Bock til menighedsråd: Det er ikke godt nok

Landets menighedsråd indledte i går deres årsmøde

”I menighedsrådene bliver vi nødt til at overveje, hvad det er, der er årsag til, at der er præster, der ikke trives. Det er en opgave, som det måske vil være en god idé at få ordnet,” lød den slet skjulte opfordring fra ministeren.
”I menighedsrådene bliver vi nødt til at overveje, hvad det er, der er årsag til, at der er præster, der ikke trives. Det er en opgave, som det måske vil være en god idé at få ordnet,” lød den slet skjulte opfordring fra ministeren. Foto: JAKOB JØRGENSEN/Ritzau foto.

Med salmen ”Hvor smiler fager den danske kyst” indledte Landsforeningen af Menighedsråds i går sit årsmøde. Spredt latter opstod, da de deltagende bemærkede salmens sidste linje ”og milde kvinder – hvor har de magt!”. Og det var nok ikke helt tilfældigt, at kirkeminister Mette Bock (LA) herefter gik på scenen i den fyldte konferencesal med 550 menighedsrådsmedlemmer, der spidsede ører for at lytte til hendes budskab.

”Det er ikke godt nok,” begyndte kirkeministeren.

Det sagde hun med henvisning til en ny undersøgelse fra Oxford Research bestilt af Kirkeministeriet, som for nylig konkluderede, at hver fjerde præst i Danmark har oplevet at blive mobbet. Det er langt mere end andre dele af arbejdslivet og var dermed også et af kirkeministerens hovedpunkter på årsmødet.

”I menighedsrådene bliver vi nødt til at overveje, hvad det er, der er årsag til, at der er præster, der ikke trives. Det er en opgave, som det måske vil være en god idé at få ordnet,” lød den slet skjulte opfordring fra ministeren.

”Vi skal have et godt arbejdsmiljø blandt præsterne. For det kan blive et problem for os alle, hvis det bliver vanskeligt at tiltrække præster til den institution, som er så vigtig for vores samfund. Min opfordring er: Tænk over det og diskutér, hvad man kan gøre i menighedsrådene,” sagde hun.

Nogle af de emner, Landsforeningen af Menighedsråd skal drøfte i disse dage, er et nyt forslag om omstrukturering af menighedsrådsvalg samt Folketingets netop godkendte lovgivning om at gøre det lettere at eksperimentere med nye forsøg i folkekirken. Derudover står mobning også højt på formand Søren Abildgaards liste over udfordringer at slå ned på.

”Problemerne er størst dér, hvor de ikke bliver behandlet i tide. Derfor er det er vigtigt med en konsekvent indsats af menighedsrådene,” sagde han og henviste til Landsforeningen af Menighedsråds nye initiativ om at tilbyde en ny lederuddannelse til menighedsrådsmedlemmerne.

Søren Abildgaard fandt også tid til at pege fremad for folkekirken.

”Vi har sat en kurs, som peger ud over den næste valgperiode. Vi skal medvirke til, at mangfoldigheden er afspejlet i menighedsrådenes udtalelser og handlinger. Der er mulighed for at vende udviklingen. Og der er mulighed for, at vi som en fortsat reformatorisk bevægelse kan skabe fornyelse i folkekirken,” sagde han.

Senere på aftenen blev landsforeningens årlige filmpris, Gabrielprisen, også uddelt. Den gives til en nordisk film, der kredser om kirkelige temaer, og gik til Jesper W. Nielsens film ”Der kommer en dag.”

I løbet af weekenden afholdes også generalforsamling, delegeretmøde og valg af ny formand. Samtidig er der mulighed for at deltage i forskellige workshops for de deltagende menighedsrådsmedlemmer.