Prøv avisen

Blasfemi som udtryk for ytringsfrihed er et nyt fænomen

Dannebrog brændes af i Pakistan i protest mod Jyllandsavisens Muhammed-tegninger. Arkivfoto. Foto: SAEED KHAN/DEAN PICTURES

Blasfemiparagraffen har været anvendt uhyre få gange i Danmark. Til gengæld har den offentlige debat om den en lang og livlig tradition.For spørgsmålet om paragraffens berettigelse har historisk set udviklet sig til et arnested for en bredere værdipolitisk kamp, mener ekspert

Når bølgerne går højt i debatten om blasfemiparagraffen, er det i virkeligheden sjældent paragraffen i sig selv, det handler om. For den danske blasfemiparagraf har historisk mest af alt haft karakter af at være en slags forvandlingskugle, skubbet rundt alt efter hvor det har givet belejlig mening at bruge den til at markere sig i værdipolitiske spørgsmål. Heri finder man en del af forklaringen på, hvorfor diskussionen om paragraffen har eksisteret så længe, siger religionsforsker Signe Engelbreth Larsen fra Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet. Hun har beskæftiget sig med de politiske slagsmål, der historisk set har stået om paragraffen i Danmark, i en ph.d.-afhandling.

De politiske slagsmål har der i denne periode været ikke så få af, forklarer hun.

”Blasfemiparagraffen har i Danmark historisk set haft status af at være et slags gidsel i en politisk kamp, hvor forskellige fløje har brugt den vidt forskelligt,” siger Signe Engelbreth Larsen, der er ph.d. i religionssociologi og religionskonsulent ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Hun peger på, at der i hele det politiske spektrum har været skiftende holdninger til paragraffen i løbet af de seneste hundrede år.

”Man kan tale om, at der har været forskellige konjunkturer i debatten om paragraffen historisk set. Holdningerne til den har fra flere sider skiftet, også inden for de enkelte politiske partier. Er parti som De Radikale har for eksempel skiftet holdning en del gange. I debatten i løbet af 1920'erne var de sammen med Socialdemokraterne fortalere for, at paragraffen skulle afskaffes. Men efter paragraffen blev brugt i 1938, gik De Radikale (dengang Det Radikale Venstre, red.) en tid ind for en bevarelse,” siger Signe Engelbreth Larsen om førkrigstidens dom over en gruppe nazister, der havde omdelt løbesedler med antisemitisk indhold.

”På samme måde så man også, at De Radikale skiftede position op igennem 2000'erne, hvor de primært var for at bevare den. Det var i denne periode, hvor Dansk Folkeparti havde teten i den offentlige debat med en klar holdning om, at hvis man bevarede paragraffen, ville det primært handle om at give en art indrømmelse til muslimerne i Danmark. I den debatramme kunne De Radikale af gode grunde ikke argumentere for en afskaffelse. Det er et konkret eksempel på, hvordan debatten følger en politisk kontekst, og at paragraffen snarere bliver udgangspunkt for debat end debatteret i sig selv,” siger hun.

I den sidste halvdel af 2000'erne og i en kort periode efter regeringsskiftet i 2011 sker der dog et mindre skifte i det politiske debatklima, der muliggør, at De Radikale igen kan argumentere for en afskaffelse af paragraffen.

”Det er i denne periode, at man ser Manu Sareen og Marianne Jelved argumentere ganske stærkt for en afskaffelse. Det gjorde de ud fra en i virkeligheden meget klassisk radikal dagsorden, hvor de argumenterede for, at blasfemiparagraffen var uforenelig med nogle bestemte frihedsværdier i et sekulariseret samfund,” siger hun. Men i februar skiftede De Radikale igen holdning, da regeringen sammen valgte at beholde den eksisterende blasfemiparagraf.

Disse emner var imidlertid ikke nogle, der fyldte debatten tilbage i 1920'erne, hvor Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre fandt fælles fodslag om, at blasfemiparagraffen burde fjernes. Det havde snarere noget med det, man i dag formentlig ville betegne som ”tonen i den offentlige debat” at gøre, forklarer Signe Engelbreth Larsen.

”Argumentationen for at fjerne paragraffen dengang handlede på ingen måde om, at man skulle have lov til at være spottende og hånende bare for at være det, eller at man skulle have en bestemt ret til at sige, hvad man ville. Det handlede i langt højere grad om en antagelse af, at man i forvejen befandt sig på et slags højt civiliseret stadie, hvor der ikke var behov for en paragraf til at fortælle, at man skulle tale ordentligt, for selvfølgelig gjorde man det,” siger hun.

Den selvfølgelighed er i dag væk, og i dag taler både politikere og meningsdannere derimod ofte om retten til at være blasfemisk som en særlig del af en dansk kultur, der samtidig defineres som indrammet af ytringsfrihed og frisindethed, forklarer forskeren.

”I disse år kan man virkelig se et markant skift, hvor det at være blasfemisk nærmest er blevet til noget, vi kobler på en særlig dansk åben tone og frisindethed. Det er dem, vi er - vi er blasfemiske, og vi har i hvert fald ret til at være det, hvis vi vil. Vi ser det senest med den danske opbakning til Charlie Hebdo. Det blasfemiske er blevet en slags figur, som vi identificerer os med. Tidligere var det at være blasfemisk noget, man udsondrede og marginaliserede. Det var ikke velset. I dag er det noget, som vi støtter op om, mens tegnere og andre kunstnere, der arbejder med religionssatire, er nogle, vi ofte hylder med frihedspriser,” siger hun.

Ifølge Signe Engelbreth Larsen er det blasfemiske i løbet af de seneste godt ti år i en grad, man ikke tidligere har set, blevet debatteret som værende en del af et bredere spørgsmål om ytringsfrihed.

”Paragraffen bliver brugt til at putte en masse større værdier ind i. Om det så er spørgsmål om vores kristne kulturarv eller om vores kulturradikale ditto. Man ser eksempelvis ofte markeringer, tit anført af Dansk Folkeparti, om, at eksempelvis Luther var blasfemiker. Der foregår løbende en kamp om at fylde store betydninger ind i en dybest set lille paragraf,” siger Signe Engelbreth Larsen. Hun peger på, at der i denne konstante kamp formentlig også gemmer sig en del af en forklaring på, at paragraffen hverken er blevet ændret eller fjernet siden sin indførelse på trods af den megen debat.

”Det, og så det, at Danmark også har været i en situation i de senere år, specielt efter Muhammed-tegningerne, hvor der har været en vis international bevågenhed på, hvordan Danmark vælger at agere i de her spørgsmål. Det har formentlig været en faktor for politikerne, at det ikke lige var i dét kølvand, man skulle begynde at diskutere en afskaffelse,” siger hun.

Signe Engelbreth Larsen er ph.d. i religionssociologi.