Prøv avisen
Troens øjeblik

Børnehjemsdreng tilgav og viste mig, at kærligheden er størst

Da rektor på Vestervig Kirkemusikskole Tine Fenger Pedersen var 41 år, mistede hun sin mand og faren til deres to børn. At stå alene med ansvaret var tyngende, fortæller hun, men her kom troen til at spille en særlig rolle. Foto: Jens Bach

En tv-dokumentar om en tidligere rumænsk børnehjemsdreng blev for rektor på Vestervig Kirkemusikskole, Tine Fenger Pedersen, en påmindelse om, at der findes en kraft, der er stærkere end det onde

Det var den mest forfærdelige beretning, jeg nogen sinde havde hørt. Foran tv-skærmen fulgte jeg en ung mand fortælle om sin opvækst på et rumænsk børnehjem under diktatoren Nicolae Ceauses-cus kommunistiske styre. Børnene blev hver morgen vækket med tæsk. Behandlingen og forholdene var så hårde, at flere børn døde på hjemmet. Kun de stærkeste overlevede – og den unge mand var en af dem.

Det er nu 20-25 år siden, jeg så dokumentaren, men jeg glemmer den aldrig. De fleste mennesker ville blive fuldstændigt ødelagt af en opvækst på et så frygteligt sted. Men denne unge mand virkede psykisk normal og kunne reflektere over sin barndom på højt niveau. Han var medlem af et europæisk ungdomsparlament, og her kæmpede han på demokratisk vis mod regimer som det rumænske, hvor tortur og vold var en del af hverdagen for mange mennesker.

Stille og roligt berettede manden om sine oplevelser og om vigtigheden af at bruge sine erfaringer til noget positivt. Med hjælp fra Gud havde han tilgivet sine bødler, fortalte han.

Beretningen gjorde et meget stort indtryk på mig. Tænk, at der fandtes en kraft så stor, at den kunne slå gennem ondskaben og give liv. Det menneskeligt umulige gjorde Gud muligt. For mig blev den rumænske unge mands historie et bevis på, at den gode kraft er stærkere end den onde.

Selv har jeg været skærmet for ondskab i mit eget liv, men jeg har oplevet smerte og ulykke. Da jeg var 41 år, døde min mand af kræft efter et kort sygdomsforløb. Tilbage stod jeg som aleneforælder til vores to børn på 11 og 12 år. At stå alene med ansvaret var meget tyngende, og angsten for selv at dø og efterlade vores børn forældreløse poppede ustandseligt op.

Her oplevede jeg troen som en meget stor lettelse og frihed. I troen blev ansvaret lagt fra mig, for jeg vidste, der fandtes tilgivelse for alle mine svigt og alt det, jeg ikke syntes, jeg selv kunne klare. Den kristne tro gav mig samtidig en tillid til, at der var noget større, der ville tage over, hvis jeg pludselig ikke var der mere.

Personligt har troen næret en overlevelseskraft, der i høj grad spirer i både mig selv og mine børn. Jeg er vokset op i et hjem med Fadervor ved sengetid, men det blev først i mit voksenliv, at jeg begyndte at reflektere mere over den kristne tro og forundres over, hvor ofte jeg bliver taget hånd om. Samtidig har mit job som organist naturligvis også skærpet min interesse for kristendommen. Siden 1992 har jeg været ansat i folkekirken og søndag efter søndag lyttet til prædikener. Det er en kæmpebonus at få en sådan livstolkning ind i sit liv.

Den rumænske unge mand blev et eksempel på, at der igennem alle kriser altid er håb. Selv i den mørkeste periode vil der komme et lyspunkt. Ikke at jeg vil negligere ondskab, for jeg er ikke i tvivl om, at den findes. Hvis ikke det var ondskab at vække børn med tæsk, hvad var det så? Men med Grundtvig kan vi synge salmen ”Løgnens fader vi forsager” og minde hinanden om, at kærlighedens kraft er størst.