Prøv avisen

Blasfemiparagraffen afskaffes: Hvad bliver konsekvensen?

Steen Skovsgaard, Joelle Fiss, Jacob Mchangama, Fatih Alev, Thomas Hoffmann & Bent Lexner udtaler sig om konsekvenserne ved afskaffelsen af blasfemiparagraffen. Foto: Casper Dalhoff/Ritzau, Privatfoto, Leif Tuxen, Carsten Snejbjerg/Ritzau & Leif Tuxen

Tirsdag tilsluttede en samlet regering sig Enhedslistens lovforslag om at ophæve blasfemiparagraffen. Men hvad kommer det til at betyde, at straffelovens forbud mod blasfemi bliver fjernet?

1. Steen Skovsgaard, biskop over Lolland-Falsters Stift

I sidste ende tror jeg ikke, at det gør den store forskel, at blasfemiparagraffen bliver fjernet. Og jeg ser det ikke som min kamp hverken at bevare den eller at få den afskaffet.

Alligevel vil jeg sige, at det er rimeligt med et lille, svagt forsvar for den. Da jeg under Muhammed-krisen var i Kairo, Egypten, med en delegation for at gyde olie på vandene og forklare, hvad der var sket i Danmark, kan jeg huske, at vi lagde vægt på, at vi trods alt har en lov mod blasfemi. Det argument var med til at understrege, at vi ikke er et samfund, der er fuldstændig ligeglad med religion. Der er stadig en respekt for det, fremgår det af lovgivningen.

Men i og med, loven aldrig bliver brugt, vil jeg sige, at samfundet ikke falder fra hinanden ved, at den bliver slettet. Derfor kan jeg ikke se, at den i sidste ende er værd at kæmpe for. Og under Muhammed-krisen lykkedes det trods alt ikke at dæmpe gemytterne særlig meget, så heller ikke dér havde den i sidste ende en klar effekt.

2. Jacob Mchangama, direktør i den juridiske tænketank Justitia

I den praktiske dagligdag tror jeg ikke, at det kommer til at betyde så meget. Det har ikke regnet med sager, og jeg forestiller mig heller ikke, at danskerne lige pludselig begynder at lave bål af koraner eller bibeler, bare fordi det nu bliver lovligt at brænde dem af.

Men det sender et signal om, at flertallet har valgt ytringsfriheden i den debat, der har været mellem religiøse følelser og ytringsfriheden.

Og det er et meget positivt signal her 11 år efter Muhammed-krisen. Jeg vil tro, at der er lande i Mellemøsten og Nordafrika, der vil udlægge lovændringen som et tegn på islamofobi og koble det til, at man i Danmark trykte Muhammed-tegningerne. Nu tillader vi hvad som helst, vil man måske sige.

Omvendt vil de, der kæmper mod undertrykkende blasfemiparagraffer i de lande, se det som et tegn på, at vi er i front i kampen for ytrings- og religionsfrihed, og det er for mig det vigtigste.

3. Joelle Fiss, schweizisk forsker i blasfemilovgivning

Siden de danske karikaturtegninger er Danmark blevet godt rustet til at forstå, hvordan blasfemianklager kan udløse vold og seriøse diplomatiske kriser mellem lande. Nogle muslimske lande argumenterer for, at kritik af islam er en variant af hadtale, og vestlige standarder kritiseres for dobbeltmoral.

Men det er vigtigt at argumentere imod det argument. Overalt i den islamiske verden skaber blasfemisager politiske spændinger og ustabilitet. Ophedede diskussioner om blasfemi har skabt opstand i lande som Indonesien, Pakistan, Egypten og Nigeria. Folkemængder har angrebet byer, minoriteter og brændt hellige bygninger ned. Det er de europæiske regeringer opmærksomme på, og de vil ikke associeres med det.

4. Bent Lexner, tidligere overrabbiner ved Det Jødiske Samfund i Danmark

Det er ikke sikkert, at en afskaffelse vil have en praktisk betydning. Men der er alligevel to ting, man bør hæfte sig ved.

For det første har Politiets Efterretningstjeneste sagt, at det ikke vil være særlig smart at afskaffe paragraffen og henvist til, hvordan udlandet vil reagere på en afskaffelse.

Det andet er, at vi nu helt konkret afskaffer den begrænsning, der har været for, hvor meget man kan håne og genere religiøse bøger, ritualer og holdninger. Igen er det ikke sikkert, at det får en praktisk betydning. Men for mig er det et udtryk for, og det har jeg været bekymret for længe, hvordan forståelsen for religiøse spørgsmål bliver mindre og mindre. Det er ikke kun noget, der vedrører jøder, det er også en udvikling, som kristendommen lider under.

5. Fatih Alev, imam, debattør og tilknyttet Dansk Islamisk Center

Rent symbolsk har det en stor betydning, at man fjerner blasfemiparagraffen. Det er et vink med en vognstand om, at vi bevæger os imod et mere sekulært samfund, hvor religiøse hensyn ikke skal tages særlig alvorligt.

På den anden side er vi en del af en virkelighed, hvor højrefløjen bruger blasfemiparagraffen som eksempel på, at der skal tages særhensyn til minoriteter. I stedet for at forære dem det kort kunne det være en idé at se, om en afskaffelse vil have en effekt.

For hvis paragraffen er en rød klud for højrefløjen, så skal vi fjerne den. Vi ved jo altså heller ikke, om ophævelsen af paragraffen medfører en stigning i handlinger, der er forhånende over for muslimer, jøder, kristne eller andre religiøse minoriteter.

6. Thomas Hoffmann, professor og gorsker i koranstudier, islam og politik

Ved at afskaffe blasfemiparagraffen sender Danmark et signal om, at vi er på vej væk fra en dubiøs klub af lande såsom Saudi-Arabien, Indonesien og Rusland, der stadig har blasfemilove.

Der er blevet spekuleret meget i, om en ophævelse vil føre til en eksplosion af blasfemimarkeringer med afbrændinger og besudlinger af koraner. Det tror jeg sagtens, at man kan forestille sig, men det vil næppe holde ved længe efter, at nyhedsinteressen har lagt sig. Og muligvis vil det forekomme i mindre omfang, end man skulle tro, for blasfemiparagraffen har i sig selv skabt opmærksomhed om sagerne.

Selv de mere radikale muslimske miljøer i Danmark har udtalt, at hvis vi ikke havde haft blasfemiparagraffen, ville koran-afbrændinger aldrig blive bemærket.

I dag har blasfemisager en snert af den lille mand mod systemet over sig. Det er blasfemikeren, der kæmper mod den danske retsstats forældede lov. Når man ikke længere har blasfemiparagraffen, vil for eksempel en koranafbrændning i stedet blive et slag i luften. På den anden side er islamdebatten blevet politiseret og polemiseret i en så uhørt grad, at skandalesagerne næppe bare forsvinder helt.

Biskop over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard. Foto: Søren Staal
Jacob Mchangama er jurist og direktør i den juridiske tænketank Justitia. Foto: Leif Tuxen
Joelle Fiss er schweizisk forsker i blasfemilovgivning og medlem af en række internationale ekspertpaneler om religionsfrihed. Foto: Privatfoto
Bent Lexner er tidligere overrabbiner ved Det Jødiske Samfund i Danmark. Foto: Leif Tuxen
Fatih Alev er imam, debattør og tilknyttet Dansk Islamisk Center. Foto: Hans Christian Jacobsen
Thomas Hoffmann er professor ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Forsker blandt andet i koranstudier, islam og politik. Foto: Leif Tuxen