Bør menighedsråd gå efter unge medlemmer?

Mange menighedsråd har øjnene rettet mod de unge , viser undersøgelse. De skal dog ikke drømme om den helt unge generation, men blot håbe på en foryngelse af gennemsnitsalderen, mener konsulent for menighedsrådene

Man skal ikke regne med at se børnefamilierne som medlemmer, men derfor skal man ikke glemme dem alligevel, mener generalsekretær i Kirkefondet. På billedet: Menighedsrådsvalg i Brejning Sogn tirsdag d. 13 november 2012 i Spjald Kulturhus.
Man skal ikke regne med at se børnefamilierne som medlemmer, men derfor skal man ikke glemme dem alligevel, mener generalsekretær i Kirkefondet. På billedet: Menighedsrådsvalg i Brejning Sogn tirsdag d. 13 november 2012 i Spjald Kulturhus. . Foto: Tommy Kofoed.

”Jeg kunne godt tænke mig at få lidt mere indflydelse på det, der sker i kirken.”

Malik Persson er 20 år, bor i Lyngby og stiller op som kandidat til menighedsrådet i Christianskirken i Lyngby nord for København. For et års tid siden begyndte han at synge i kirkekor, og det gav ham i den grad lyst til at komme ind i sognets maskinrum, som han udtrykker det.

”Jeg glæder mig til menighedsrådsarbejdet, for jeg har lært både medlemmer og ansatte at kende som nogle fantastiske mennesker. Jeg er interesseret i det kirkelige, men jeg tager arbejdet som en udfordring, hvor det også er mig, der skal lære, hvordan man arbejder med meget forskelligt i et menighedsråd,” siger Malik Persson.

Han er præcis det, som landets menighedsråd er på udkig efter frem til det offentlige orienteringsmøde den 13. september, hvor menighedsrådets nye kandidater forventes at møde frem.

Det viser en ny og netop offentliggjort survey, en rundspørge blandt de nuværende 1748 menighedsråd, som er foretaget af kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese, bestilt af Landsforeningen af Menighedsråd og Kirkeministeriet og betalt af kirkeskatten over fællesfonden. 25 procent af de adspurgte har svaret, og de fordeler sig jævnt over hele landet, oplyser Geelmuyden Kiese.

Malik Perssons gåpåmod og optimisme kan lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet Hans Raun Iversen egentlig godt genfinde i undersøgelsen af menighedsrådene. De vil gerne have unge ind i menighedsrådene, og i det hele taget er aktiviteter for børn og unge højeste prioritet.

Menighedsrådene kunne også godt tænke sig flere mænd og repræsentanter for børnefamilier i rådene.

”Besvarelserne viser, at menighedsrådsmedlemmerne er fokuserede på fremtiden, de er flittige, de går meget i kirke, og de er entrepenører, som glæder sig hver især over de forskellige projekter, det er lykkedes at gennemføre i den sidste fireårige valgperiode,” siger Hans Raun Iversen.

En udfordring for menighedsrådene er den udskiftning, som i større eller mindre grad rammer langt de fleste menighedsråd.

”Alligevel repræsenterer udskiftningen både kontinuitet og en fornyelse, som kan være nødvendig. At udskifte halvdelen af rådet er måske lige voldsomt nok, men vi ved jo, at det er tal, som bølger op og ned. Næste gang er udskiftningen måske knap så stor,” siger Hans Raun Iversen.

Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet, har et godt kendskab til livet i menighedsrådene gennem de mange konsulent-samtaler, han fører med dem hvert år.

”De vil gerne have unge ind i rådet, men jeg tror, at begrebet skal ses meget bredt og ikke bare som et ønske om en masse 18-20-årige nye medlemmer. I mange tilfælde tror jeg også, at menighedsrådenes ønske vil være, at man er glade for at få folk ind under 60 år, og er de under 50 år, så er man rigtig glad,” siger Henrik Bundgaard Nielsen.

Man skal ikke regne med at se børnefamilierne som medlemmer, mener han, men derfor skal man ikke glemme dem alligevel.

”De vil sagtens kunne engagere sig i kortere projekter, for eksempel i forbindelse med deres egne børn. Det fremgår også af undersøgelsen, at man meget gerne vil etablere aktiviteter for børn og unge, og det tror jeg afspejler, at menighedsrådene også er opmærksomme på de faldende dåbstal. Man tænker fremadrettet og håber, at en langsigtet indsats også kan give kontakt til børnefamilier og dermed skabe nye relationer til kirkerne,” siger Henrik Bundgaard Nielsen.

Hver 14. dag: 35,4 procent

Hver måned: 32,9 procent

Hver uge: 21,1 procent