Prøv avisen

Borgere vil vælte menighedsråd

"Det handler om urent trav i menighedsrådet, om mistænkeliggørende kommunikation og en irettesættende og fejlfindende tone hele tiden. Vi har haft biskop og en konsulent inde over, men rådet er folkevalgt, så der har ikke været noget at gøre." Foto: Jørgen Bausager/ Denmark

To sygemeldte præster og beskyldninger om elendigt psykisk arbejdsmiljø har fået over 200 borgere til at underskrive et krav om menighedsrådets afgang i midtjyske sogne

Folkekirkens menighedsråd skal skabe gode vilkår for præsters forkyndelse, men i de midtjyske Tørring og Hammer Sogne sker det modsatte.

Det mener et par hundrede borgere, som derfor kræver hele menighedsrådet afsat.

Konflikten blev synlig i oktober 2013, da præsterne Maria Bech Tuominen og Hanne-Birgitte Kristiansen, som også er provst, sygemeldte sig. Angiveligt på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø og samarbejdsproblemer med menighedsrådet.

Det handler om en mangeårig ubehagelig kommunikation fra nogle i menighedsrådet, siger Hanne-Birgitte Kristiansen.

LÆS OGSÅ: Ungdomspræst vil have ritual til sjælesorg

Hun fortæller, at præsterne gik stille med problemerne frem til januar 2013, da en præstekollega måtte trække sig, fordi hun ikke kunne holde forholdene ud.

Så holdt vi et møde, hvor vi prøvede at sige, at den er gal. Men det er kun eskaleret siden. Det handler om urent trav i menighedsrådet, om mistænkeliggørende kommunikation og en irettesættende og fejlfindende tone hele tiden. Vi har haft biskop og en konsulent inde over, men rådet er folkevalgt, så der har ikke været noget at gøre.

Begge præster er tilbage på arbejde, men problemerne er ikke løst, mener en gruppe fra menigheden. For 14 dage siden mødtes 40 mennesker og formulerede et mistillidsvotum til menighedsrådet.

I går havde 151 borgere på internettet skrevet under på, at de giver deres fulde støtte og opbakning til de to præster og samtidig viser den kraftigste mistillid til det siddende menighedsråd og vil anbefale dem hurtigst muligt at trække sig. 80-90 borgere, som ikke har computer, har underskrevet samme erklæring på papir. Samtidig har lokale uddelt 1000 flyvesedler med støtte til præsterne og protester mod rådet.

Det er især den tidligere menighedsrådsformand Poul Henning Løwendahl, som har belastet præsterne med dårlig kommunikation. Det mener blandt andet Erik Lavigne Madsen, tidligere menighedsrådsmedlem og en af initativtagerne til protesterne. Den tidligere formand står ikke længere centralt i konflikten, da han for få uger siden forlod rådet sammen med næstformanden.

Men det mistillidsvotum gælder hele rådet, for der sidder medlemmer, som har ladet sig dirigere og undladt at gribe ind. Vi ønsker et nyt valg, og vi har cirka 10 personer, som vil stille op, siger Erik Lavigne Madsen.

Den tidligere formand Poul Henning Løwendahl er uforstående over for beskyldningerne. Sagen handler alene om en utilstrækkelig præstesituation i Tørring og Hammer Sogne, fortæller han. De to præster er ansat i henholdsvis en 25-procents og en 50-procents stilling, mens Poul Henning Løwendahl længe havde arbejdet for at få en fuldtidspræst eller to præster på halv tid.

Det har vi ikke haft siden 2011. Da hverken biskoppen eller provsten har formået at dække embedet 100 procent, er det blevet et spørgsmål om, at jeg er ude efter præsterne. Men jeg kan ikke se, hvor de har det fra. Det er blevet en personlig hetz på mig. Menigheden kan selvfølgelig have sine synspunkter, men ingen har indblik i sagen til, at man kan udtale sig direkte nedsættende om en eller flere personer.

Præst Maria Bech Tuominen opfatter det anderledes:

De har ønsket os helt ud. De gav udtryk for, at de ville af med os, fordi de ville have én fuldtidspræst.

Men det er en misforståelse, mener Jørgen Larsen, som har siddet i rådet i et halvt år og er ny næstformand.

Vi har haft den holdning, at vi ikke ville udtale os, fordi der var tale om personspørgsmål. Den ulykkelige situation er, at mens vi har været tavse, er der sat rygtedannelser i gang. En lille fjer er blevet til fem høns. Min opfattelse er, at årsagen til konflikten er misforståelser. Vi har ikke på noget tidspunkt haft oppe, at vi skulle fyre præsterne. Vi har hele tiden tilkendegivet vores tilfredshed med præsterne, og den gamle formand og næstformand ville også gerne beholde dem.

Jørgen Larsen medgiver, at der har været fejl på begge sider undervejs.

Præsterne har misforstået os nogle gange. Der kan godt ryge en finke af panden, når man udtaler sig som lægmand, mens præster er vant til at kommunikere og har en lang uddannelse. Præsterne har blandet sig i medarbejdernes arbejde, og det vil vi ikke have, når medarbejderne er ansat af rådet. Så der kan være sagt noget, som man har fortrudt undervejs. Men jeg har personligt den holdning, at vi skal forsones og samarbejde.

Han tager kravet om menighedsrådets afgang roligt.

Vi kan ikke blive afsat. Vi er folkevalgte, og der er først valg i 2016. Men vi mangler tre medlemmer, så jeg håber, at vi får et suppleringsvalg.

Menigheden og menighedsrådet mødtes i aftes efter avisens deadline med biskop i Haderslev Stift Marianne Christiansen for at drøfte konflikten.