Bliver troen på Gud styrket i krig?

De to soldater, Asbjørn Møller-Christensen og Thorsten Westphal, drog begge i krig for Danmark som troende. Mens Asbjørn Møller-Christensens tro på Gud hjalp ham i Afghanistan, mistede Thorsten Westphal som udsendt sin tro på Gud. De to veteraner medvirker i første afsnit af DR’s nye serie ”Tro når det gælder”, der sendes i dag på DR K

Thorsten Westphal (tv.) fra Padborg mistede troen på Gud under sin udsendelse til Bosnien. Han går i dag til behandling for posttraumatisk stress. Asbjørn Møller-Christensen (th.) er født og opvokset på Bornholm, hvor hans far var præst. Troen var vigtig for ham, da han var udsendt som soldat i Helmand i Afghanistan.
Thorsten Westphal (tv.) fra Padborg mistede troen på Gud under sin udsendelse til Bosnien. Han går i dag til behandling for posttraumatisk stress. Asbjørn Møller-Christensen (th.) er født og opvokset på Bornholm, hvor hans far var præst. Troen var vigtig for ham, da han var udsendt som soldat i Helmand i Afghanistan. Foto: DR

Ja, siger Asbjørn Møller-Christensen

25 år, præstesøn og jurastuderende. Udsendt til Afghanistan i 2010

Jeg var ikke i tvivl om, at Gud var med mig. Det gav en tryghed at kunne lægge noget over i Vorherres hænder. Det gav mig arbejdsro til at gøre, hvad jeg var bedst til, og hvis jeg koncentrerede mig om at udføre mit job som minesøger på bedste vis, så var det Guds opgave at få os hjem. Og hvis det endelig gik galt, var det af enorm betydning for mig at have en vished om, at der ville vente noget bedre på den anden side.

Jeg er vokset op med den kristne tro, men du møder troen på en anden måde i krigen. Jeg fokuserede på en helt anden måde på, at der var en Gud derude, der holdt hånden over mig og mine kammerater. Jeg fik troen tættere ind på kroppen, fordi man kommer til at tage stilling til mange flere ting, når man er tæt på død, ødelæggelse og uretfærdighed.

Når du kommer ned til ørkensand, og der er vejsidebomber og folk, der skyder efter dig, og du er langt væk fra venner og familie, begynder du at reflektere mere over de dybere ting i livet. Når man kommer hjem til de trygge rammer og dagligdagen, bliver Vorherre skubbet lidt i baggrunden igen, for man har ikke brug for ham på samme måde. Jeg er dårligere til at bede og læse i Bibelen herhjemme end i Afghanistan, men det betyder ikke, at jeg ikke længere tænker på Gud. Det er bare ikke længere bønner om hjælp, men nu handler det mere om, at der er meget at takke for.

I Afghanistan fandt jeg trøst ved at henvende mig til Gud, og det var en måde at lette hjertet på. Til Gud kan man bare lægge det frem og sige ”nu er der sket noget frygteligt, jeg kan ikke bære det længere, kan du tage dig af det”. Gud er også med der, hvor det går skidt, og det var en styrkelse af min tro at opleve det.

Jeg har selvfølgelig også oplevet nogle ting undervejs, hvor jeg har tænkt ”hvor i alverden er Gud henne i det her”. Det er svært, når en soldaterkammerat bliver dræbt. Der kan man ikke sige, at det var, fordi Gud ikke holdt hånden over ham, men kun over dem, der ikke blev dræbt. Vi kan ikke få svar på, hvorfor det skete, men vi må finde trøst i Guds omtanke og trøst i, at den dræbte er et bedre sted nu, og at det måske ikke er sidste gang, vi mødes.
 

Nej, siger Thorsten Westphal

40 år. Udsendt til Bosnien første gang i 1997 og anden gang i 1998. Blev førtidspensioneret efter krigen som 27-årig på grund af posttraumatisk stress.

Jeg har siden min barndom bedt til Gud, når jeg var ked af det eller frustreret. Så fandt jeg en trøst, og det blev godt igen. Der var ting, jeg ikke kunne dele med mine forældre, men holdt for mig selv, og så snakkede jeg med Jesus om det. Da jeg kom til Bosnien første gang, bad jeg også til Gud om at stå mig bi. Men jeg følte ikke, jeg fik nogen respons. Det, der var der før, var væk, og jeg følte mig forladt af Gud.

Jeg kunne ikke forstå, hvorfor hverken Gud eller Satan blandede sig i menneskernes krige. Det var en krig, der var lavet af mennesker, men det var også en religionsbaseret krig, så jeg havde regnet med, at de ville være der.

For mig at se var det en form for dumhed, at Gud kunne tillade, at folk kom op at slås om religion. Jeg ved ikke, om han gør det for at få folk til at søge trøst i ham, men for mig var der ikke nogen trøst at hente, og så er det svært at se formålet. Jeg prøvede at snakke med feltpræsten, som prøvede at fastholde min tro, men det virkede ikke. Før var min tro en beroligende ting. Der kunne jeg tage det med ro, når det var sagt højt. Da jeg havde mistet min tro, var jeg alene med mine problemer, og det var ikke noget, jeg kunne komme af med. Der er mange, der finder Gud på deres dødsleje, som ellers ikke har været troende i løbet af deres liv, men jeg mistede Gud.

Da jeg lå i en helikopter og troede, jeg skulle dø af forgiftning, bad jeg til Gud, men jeg fandt ikke trøst. Og der blev jeg overvist om, at der ikke var noget. Jeg mistede min tro. Med nærdødsoplevelser hører man om, at folk ser et lys for enden af tunnellen eller oplever noget fysisk. Men der var ingenting. Der var mørkt.

I dag er jeg stadig medlem af folkekirken, men det er kulturbaseret. Jeg kan også stadig finde på at gøre noget for menighedsrådet, hvis de beder mig om det, men forbindelsen til Gud er borte. Jeg er ikke ateist, for en ateist tror ikke på noget. Jeg har lært at tro på mig selv, og det potentiale, jeg indeholder, ved at gå i terapi for min PTSD og udvikle mig på det personlige plan.

I dag har jeg selv veteraner i terapi og er ved at uddanne mig til par- og psykoterapeut for ikke at blive ved med at være på førtidspension. Jeg kan ikke tage et regulært arbejde igen, men hvis jeg kan arbejde lidt for, at andre ikke får det så skidt, som jeg har haft, så vil jeg gerne det.