Løb, som om der er nogen, der skyder efter jer, lød det torsdag aften i Pistolstræde i Rønne, da en hel lejrskole åbenbart var ved at komme for sent til bussen.
Indenfor i Præstegårdsladen var der mere fredeligt. Der var også en forholdsvis bred tilslutning til et folkekirkeligt kirkeråd. Eller som Gotfred Larsen, provst i Bornholms Provsti, udtrykte det:
Lad os få det kirkeråd, sådan cirka den midterste model.
LÆS OGSÅ: Kirken i Aarhus trækker i festtøjet
Sognepræst Jens Kaltoft i Knudsker Sogn mente tilsvarende, at det er vigtigt at få et kirkeråd, og at model et måtte være død. Det er den model, hvor næsten intet ændres i forholdet mellem folkekirken og staten.
Tidligere ombudsmand og nu formand for det kirkeministerielle Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken Hans Gammeltoft-Hansen havde forinden leveret en både levende og letforståelig introduktion af de tre modeller. Og han havde også en model fire med: at man bare fortsætter, som folkekirkeordningen er nu, hvor den til enhver tid siddende kirkeminister kan vælge at bestemme over både indre og ydre anliggender i folkekirken.
Men inden det kom dertil, var der nogle frustrationer, der skulle ud. Flere af de omkring 40 fremmødte der er 31.000 folkekirkemedlemmer på Bornholm havde også en anden dagsorden. De var utilfredse med, hvor begrænset indflydelse Bornholm har i dansk kirkeliv, og de følte sig svigtet af Københavns Stift. Til det sagde Københavns Stifts biskop, Peter Skov-Jakobsen, som også sidder i udvalget om en ny styrelsesordning, at mødet på Bornholm var et ekstra møde ud over møderne i de 10 stifter. At alle præster, der skal indsættes på Bornholm, også bliver ordineret på Bornholm, at der er et ekstra årligt landemode på Bornholm, ligesom Bornholm har en repræsentant i stiftsrådet.
Også formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, måtte holde for, fordi der ingen repræsentant er fra Bornholm i Menighedsrådsforeningen.
Så kunne diskussionen begynde med Hans Gammeltoft-Hansens bemærkning om, at aftenen ikke handlede om hverken menighed, provsti eller stift, men om den landsdækkende kirke, og hvem der skulle bestemme i den fremover.
Trods støtten til et kirkeråd var der også bekymrede røster om repræsentationen i et eventuelt kirkeråd, for eksempel om Indre Mission kunne forvente at være med.
Når vi nu taler om rummelighed i folkekirken, kan man jo risikere, at der ud over syv gejstlige også kommer syv fra de grundtvigske og syv fra Tidehverv, så resten vil opleve ikke at blive hørt. Så bliver spørgsmålet, om ikke rummelighed og demokratisk legitimitet bliver modstridende kræfter, sagde præst i Nexø Jens Borg Spliid.
Gammeltoft-Hansen sagde med et smil, at han tvivlede på syv fra Tidehverv.
Demokratiet er bare den mindst ringe løsning, og jeg tror ikke, at fordi det er et kirkeråd, så opstår der ideal- eller paradisiske tilstande, sagde den tidligere ombudsmand.
Det er jo også sådan, at hvor det handler om indre anliggender, for eksempel læresager, skal bispekollegiet have særstatus.
Jens Stentoft fra Knudsker påpegede, at folkekirken burde være herre i eget hus.
Jeg har tre eksempler, hvor det har været problematisk at kirkeministeren blandede sig. I 2001 var det Tove Fergo, der ikke ville sende salmebogen til kongelig autorisation, så var der vielse af par af samme køn og senest samme minister, der overtrumfer en biskop i at vælge den provst, hun foretrækker. Kirkeministre har en kæmpemagt, og de behøver end ikke at være medlem af folkekirken. Derfor er et kirkeråd så vigtigt.
Peter Skov-Jakobsen påpegede, at vielse af par af samme køn lå i Social- og Integrationsministeriet og derfor ikke kunne lægges den siddende kirkeminister til last.
Slutbemærkningen kom fra menighedsrådsmedlem i Rønne Sogn Lone Thrane, der gerne ville høre, om model tre, som er den mest vidtgående, kunne spille sammen med kravet om, at folkekirken understøttes af staten.
Det så Hans Gammeltoft-Hansen ikke umiddelbart nogen hindringer i. Men han sagde, at jo stærkere en kirkerådsmodel, man vælger, des sværere bliver det for en kirkeminister at ignorere forslag om lovgivning med videre.