Prøv avisen

Blasfemiens forskellige grænser

Sammenslutningen af Franske Biskopper klagede til domstolene over denne reklame fra modehuset Girbaud - og fik medhold. En dommer forbød brug af motivet i kommerciel sammenhæng, fordi billedet var "en aggressiv indtrængen i folks inderste følelser". -- Foto:Scanpix.

Det er ikke nødvendigvis i de lande, hvor blasfemi er forbudt, at der fældes flest domme for hån mod religioner. Europa har brug for en afklaring, mener iagttagere

Blasfemi er forbudt i Storbritannien, ikke i Frankrig. Men mens britiske domstole ikke har grebet ind mod forhånelse af religion siden 1989, har de franske domstole alene inden for det seneste år forbudt to reklamekampagner.

Billedet af de europæiske landes forhold til, hvad man kan sige om religion eller bruge de religiøse symboler til, er meget sammensat. Over halvdelen af de vesteuropæiske lande, herunder Danmark, Norge, Finland, Tyskland og Grækenland, har en decideret blasfemiparagraf i lovgivningen. I Irland er forbuddet mod blasfemi indskrevet i forfatningen, og i Italien er forbuddet mod at håne religionen en arv fra konkordatet med Vatikanet.

Omvendt har Sverige afskaffet sit forbud mod blasfemi i 1949, og en mindre vidtgående paragraf om fornærmelse af religion forsvandt fra lovgivningen i 1970.

Spanien lod blasfemiforbuddet følge general Franco i graven i 1975, og i Belgien og Frankrig er det adskillelsen af stat og kirke, der er afgørende for, at blasfemi ikke er forbudt i de to lande.

" I virkeligheden er det ikke afgørende, om et land har et forbud mod blasfemi eller ej. Andre love, der for eksempel forbyder at håne bestemte befolkningsgrupper på grund af deres religiøse tilhørsforhold, bruges i lige så høj grad til at begrænse ytringsfriheden, når det gælder religion. Landets tradition for vide eller snævre rammer for ytringsfrihed kan også være afgørende for, om der dømmes meget eller lidt, påpeger Philippe Frumer, professor i jura ved Université Libre i Bruxelles og en af de europæiske eksperter i religionernes forhold til ytringsfrihed."

Eksemplerne på, at trossamfund eller enkeltpersoner protesterer mod brugen af religiøse symboler eller bestemte fremstillinger af religionerne, er talrige. Martin Scorseses film "The Last Temptation of Christ" udløste i 1989 voldsomme protester fra kristne organisationer i USA, men også i Europa, fordi filmen postulerede, at Jesus havde haft et sexliv.

I forbindelse med Constantin Costa-Gavras film "Amen" var det plakaten med et kombineret kors og hagekors, der gav anledning til vrede.

I en af de nyeste og mest omtalte sager er den østrigske tegner Gerhard Haderer in absentia blevet idømt seks måneders fængsel i Grækenland for en tegneserie om Jesu liv. Jesus fremstilles som en hashrygende hippie, der splitternøgen surfer på vandet i stedet for at gå. 1000 underskrifter fra østrigske kunstnere, deriblandt Nobelpristageren i litteratur 2004, Elfriede Jelinek, er blevet afleveret til EU-Kommissionen i protest mod dommen.

I praksis er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som kontrollerer respekten for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke afvisende over for, at de enkelte lande hakker en hæl og klipper en tå af ytringsfriheden for at beskytte de troendes religiøse følelser.

Netop Østrig var udgangspunkt for en af de grundlæggende domme i europæisk retspraksis. Landet fik af Menneskerettighedsdomstolen medhold i, at det var legitimt at forbyde Otto Preminger Instituttet at vise en film, der blev betegnet som blasfemisk og sårende for katolikkernes følelser. Også Tyrkiet har for nylig fået medhold af domstolen efter at have dømt udgiveren af en novelle, som ifølge den tyrkiske domstol spottede Koranen og profeten Muhammed.

"Ytringsfriheden, som den er defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions paragraf 10, er ikke en absolut frihed, men underkastet de begrænsninger, der ligger i beskyttelsen af andre menneskers rettigheder. Sædvanligvis siger domstolen, at ytringsfriheden også gælder for ytringer, der kan virke chokerende eller provokerende. Men når det gælder religion og blasfemi, har domstolen en mere restriktiv domspraksis," understreger Philippe Frumer.

