Prøv avisen
Troens øjeblik

Pilgrimsleder: Bønnen bad sig selv i mig

På noget så hverdagsagtigt som en parkeringsplads oplevede pilgrimsleder Karen- Marie Holst Jannerup, at det var bønnen, der bad sig selv i hende – og ikke omvendt. – Foto: Rene Schütze/Ritzau Scanpix

Pilgrimsleder Karen-Marie Holst Jannerup havde i flere år beskæftiget sig med åndelige og spirituelle fænomener, men det var midt i hverdagen på en parkeringsplads, at hun oplevede Gud

Jeg var både forvirret og træt den efterårsdag i 2004, da jeg greb min pilgrimsstav og gik ud ad døren i det boligkompleks i Aalborg, hvor jeg boede dengang. Mit hoved var fuld af tanker om ganske almindelige hverdagsting, og jeg ville en tur i skoven for at klare mine tanker i den friske luft. Min vej gik over parkeringspladsen ved boligkomplekset og op i Kildeparken, hvor man kunne vandre.

Men jeg nåede kun halvvejs over parkeringspladsen, da jeg hørte Jesus-bønnen bede sig selv inde i mig: ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig,” lød det.

Jeg blev lige så opløftet, som jeg blev overrasket. For at opleve en bøn bede sig selv inde i mig var et fænomen, som jeg kun havde hørt om og aldrig troet ville ske for mig, selvom jeg var vant til at bede bønner, mens jeg gik. For på det tidspunkt havde jeg i mere end 10 år deltaget i retræter, ligesom jeg i fem år havde gået adskillige pilgrimsvandringer og også ledet flere, blandt andet for den danske afdeling af en stor fællesnordisk pilgrimsvandring til Vadstena samme sommer.

Jeg har altid været meget kontrolleret og jordbunden. Jeg skulle nok selv bestemme mine egne ord, og hvad jeg vil bede for og hvornår. Eller det havde jeg altid troet. Men dér på parkeringspladsen, hvor jeg på ingen måde var optaget af det åndelige eller spirituelle, dér kom bønnen og bad sig selv i mig, præcis som jeg havde hørt præster, nonner og pilgrimsdeltagere tale om, at det var sket for dem.

Og det var så stort og mægtigt, for det viste mig jo, at vi altid kaldes ud i en større virkelighed, Guds virkelighed. Så det blev en skelsættende begivenhed, der også fik karakter af et svar på min ubevidste længsel efter at mærke Gud på en meget inderlig måde.

For vi kan aldrig vide, hvornår troens øjeblikke sker. Det er dem, der vælger os – og ikke omvendt. Men vi kan øve os på at mærke dem ved at gå de ydre vandringer, som man gør det på en pilgrimsvandring og på en retræte. For så går vi samtidig også en indre vandring og gør os mere lydhøre over for Guds stemme.

Jeg har i hvert fald siden den efterårsdag for 13 år siden turdet åbne mig selv og mit hjerte over for det uventede og det overraskende. Jeg behøver ikke længere at have så megen kontrol – eller så mange ord. For det er i stilheden, vi møder Gud, og det store sker, hvad også deltagerne på mine pilgrimsvandringer oplever.

Så vi skal slet ikke planlægge eller anstrenge os, men kan trygt koble hovedet fra og lade det komme, som jeg også fortæller det til deltagerne i mine pilgrimsvandringer og til dem, der kommer til den kristne meditation, som jeg leder i Vor Frue Kirke i Aalborg, hvor jeg er frivillig.

Jesus er i øvrigt med på hele vores livs vandring, symboliseret ved pilgrimsstaven, der hele tiden vandrer med os, både 30 centimeter foran, ved siden af og 30 centimeter bagved.