I Brasilien kan børn blive prædikanter

Pinsebevægelsen boomer i Brasilien, hvor børneprædikanter er blevet en måde, hvorpå kirker kan skille sig ud på den religiøse markedsplads

Den 14-årige prædikant Daniel Pentecoste rejser rundt og holder store udendørsgudstjenester for brasilianerne. Her ses et billede fra hans reklame på Facebook.
Den 14-årige prædikant Daniel Pentecoste rejser rundt og holder store udendørsgudstjenester for brasilianerne. Her ses et billede fra hans reklame på Facebook. Foto: Screendump fra Pentecostes Facebook-side.

To gange om ugen strømmer de syge, de invalide og de forarmede til en beskeden pinsekristelig kirke i en ombygget lagerhal i arbejderklassekvarteret So Gonalo i udkanten af den brasilianske storby Rio de Janeiro. De kommer i håb om, at en blot 11-årig pige vil lægge sine hænder på deres hjerter og pander og mirakuløst kurere dem for deres lidelser.

Pigen er Alani Santos, også kendt som ”missionarinha” (”den lille missionær”), og hun er en af Rio de Janeiros mest berømte børneprædikanter. Ifølge forældrene har hun prædiket og udført mirakler, siden hun var blot tre år gammel, og hun kan helbrede mennesker for både kræft, aids, narkomani og alkoholisme.

Den mørkhårede, barnligt karismatiske Alani Santos er en del af en lille, men voksende gruppe af mindreårige prædikanter, evangelister, troshealere og mirakelmagere, der drager enorme tilhængerskarer i det stadig mere pinsekirkelige Brasilien.

”Brasilien er i dag det globale epicenter for pinsekristendommen, og fremkomsten af børneprædikanter har meget at gøre med den intense konkurrence, der er på landets religiøse markedsplads. Børneprædikanter er en måde, hvorpå kirker kan skabe en specialiseret niche og skille sig ud. Og jo yngre børnene er, jo mere opsigtsvækkende er det,” forklarer Andrew Chesnut, der er professor i religionsstudier ved Virginia Commonwealth University og forfatter til bogen ”Born Again in Brazil” (Genfødt i Brasilien).

Samtidig er børneprædikanter et fænomen, som er særligt godt egnet til netop Brasiliens religiøse og sociale landskab, siger Eduardo Refkalefsky, der er professor ved Universidade Federal do Rio de Janeiro og ekspert i religiøs marketing.

”For det første har brasilianere en okkult tilgang til religion med en stærk tro på mirakler og overnaturlige kræfter. For det andet er folketroen i Brasilien særligt påvirket af Frans af Assisi, der var fortaler for en enkel, fattig og uskyldsren livsstil. I denne tilgang er børn rene og ubesmittede, og det forklarer, hvorfor Gud eller overnaturlige guddomme angiveligt giver disse børneprædikanter særlige kræfter,” siger han.

Den kirke, som ”den lille missionær” udfører sine mirakler i, er stiftet af hendes far, prædikanten Adauto Santos, en tidligere frisør og biltyv. Foruden ugentlige håndspålæggelsesseancer præsiderer hun også over en ”åbenbaringsgudstjeneste”, hvori hun selv og andre prædikanter deler deres forudsigelser om fremtiden. Hun er vært for et radioprogram om Bibelen, har en velbesøgt hjemmeside og står til rådighed via videotelefontjenesten Skype for de tilhængere, som på grund af sygdom eller geografi er ude af stand til at finde deres vej til kirken i So Gonalo.

Alani Santos har adskillige lige så berømte konkurrenter. Blandt dem er den omrejsende 14-årige prædikant Daniel Pentecoste, der iført et lidt for stort jakkesæt holder store udendørs vækkelsesmøder i landbrugssamfund og afvænningscentre i det centrale Brasilien, og den nu 21-årige Alex Silva, der som 13-årig prædikede for 500.000 tilhørere ved Brasiliens største pinsemøde. Og så er der Matheus Moraes, som i en alder af blot 10 år rejste verden rundt for at prædike for pinsevenner i blandt andet USA, Schweiz, Australien, Irland, England og Portugal, og som har solgt tusindvis af dvd'er med optagelser af sine energiske, teatralske gudstjenester.