Generelt er der imidlertid meget få sager i de europæiske lande, hvor hensynet til religionen eller de troendes religiøse følelser ender ved domstolene. Og endnu færre, der går ytringsfriheden imod. Der er meget langt mellem domme over kunstnere, der i litterære eller kunstneriske værker gør grin med religion, religiøse symboler eller tilhængere af bestemte religioner.

I nogle lande skyldes det, at lovgivningen kun omfatter statsreligionen eller den kristne tro. Det er tilfældet i Storbritannien, hvor islamiske organisationers ønske om at få Salman Rushdies bog "De sataniske vers" dømt under blasfemiparagraffen blev afvist med henvisning til, at kun den anglikanske kirke er omfattet af paragraffen.

I Tyskland er det kun de trossamfund, der betaler kirkeskat, som kan bruge lovgivningen. Men retspraksis er særdeles stram, og trods flere forsøg på at få dømt blandt andet tyske aviser for karikaturer af pave Johannes Paul II har der ikke været sager i nyere tid.

I Storbritannien har der ikke været sager om blasfemi siden 1989, da videofilmen "Visions of Ecstasy" blev nægtet godkendelse af de britiske myndigheder. Filmen tillægger den katolske helgen og mystiker Theresa af Avila seksuelle fantasier om Jesus, og blasfemidommen blev senere stadfæstet af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Men den britiske blasfemilovgivning har været under intens beskydning, lige siden landets egen lovrevisionskommission i 1988 anbefalede at afskaffe loven. Og også Europarådet har været ude efter paragraffen, fordi den kun beskytter den anglikanske statskirke.

En interessant modpol til den britiske lovgivning ser man i Frankrig, siger Philippe Frumer.

"Frankrig har intet forbud mod blasfemi. Alligevel har der været en del sager, hvor forskellige religiøse grupper har fået domstolenes ord for, at deres religiøse overbevisning er blevet stødt."

Det seneste eksempel gælder en reklamekampagne for dametøj, hvor annoncøren havde ladet fotomodeller posere på samme måde som Jesus og disciplene i Leonardo da Vincis maleri "Den sidste nadver".

Næsten samtidig blev en informationskampagne om brug af præservativer for at beskytte sig mod aids dømt ulovlig. En plakat viste en nonne ledsaget af teksten "Sankt Kondom, beskyt mig". Derimod fik dagbladet Libération medhold i, at det ligger inden for ytringsfrihedens grænser at illustrere en artikel med en tegning af Jesus i bar figur, kun iklædt et kondom.

"Den franske domspraksis slår især ned på kommerciel brug af religiøse symboler. De to eksempler på domfældelse gælder begge en form for reklamekampagne, fastslår advokat Thierry Massis, en af Frankrigs førende eksperter på området."

"Der er desuden tale om, at man placerer religiøse symboler i en seksuel eller erotisk sammenhæng. Det er denne sammenstilling, der gør, at troende katolikker kan føle deres tro forhånet, så straffelovens paragraf om injurierende udsagn kan bringes i anvendelse. Der er aldrig blev lagt sag an mod de mejerier, der har en munk som emblem, siger advokaten, som understreger, at det især er billeder, domstolene skrider ind over for, og kun yderst sjældent litterære tekster eller andre kunstværker."

Den franske forfatter Michel Houellebecq er således blevet frikendt for at have udtalt, at "alle religioner er stupide, men islam er den mest stupide af dem alle".

Til gengæld er en internet- hjemmeside blevet forbudt, fordi dens indhold opfordrede til vold mod etniske minoriteter, hvilket er forbudt i en særskilt paragraf i den franske straffelov.

Et lignende forbud mod opfordring til religiøst had er netop blevet indført i Storbritannien i kølvandet på attentaterne i London i juli. Loven blev voldsomt kritiseret for at ville indskrænke ytringsfriheden. Blandt andre skuespilleren Rowan Atkinson, kendt som Mr. Bean, advarede mod, at loven ville gøre det umuligt at gøre grin med religion, for eksempel som Monty Python gjorde i filmen "Life of Brian" (Et herrens liv).

Andre frygtede, at loven ville gøre det umuligt at kritisere religioner, herunder islam.

Den britiske indenrigsminister, David Blunkett, forsikrede, at meningen alene er at skride ind over for hadefuld tale, der lægger bestemte befolkningsgrupper for had på grund af deres religiøse tilhørsforhold.

