Lene Friis Thorkildsen sad helt oppe forrest i klasselokalet. Kalenderåret var 1958, og hun gik i en almindelig folkeskole, men helt almindelig var hun ikke selv. Hendes gode barndomsveninde Astrid Rahbæk havde øjnene på tavlen, hvor læren skriblede løs. Astrid sad og hviskede stille til sin sidemakker – ikke hyggesnak, men ordret hvad læreren nedfældede på tavlen. Alle kunne høre den unge hviskende pigestemme, men ingen sagde noget til det. Astrid Rahbæk gjorde i den grad skoletiden lettere for Lene Friis Thorkildsen, der blev født som stærkt svagsynet, og inden for de sidste 20 år har mistet synet helt.
68-årige Lene Friis Thorkildsen har siden betalt meget af hjælpen fra veninden tilbage, blandt andet gennem sine femten år som konsulent i Dansk Blindesamfund. Her har hun hjulpet andre blinde med at se muligheder frem for begrænsninger:
”Jeg har oplevet mere end én gang, at mennesker ikke tror, de kan noget mere, bare fordi de er blevet blinde. Hvis en kvinde fortæller mig, at hun elskede at strikke. Så siger jeg: Det kan du stadigvæk. Det bliver muligvis ikke ligeså godt, men det kan sagtens lade sig gøre. Og når de opdager, at det lykkes, er det fantastisk.”
Lene Friis Thorkildsen er i dag formand i organisationen Kristeligt Arbejde Blandt Blinde. Og for hende er der et sammenfald mellem arbejdet, de udfører, og den blinde mand, der i søndagens bibeltekst beder om hjælp fra Jesus til at få synet tilbage:
”Disciplene kunne fysisk høre Jesu ord, men kunne ikke høre med tro. Manden ved vejen var fysisk blind, men så Jesus med sin tro. Han blev hjulpet hen til Jesus, og der var nogle, der viste ham vejen. Og i dag skal vi også vise vejen for dem, der har brug for det. Vi har som mennesker et ansvar over for hinanden. Et ansvar for at vise vejen ind til Gud.”
Den næsten 2000 år gamle tekst er stadig relevant i dag. Lene Friis Thorkildsen efterlyser en frimodighed blandt mennesker i dagens samfund:
”Den måde, den blinde bliver hjulpet hen til Jesus på, kan vi lære meget af i dag. Jeg tror ikke, vi har frimodighed nok til at blande os. Vi behøver ikke at gå og forkynde, men jeg tror, at man kan vise meget af vejen blot ved at være modig nok til at stå fast på, hvem man er, hvor man kommer henne, og hvad man tror på.”
Lene Friis Thorkildsen er vokset op i et kristent hjem, og troen har altid været en naturlig del af hendes liv. Den blinde i bibelfortællingen kan knytte Guds kraft sammen med sin helbredelse, da Jesus giver ham synet tilbage, og det får Lene Friis Thorkildsen til at misunde den helt konkrete følelse af omvendelse:
”Jeg kan godt misunde de mennesker, der sådan på dato kan sige, hvornår de begyndte at tro. Det kan jeg ikke. Det må være fantastisk at kunne sige, hvordan de blev omvendt. Og jeg oplever, at mennesker, der er blevet omvendt i en voksen alder, brænder mere, end vi andre gør. Vi kan godt være lidt lunkne – og knapt så frimodige.”
Lene Friis Thorkildsen har ikke haft den samme stærke oplevelse af Guds nærvær som den blinde i søndagens tekst, men hun finder Gud nær i bønnen:
”Jeg har flere gange følt, hvis jeg har gennemgået en krise eller nogle problemer, at det hjælper at folde mine hænder. Det hjælper at bede om hjælp til at få vist vejen, man skal gå. Simpelthen at sige: ’Din vilje ske!’ Men jeg kan ikke pege på, at det har noget med mit handicap at gøre, men det er en følelse, jeg har som helt almindeligt menneske – som mor, som kone, som mormor og farmor.”