I den amerikanske avis New York Times vurderer præsten Walter Luz, der er koordinator for en konference for 5-18-årige prædikanter i den brasilianske by So Paulo, at der findes ”tusindvis” af børneprædikanter i Brasilien. De fleste er fra familier fra den lavere middelklasse, og næsten alle er tilknyttet trossamfundet Assemblies of God (Assembléias de Deus), der blev stiftet i USA i 1914 og bragt til Brasilien af amerikanske missionærer.

”Kirken blev født i verdens mest konkurrenceprægede religiøse økonomi - den amerikanske - og ankom til Brasilien fuldt udrustet til at konkurrere med katolicismen. Pinsebevægelsen er blevet 'latinamerikaniseret' så hurtigt, at pinsevennerne efter mindre end 100 år i landet er mere brasilianske i deres kultur og traditioner, end den katolske kirke er det efter fem århundreder,” siger Andrew Chesnut.

Det tidligere gennemkatolske Brasilien er i dag hjemsted for den største pinsekirkelige befolkning i verden, og takket være bevægelsens uformelle struktur åbner nye improviserede småkirker dagligt i storbyernes forarmede udkantsområder og dybt i Amazonas' afsondrede flækker. Blandt de vigtigste årsager til succesen er pinsevennernes vægtning af tungetale, healing og profetier og deres overbevisning om, at Helligånden kan virke igennem hvem som helst, heriblandt børn.

”Den slags troshealing, som nogle børneprædikanter tilbyder, spiller en stor rolle i pinsebevægelsens succes i Brasilien. Fattige brasilianere er ofte syge, men de har ikke adgang til læger, og derfor opsøger mange pinsekirkens 'spirituelle sygehuse', der lover helbredelse igennem Helligånden. Uddrivelse af dæmoner så som fattigdom, alkoholisme og hasardspil spiller også en stor rolle, og pinsebevægelsen er i dag det største afvænningscenter i Brasilien,” forklarer Andrew Chesnut.

Samtidig er pinsebevægelsen langt mere dynamisk og folkelig end den katolske kirke, der ifølge prognoser er ved at miste sit tidligere så faste greb om Brasilien.

”Modsat den katolske kirke, hvor præsterne er uddannede og ofte udlændinge, er pinsekirkerne spækket med prædikanter, som ikke har mere end et par års skolegang, og som taler det samme sprog som deres menigheder. Der er også et racemæssigt aspekt, idet især afrobrasilianere ser deres egen kultur og etnicitet langt bedre afspejlet i pinsebevægelsen end i den katolske kirke,” siger Andrew Chesnut.

Frelse er en blomstrende forretning i Brasilien, der har store problemer med vold, narkotika, forarmelse og alment fordærv. Men mens donationerne ruller ind i landets pinsekirker, der ofte opfordrer menigheden til at betale tiende, er der også opstået bekymringer for, at charlataner udnytter desperate mennesker med falske løfter.

”Enhver kan blive præst, og enhver kan stifte en pinsemenighed. Der er naturligvis problemer med svindel og udnyttelse. Det er meget vanskeligt at redegøre for de penge, der flyder ind og ud af brasilianske pinsekirker, der hiver folk ind med løfter om velstand og sundhed,” siger Eduardo Refkalefsky.

Børneprædikanterne får mange til at rynke på brynene.

”Ganske mange mennesker i Brasilien betragter det som upassende og en udnyttelse af børnene. Nogle pinsevenner mener også, at det får hele trosretningen til at forekomme primitiv og tilbagestående. Men børneprædikanter har vist sig at være en succes for mange kirker, og der er intet, der tyder på, at fænomenet er aftagende,” siger Andrew Chesnut.