Prøv avisen

Blinde ser og døve hører

Torben Søndergaard tilbyder jævnligt bøn for helbredelse. Her ses en helbredelses-session i Københavns Nordvest-kvarter med Hans Berntsen.

Grundtvig digtede en af vore store adventssalmer på Esajas' profetier. I søndagens evangelietekst henviser Jesus til, at med ham er profetierne nu ved at gået i opfyldelse. For 34-årige Torben Søndergaard er der her tale om en bogstavelig virkelighed, der har realitet for en nutid

"Blomstre som en rosengård" blev udgivet i Grundtvigs "Sang-Værk til den danske Kirke" fra 1837, og danskerne fik dermed en af sine helt store og uopslidelige adventssalmer. Den er digtet over de revolutionerende profetier og forjættelser, som kan læses i Esajas' Bog i Det Gamle Testamente som tegn på Gudsrigets komme: Ørkenen skal blomstre, blinde skal se, døve høre og den stumme bryde ud i jubel.

Disse gammeltestamentlige profetier, som varsler Gudsrige og Messiastid, er nu med Jesus ved at gå i opfyldelse: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige."

Det er den besked, Jesus sender til Johannes. Store ord og syner, som er gode at varme sig ved i en kold tid sammen med de levende lys og adventskransen i kirkerne, men for 34-årige Torben Søndergaard også en bogstavelig virkelighed, der har realitet for en nutid, som stiller sig skeptisk over for mirakler og påstande om guddommelige helbredelser.

Gennem de senere år er Torben Søndergaard blevet kendt over det ganske land, når han på tv og i radio har fortalt om, og bedt om, helbredelse for syge. Selv fortæller han, at han efter udsendelserne har fået tilbagemeldinger fra mennesker, som har skrevet til ham om, hvordan de er blevet mirakuløst helbredt for en lidelse. At der sker noget, når man beder Gud om helbredelse, er for ham ikke så svært at forholde sig til.

Det oplever han også, når han sammen med sine medkristne fra husmenighederne er ude at forkynde på gågaderne, og det kan jo alt sammen læses i Bibelen, som han har et fundamentalt forhold til.

"Alle kristne kan bede om Guds helbredelse. Det er ikke forbeholdt særligt udvalgte, som skulle være udstyret med specielle gaver," fastslår han, og egentlig irriterer det ham lidt, at medierne først og fremmest har interesseret sig for hans virke som guddommelig helbreder.

"Det er desværre det, man er optaget af. Jeg vil hellere forkynde evangeliet til frelse for alle mennesker, men det synes man ikke er så spændende." På den anden side hører tingene sammen: Hvis mennesker ville vove sig ud af kirken og vende sig til Gud, så vil de opdage, at han også i dag er virkelighed med kraft til undere og helbredelser, fastslår Torben Søndergaard.

Personligt ville han ikke beklage det, hvis kirkerne drejede nøglen om og lukkede og slukkede, sådan som man for tiden overvejer det med nogle københavnske folkekirker, og hans modvilje mod kirkestrukturer og mursten gælder både folkekirken og frikirkerne, som han ellers står nærmest i teologi og udtryk.

"I kirken er præsten blevet en slags mellemmand mellem Gud og den enkelte kristne, med det resultat, at det intime fællesskab med Gud forsvinder. Kirkerne bruger meget tid på rammerne og traditionerne, men det, vi har brug for, er jo en autentisk, levende og ægte kristendom, sådan som de første apostle levede den."

Den unge kirkestormer har netop udgivet bogen "Den sidste reformation", hvor han gør op med den organiserede kirkelighed og opfordrer de kristne til at leve efter de kristne principper, han finder i Bibelen.

Det har han og hustruen Lene selv forsøgt at praktisere med oprettelse af en række små husmenigheder i Jylland, og de er nu flyttet fra et stort parcelhus til en 70 kvadratmeter kælderlejlighed for at få råd til at koncentrere sig om deres forkyndergerning. Her skal der også være plads til tre børn, men Torben Søndergaard taler begejstret om "det simple liv", fordi det giver ham frihed til den missionstjeneste, han mener, Gud har udpeget ham til.

Et fælles kendetegn for de husmenigheder, han har med at gøre, er, at de ikke er opbygget på regler og strukturer, men er tænkt som enkle og tætte fællesskaber mellem kristne i et forsøg på at nå frem til den "autentiske nytestamentlige kristendom".

Torben Søndergaard er ikke opvokset i en religiøs familie, men bad alligevel som 16-årig til Gud om hjælp, da hans mor blev ramt af en hjerneblødning.

"Jeg havde jo ikke rigtig haft noget med Gud at gøre, men her stod jeg over for noget, som jeg ikke selv kunne magte, og så bad jeg, men jeg følte ikke, at mine ord kom længere end til loftet."

Alligevel var der så en nat med endnu en bøn, der var mødet med en ven, som havde en bibel liggende fremme, og en TV-udsendelse, hvor der blev bedt for en syg.

"Jeg så tårerne løbe ned ad kinderne på hende. Det forvirrede mig. Det her var åbenbart var noget, som virkelig berørte andre mennesker."

Alt sammen førte det til, at han den 5. april 1995, klokken 21.30 – Torben Søndergaard har noteret den nøjagtige tid – bad til Gud om frelse.

"Her følte jeg det, som et lys gik gennem min krop. Jeg er overbevist om, at jeg mødte Gud."

I hvert fald blev noget sat i gang. Sammen med sine medkristne er Torben Søndergaard nu ofte på gågaderne for at forkynde sin tro og med tilbud om bøn om helbredelse. Hvordan det foregår, kan man se i små klip på You Tube og hans hjemmesider, "OplevJesus.dk" og "mission.dk".

"Men det er da rigtigt, at alle ikke bliver helbredt. Indtil nu har vi ikke set de samme helbredelser i Danmark, som vi som for eksempel gør i Polen og i Moldova, hvor vi har været med for at missionere. Dette skyldes især, at der ligger en dyne af vantro over vort land. Især over kirkerne, som faktisk ikke mere tror på de ting, de læser i Bibelen. De handler i hvert fald ikke på det. Når først de kristne begynder at rejse sig, vil vi se de samme ting ske i Danmark som i andre lande, og det er allerede begyndt. Ja, vi vil se de helt samme ting ske, som vi læser om i Bibelen, da Jesus er den samme i dag."

steens@k.dk