De søger og søger i ”Herrens Veje”. De rapser til sig fra verdensreligionerne og det okkulte. Lidt lystænding her, lidt åndemaneri der, lidt andagt.
Træk vejret, glem dig selv, husk dig selv. Ånder taler om kirkelukninger, og muslimerne overtager kirkerummet. Folkekirken er under pres, også i ”Herrens Veje”, der overbevisende fanger tidsåndens troløshed. For de søger og søger alle sammen, mens de, med Elisabeths ord, forsøger ”at holde fast i dem, vi var, selvom vi ikke findes mere”. Og imens Elisabeth taler med ånder, pisker Johannes af sted i løbetøjet med døden i hælene. Ikke sin egen, men Augusts. Christian taber troen på sit selvskabte gudebillede og heller ikke lægeløftet står distancen.
Seriens forfatter, Adam Price, har flere gange sagt, at ”Herrens Veje” skal åbne for samtaler om de svære emner, de komplekse sider af at være menneske. Det handler nu mest om at være familiemenneske, hvilket jo også er vigtigt, men det er der så meget andet, der også er. Alligevel lykkes det at gå troværdigt ind i sorgen. Johannes drikker ikke længere, beder tilsyneladende heller ikke længere. Så hvordan skal han mærke, at han lever? Han vælger at betale for at få tæsk. Og mens August er død, får kirketjeneren Svend kontakt til sin datter igen. Herren giver, og Herren tager.
Emilie bliver til en ung Svend Lings, der modsætter sig livets ukrænkelighed for at medgive den enkeltes autonomi. Er det et faderopgør med Johannes eller en vej tilbage til hendes eget liv? Hun kan i hvert fald kysse sin søn igen og ender alligevel ikke som Rosemary fra Roman Polanskis gyserklassiker. Aktiv dødshjælp er en principiel og væsentlig diskussion, som nu nok romantiseres lidt vel rigeligt som en smuk og værdig og ikke beskidt afsked med livet.
”Herrens Veje” er langt bedre til at skildre døden end livet. For hvis døden stadig er et tabu, hvis mennesket står alene i sorgen, så gør serien sit for at bryde tendensen. Når det handler om død, tør dramaet gå forrest. Her får ordene liv og følelserne fylde, men ved almindelighederne viger serien tilbage.
Kasper Munks intime instruktion klæder karaktererne. Når Johannes sniger sig med til babysalmesang. Eller når ægtefællerne finder intimiteten i badekarret, ikke kropsligt, men med samtale. Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen viser det fineste nærvær, og de afsluttende scener i kirken og ved graven er både bevægende og smukt fotografisk forløst.
Simon Sears har også fået mere gods at arbejde med som Christian. Da Djævelen frister i ørkenen, der er blevet til en grusgrav, slipper buddhistcoachen flosklerne. En diabolsk Flemming Enevold frister Christian med sin bil og cigaretter. Men mennesket skal ikke leve af brød alene, og udfaldet af mødet står æggende og svæver. For da den grå og dødelignede forretningsmand spørger ind til Christians mirakler, er han undvigende. Måske er de syv trin ikke længere nok?
Til lukningen af Brovang Kirke finder Johannes en flig af fordums kraft. Og det folkekirkelige tema bliver ikke påklistret dramaet, men forløses flot som en både indre og ydre kamp for provsten.
Inderligheden og den lavmælte intensitet er tilbage i ”Herrens Veje”. De indre storme klæder dramaet.