Han er blevet tegnet mange gange, men mere respektfuldt, end da Morgenavisen Jyllands-Posten satte satiretegnere til at gøre det.

Blasfemi er ikke isoleret til vestlige lande. Den er udbredt i muslimske lande, hvor konflikter i især Pakistan ofte løses med at påstå, at en kristen har talt usandt om Koranen eller om Muhammed. I det hele taget har muslimske lande i FN i stigende grad presset på for at få et forbud mod religionskritik skrevet ind i FN-konventionerne, men i de senere år er der blevet færre og færre lande, der stemmer for en resolution med det indhold.