Blev Signe frelst uden dåb?

En fars optagethed af, om hans udøbte barn ville komme i Helvede, satte gang i en norsk dåbsdebat, der på mange måder ligner den danske i dag

Jørgen Skov Sørensen,
Jørgen Skov Sørensen,.

”Kirken kan si mye rart som ikke stemmer…”. Sådan skriver en kvinde i kommentarsporet på det norske netmedie verdidebatt.no. Kommentaren er møntet på et indlæg, der spørger til dødfødte – og derfor udøbte – børns plads i Guds rige. Det er værd at huske, at ”rar” på norsk betyder ”underlig” eller ”uforståelig”, hvorved udsagnet får et noget kritisk islæt.

Kommentaren er tydeligvis ment som en kritik af kirken som en institution, hvis udsagn ikke stemmer overens med virkeligheden.

Indlægget, forfattet af en far til et dødfødt, udøbt barn, hæfter sig ved, at præsterne i den norske kirke ikke kan give sikkerhed for, at faderens udøbte pige, Signe, vil blive frelst. Der er, når man spørger, skriver han, ingenlunde teologisk enighed om, at Signe var Guds barn. Og når det gælder spørgsmålet om frelse og fortabelse, lader Signes far forstå i sit indlæg, er der højst enighed om, at dåbens betydning er uklar.

Dåben knyttes på den ene eller anden vis til frelsen fra synd og død. ”Alle teologerne […] peger på, at noget sker i dåben, som fører barnet over til den ’sikre side’, når det gælder frelsen. Dermed opstår der et ’men’ – barnet er Guds barn, men…”, skriver Signes far på verdidebatt.no.

Signes fars indlæg var i 2015 del af en debat i den norske kirke, der har flere lighedspunkter med den diskussion, der for tiden pågår i Danmark. Herhjemme var det sognepræst på Vesterbro i København Birgitte Kragh Engholm, der med et debatindlæg i denne avis satte gang i en meningsudveksling, som endnu raser blandt teologer. Birgitte Kragh Engholm opfordrede til en revurdering af ordlyden i det autoriserede ritual, som hun fandt uforståeligt for det moderne menneske.

I Norge var det præst i Lommedalen Sogn lidt udenfor Oslo, Knut Grønvik, der i en artikel i avisen Vårt Land, Norges pendant til Kristeligt Dagblad, plæderede for, at også udøbte børn er Guds børn.

Ordlyden af det daværende norske dåbsritual, som stammede fra 2011, gør det klart, på samme vis som i folkekirken, at barnet via dåbshandlingen modtager Helligånden, indlemmes i menigheden og gøres til Guds barn. Knut Grønvik anførte imidlertid i interviewet i Vårt Land, at han mødte undrende forældre, som ikke helt kunne forstå, at barnet ikke fra fødslen var Guds barn. Knut Grønviks forslag var at fjerne ritualets passus netop om dette: at barnet via dåben bliver et ”Guds barn”.

Central for forståelsen af den norske kirkes dåbssyn er en lille officiel publikation, der har til formål at ”skabe et løft for dåben i den norske kirke”, som direktør for det centrale kirkeråd Jens-Petter Johnsen udrykker det i forordet. Det var det demokratisk valgte, centrale kirkeråds ”afdeling for børn, unge og trosoplæring” i den norske kirke, der i 2015 tog initiativ til folderen med titlen ”Dåbsløftet”, hvorved der elegant spilles på både en teologisk og en praktisk forståelse af ordet ”løfte”.

Folderen indeholder korte tekster af præster, sociologer, kirke- og kulturmedarbejdere og kommunika- tionsfolk. Den er rettet mod kirkens egne medarbejdere og giver først og fremmest inspiration til kommunikationen med potentielle dåbsforældre.

Måske af den grund er det teologiske indhold nedtonet til fordel for talen om tradition og fællesskab. For eksempel beskriver formand for den norske kirkes bispemøde Helga Haug-land Byfuglien dåben som begyndelsen til et liv i vækst og som starten på ”en dannelsesrejse”. En beskrivelse, hun smukt forbinder med menneskets ansvar for fællesskab og for hinanden. I det hele taget er ordet ”fællesskab” gennemgående for folderens anliggende.

Det tætteste, ”Dåbsløftet” kommer en decideret teologisk udredning af dåben, er et indlæg af førnævnte Knut Grønvik, som betoner ”Guds ja” til dåbsbarnet. Her hedder det ”Når et barn bliver døbt, har Gud allerede sagt tydeligt ja til barnet. Gud elsker alle, altid og uden forbehold – og vil, at vi mennesker skal leve med håb og tro”. Her er ingen tale om, at barnet bliver Guds barn via dåbshandlingen, helt i overensstemmelse med Grønviks udsagn i Vårt Land.

Debatten om dåbens betydning og ikke mindst dåbsliturgiens ordlyd førte i 2017 til en revision af liturgien i den norske kirke. Denne type beslutninger ligger også i kirkerådet efter et indledende arbejde i en liturgikommission. I det officielle kommuniké fra kirkemødet, hvor den nye liturgi blev vedtaget, står det at læse, at revisionen var ønsket, fordi 2011-liturgien var for ordrig og tung.

Det er imidlertid en drøftelse af læsningen fra Joh. 3, 16, der angiveligt har været den største anledning til debat på kirkemødet. Ordene ”for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, blev af mange set som et negativt udtryk, der ”kommunikerer dårligt som del af dåbsliturgien, da ordene ’ikke skal fortabes’ og kan skabe uro i denne sammenhæng”.

Kommunikéet konkluderer, at ”efter luthersk lære er dåben nødvendig, men kirken mener ikke, at udøbte børn går fortabt”.

Det er i dag, efter kirkemødets beslutning, valgfrit, om man som del af dåbsritualet vil læse Joh. 3, 16. Spørgsmålet om dåbsbarnet som ”Guds barn” også før dåben omgås i den nye liturgi ved, at ordene om ”Guds barn” ikke knyttes direkte til dåbshandlingen, men gemmes til slut. Her henvender præsten sig til menigheden og siger ”Dette er NN, Guds barn, døbt ind i vor menighed og Kristi verdensomspændende kirke”.

Det er ikke til at vide, om Signes far med de nye tiltag i den norske kirke har fået større sikkerhed for sin udøbte datters skæbne. Men man kan i forlængelse af kommentaren fra verdidebatt.no, der indledte denne analyse, få den tanke, at kirken for at komme dåbsforældrene i møde og ikke ”skabe uro” helst vil sige noget ”rart”, når børnene bliver døbt. Altså ikke noget ”underligt og uforståeligt” i den norske betydning af ordet ”rar”, men noget ”rart” i den danske betydning. Noget trygt og godt.

Om ordene så stemmer overens med virkeligheden, ja, det strides både norske og danske teologer fortsat om.

Jørgen Skov Sørensen er ph.d. i teologi og tidligere generalsekretær i Danmission.