Britisk lovgivning havde i forvejen et forbud mod nedsættende angreb på folk på grund af deres etniske tilhørsforhold. Den nye lovs fortalere pegede på, at indiske sikher og jøder er beskyttet af denne lov, fordi de regnes som etniske grupper. Det gør muslimer derimod ikke, hvilket kunne skabe den situation, at en muslim kunne dømmes for at skrive "dræb en sikh", hvorimod en sikh – efter den daværende lovgivning – ikke kunne dømmes for at skrive "dræb en muslim".

"Spørgsmålet er ikke, om du fremfører et argument, eller om du kritiserer en eller andens religion. Men alene om du opfordrer til had på grund af denne religion," har David Blunkett udtalt.

For at understrege, at det ikke er religionerne, der skal beskyttes, men deres tilhængere, der skal sikres mod opfordringer til had, var der tale om samtidig at afskaffe blasfemiparagraffen. Det skulle understrege, at ingen religioner er beskyttet mod kritik eller mod satire, lød argumentet, som ikke vandt tilslutning. Storbritannien bevarede sit blasfemiforbud.

Netop grænsen mellem relevant religionskritik og forhånelse af en religion eller dens tilhængere sættes i stigende grad på prøve i de europæiske lande. Og selvom sagsanslæggene ved domstolene især kommer fra kristne organisationer, fylder debatten om islamofobi og legitim kritik af islam mere og mere i de europæiske samfund.

Et klimaks var drabet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh af en muslimsk ekstremist på baggrund af van Goghs film "Submission" om kvindeundertrykkelse i islam.

I London fik en gruppe sikher held til at forhindre en teaterforestilling, der handlede om seksuelt misbrug i sikh-religionens navn. Og i Italien venter forfatteren Oriana Fallaci på domstolenes vurdering af, om hendes stærkt provokerende bog om islam, "Raseri og stolthed", er islamofobisk.

"Det er ikke en ny problematik, men vi ser en voksende tendens til, at nogle trossamfund forsøger at standse enhver kritik eller kritisk analyse ved at henvise til, at deres religiøse følelser er såret, siger Daniel Simons, juridisk rådgiver ved organisationen Article 19 i London, som arbejder med beskyttelse af ytringsfriheden i verden."

– Vores synspunkt er, at ingen religion skal tildeles immunitet imod kritik. Til gengæld skal der være klare grænser, så ytringsfriheden ikke misbruges til at agitere for vold eller diskrimination mod tilhængere af bestemte religioner. Kriteriet om, at trossamfund føler deres tro forhånet, bør ikke tages alvorligt. Men opfordringer til vold bør klart forbydes, mener Daniel Simons.

Samme holdning har man i International Association for Religious Freedom, International Forening for Religionsfrihed i London, som har konsultativ status ved FN.

"Vi ønsker absolut ikke en situation, hvor komikere kan retsforfølges, fordi de fortæller vittigheder om religion. Men denne ytringsfrihed skal administreres i et klima af tolerance over for religionerne," siger organisationens generalsekretær, Darwl Balia.

For juraprofessor Philippe Frumer er den europæiske retspraksis meget lidt skikket til at skille vandene mellem at lægge for had og opfordre til vold og så retten til at kritisere, ironisere og lave satire over religionerne og deres tilhængere.

"Den britiske lovændring har ført til en vis afklaring, fordi man klart forbyder hadefuld tale, men ikke vil skride ind over for satire. De øvrige europæiske lande opretholder derimod en frygtelig begrebsforvirring. Det er aldrig helt klart, om det er religionen, der beskyttes, eller om det er dens tilhængere," siger Philippe Frumer.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Plakaten til den græske instruktør Constantin Costa-Gavras film "Amen" med et kombineret kors og hagekors blev blandt andet fordømt af de franske biskopper. -- Foto: Scanpix.
Det irske bookmakerfirma Paddy Power havde forregnet sig, hvis firmaet troede, at denne reklame, hvor Jesus og disciplene spiller poker under den sidste nadver, ville øge omsætningen. Tværtimod faldt firmaets omsætning med op til 20 procent i det stærkt katolske land. Efter en stribe klager over plakaten bad det irske reklamenævn bookmakerfirmaet om at fjerne reklamen fra det offentlige rum. En decideret retssag blev det imidlertid ikke til. -- Foto: Scanpix.