Efter jeg blev professor i 1996 fik jeg tilsendt et spørgeskema fra »Kraks Blå Bog«, fortegnelsen over kendte danskere. Jeg smed skemaet væk. Det næste år kom samme spørgeskema. Dette arkiverede jeg lodret. Siden dengang har den blå bog ikke generet mig med forespørgsler. Det er vist gået op for den fornemme bogs redaktion, at jeg ikke ønsker at være med. Jeg har ikke lyst til at optræde i denne oversigt over »betydningsfulde danskere«, fordi jeg ikke har lyst til at være sammen med nogle af de mennesker, der dagligt bruger deres magt til at skabe menneskelige tragedier. Jeg tænker på de dommere, der indvilger i at sidde i Flygtningenævnet, hvor de i fire ud af fem tilfælde stadfæster afslaget på asyl som Udlændingestyrelsen har dekreteret. Jeg tænker på de kontorchefer i Udlændingestyrelsen og i Indenrigsministeriet, der er uhyre solidarisk med hinanden i at styrke hinandens arbejde med at splitte familier ad. Dette sker, hvis asylsøgere fra forskellige lande ulykkeligvis gifter sig med hinanden, mens de er her i Danmark og ikke kan få en permanent opholdstilladelse hos os. Jeg tænker også på de politikere i Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, for ikke at tale om de mere »højreorienterede« partier, der adskillige gange i dette årti har været med til at stramme Udlændingeloven. De bruger den undskyldning, at hvis de ikke gør dette, opstår der »racisme« i befolkningen. Derfor må de være på forkant med udviklingen, som om de regner med, at de fleste danskere hader og mistænker udlændinge. Jeg tænker på erhvervsledere, der »for kundernes velvære« eller for »medarbejdernes skyld« holder flygtninge og indvandrere væk fra deres arbejdspladser. Disse »fremsynede« folk, der er bange for at miste penge, hvis deres forretning ansætter piger med tørklæde. Jeg mener, at de fleste danskere er fornuftige mennesker, der godt kan forstå og acceptere, at vores land og kultur er blevet rigere af de mange befolkningsgrupper som de sidste 20-30 år af den ene eller den anden grund er kommet til os. På trods af problemer, især med andengenerations mandlige indvandrere, er disse mennesker et kosttilskud for et samfund, der siden vikingetid og middelalderen altid har taget nye impulser til sig. Men i København har vi et etablissement af dommere, embedsmænd, erhvervsledere og specielt politikere, der er bange for deres skygger, og som gør alt for at »beskytte« befolkningen fra sig selv. Der er megen solidaritet disse grupper imellem, og derfor er det unfair at skyde skylden på juristerne alene, som det forleden blev gjort i »Politiken«. embedsmænd giver politikere skylden for vores stramme udlændingepolitik. Politikere peger på »folket«. Dommerne siger ingen ting, men bevarer en ophøjet ro. Alle er uskyldige i et system, hvor alle til syvende og sidst er enige om, at vi er verdenens mest progressive og oplyste nation. Dette tror ethvert land. Jeg er født i et land, USA, som mener, at det er Guds eget rige, men som indespærrer mere end en million af dets egne borgere. Danmark er ikke værre end så mange andre lande, men vi er heller ikke så meget bedre. Jeg holder meget af dette lille grønne land, men ikke af dets etablissement. Derfor vil jeg ikke være med i »Kraks Blå Bog«. Brian Patrick McGuire er professor i historie og ansat ved Roskilde Universitetscenter