Kirkeminister: Præster må overtage lockout-ramt arbejde

Det er uforståeligt og i strid med ministeriets egne vejledninger, siger fagforeninger, når kirkeministeren vil lade præster overtage konfliktramt arbejde

Mette Bock skriver blandt andet, at præsten selv kan åbne og skænke vin til nadveren og hælde vand i døbefonten efter hendes vurdering.
Mette Bock skriver blandt andet, at præsten selv kan åbne og skænke vin til nadveren og hælde vand i døbefonten efter hendes vurdering. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Må præster overtage arbejde fra kordegne og kirketjenere under gudstjenester, hvis disse lockoutes i en større arbejdskonflikt? Ja, svarer kirkeminister Mette Bock (LA) i et svar til Folketingets kirkeudvalg, der har stillet hende et udvalgsspørgsmål om, hvorvidt regeringens lockout på folkekirkens områder forstyrrer statens grundlovsfæstede forpligtelser over for kirken, og herunder særligt kirkens dåb og nadver.

Mette Bock skriver blandt andet, at præsten selv kan åbne og skænke vin til nadveren og hælde vand i døbefonten efter hendes vurdering. Men fagforeningerne for de berørte kirkefunktionærer stiller sig uforstående over for ministerens holdning, og både Danmarks Kirketjenerforening og Danmarks Kordegneforening siger, at de vil føre en sag efter en eventuel konflikt for hvert af de tilfælde, hvor en præst har benyttet sig af ministerens åbning.

”Hun ved jo tilsyneladende ikke, hvad hun går ud og anbefaler, hvis hun mener, at præster kan overtage vores arbejdsområder. Det er konfliktramt arbejde, så det bør præsterne ikke røre ved, og ministeren må være blevet dårligt rådført af sit embedsværk, ” siger formanden for Danmarks Kirketjenerforening, Gert R. Schmidt.

”Det går jo ind og piller ved hele idéen om den danske model, hvis andre går ind og laver vores arbejde. Så er det ingenting værd,” siger han. Kirketjeneres arbejdsopgaver omfatter alt fra at gøre rent, hænge salmenumre op, gøre klar til altergang, tænde lys, bede indgangsbøn og til at ringe med kirkeklokkerne. Nogle steder sker det sidste ved et tryk på en knap, og hvis præsten trykker, mener Gert R. Schmidt bestemt, at de udfører kirketjenerens konfliktramte arbejde.

Også formanden for Danmarks Kordegneforening, Henrik Kristoffersen, mener, at kirkeminister Mette Bocks udtalelse er uberettiget.

”Hvis kirkeministeren mener, at vores opgaver er så vigtige, at de skal udføres af præsten i vores fravær, så burde hun have overvejet det, inden vi blev varslet lockout,” siger han.

Danmarks Kirketjenerforening har selv strejkevarslet 52 af sine medlemmer, men regeringens lockout vil ifølge formand Gert R. Schmidt omfatte alle deres cirka 500 medlemmer, som er overenskomstansatte. I kordegnenes tilfælde står 450 ud af 720 medlemmer til at skulle lockoutes, og alt i alt vil kirker i hele landet blive ramt.

Præsteforeningen vil anbefale sine medlemmer ikke at udføre konfliktramt arbejde, skriver foreningens formand Per Bucholdt Andreasen i en e-mail til Kristeligt Dagblad:

”Finansministeriet har valgt at lockoute i alt 7000 kirkefunktionærer og 330 overenskomstansatte præster i folkekirken. Som følge heraf kan en stor del af folkekirkens arbejde ikke udføres. Det kan derfor undre Præsteforeningen, at kirkeministeren mener, at det konfliktramte arbejde kan varetages alligevel. Det er i øvrigt Præsteforeningens opfattelse, at det er i strid med Moderniseringsstyrelsens og Kirkeministeriets egne vejledninger om konfliktramt arbejde. Præsteforeningens vejledning er generelt, at man ikke må påtage sig konfliktramt arbejde. Vurderingen heraf vil under alle omstændigheder bero på en konkret vurdering,” skriver Per Bucholdt Andreasen.

Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra kultur- og kirkeministeren.