Prøv avisen

Notre Dame-brand er en global tragedie

Napoleon Bonaparte ankommer til sin kroningsceremoni i Notre Dame-katedralen sammen med sin hustru Josephine i 1804. Kobberstik af Jean-Baptiste Isabey. – Foto: Akg-images/Ritzau Scanpix

Skønt tårnene og facaden blev reddet, efterlader branden i Paris’ berømte domkirke et hul i både Frankrigs og Europas historie. Mere end 850 års historie gik op i flammer

Branden i Paris’ vartegn, katedralen Notre Dame, mandag aften, var en tragedie, som forekom utænkelig. Det enorme gotiske bygningsværk med de store tårne, den fantastiske facade og den smukke apsis med de mægtige stræbepiller er selve hjertet i den franske hovedstad og den franske nation, både konkret og i overført betydning. Kirken ligger på Île de la Cité midt i Seinen og har lagt rammer til utallige historiske begivenheder, ligesom den har overlevet krige og revolutioner. Det er herfra, afstanden til alle landets byer udmåles officielt. Det er dog ikke bare franskmændene, men også Europa og store dele af verden, der har mistet et vartegn.

Vigtigst af alt er domkirken forbundet med Frankrigs ældgamle kristne kultur, og de følelsesladede reaktioner fra troende og ikke-troende parisere på ulykken viser, hvor dybt den stikker som udtryk for landets åndelige identitet.

Da biskop Maurice de Sully i 1163 tog initiativ til opførelsen, havde kirken haft ikke færre end tre forgængere, hvoraf den ældste, St.-Étienne-katedralen, gik tilbage til cirka det 5. århundrede. Grundstenen blev lagt af pave Alexander III, og byggeriet strakte sig over næsten 200 år frem til 1345. Det var en periode, hvor Paris var Europas intellektuelle centrum, og de unge klerke, der strømmede til skolerne og universitetet fra alle verdenshjørner, heriblandt mange danskere, har kunnet følge opførelsen på nærmeste hold.

I dag er katedralen sæde for Paris’ ærke-biskop, Michel Aupetit, og det er særligt chokerende, at branden fandt sted i ugen op til påske – den stille uge – hvor franskmænd og fremmede pilgrimme samles for at deltage i de mange messer og gudstjenester, der fortæller om Jesu død og opstandelse. Hver dag fremvises kirkens kosteligste relikvie, Kristi Tornekrone, der i sin helhed blev bragt til landet fra Konstantinopel i 1239 af Ludvig den Hellige. Talsmænd for brandvæsenet var ligesom præsidenten og byens borgmester tydeligvis lettede, da man kunne annoncere, at relikviet var reddet fra flammerne.

Notre Dames slidstyrke som nationalt symbol skyldes også den tætte forbindelse mellem kirke og stat gennem århundrederne. Indtil sidst i 1300-tallet boede kongerne lige over for katedralen, hvor nu justitspalæet ligger og minder om, at Notre Dame aldrig kun har været kirkens ejendom, men i lige så høj grad kongens, kejserens og republik-kens katedral. Det var i Notre Dame, at Philip IV i 1302 første gang indkaldte den franske rigsforsamling. Henrik IV, der afsluttede religionskrigene, besøgte som det første Notre Dame, da han i 1594 kunne drage ind i Paris som Frankrigs retmæssige konge.

Siden nyindrettede Ludvig XIII i begyndelse af det 17. århundrede koret med et nyt alter som tak til Gud for den fremtidige Ludvig XIV’s fødsel og stillede hele kongeriget under Jomfru Marias beskyttelse. Selv Napoleon kunne ikke komme uden om katedralen, da han i 1804 i pavens nærværelse kronede sig selv til kejser foran altret.

Forbindelsen overlevede også adskillelsen af stat og kirke i 1905, for da Paris blev befriet for den tyske besættelse i august 1944, lod General de Gaulle fejre taksigelsesmesse, Te Deum, under de store rosevinduer. Også den socialistiske præsident Francois Mitterrand fik sin officielle begravelse fra kirken i 1996, og mange andre officielle begivenheder er fulgt efter, uden at det har givet anledning til nævneværdige protester.

Paris har mange store kirker med hver deres historie, men hvor St.-Sulpice-kirken altid har været aristokratiets og borgerskabets ressort, og Sacré-Cæur er forbundet med det 19. århundredes mere militante katolicisme, er Notre Dame det stærke, samlende vidnesbyrd om en fælles kristen og fransk historie.

I skrivende stund efterforskes branden som et uheld, og det er ironisk, for den tætte forbindelse mellem magten og kirken har gennem tiden kostet kirken dyrt, også selv om ødelæggelser aldrig har været af et omfang som dem, der skete natten mellem mandag og tirsdag. Da de franske protestanter, huguenotterne, i 1548 stormede kirken var det som symbol på en statsreligion, der var blevet dem utålelig. Små 250 år senere blev bygningen hærget, plyndret og omdannet til et ”tempel for fornuften” under den store franske revolution.

Så medtaget var kirken, da kongemagten blev genindsat efter Napoleons fald, at man alvorligt overvejede at rive hele bygningen ned, indtil den romantiske bevægelse i skikkelse af Victor Hugo, forfatteren til ”Klokkeren fra Notre Dame” (1831), og stjernearkitekten Eugène Viollet-le-Duc greb ind og overbeviste myndighederne om at gøre det rette.

Under den fransk-prøjsiske krig i 1870 skød tyskerne til måls efter Notre Dame, og året efter, da Pariserkommunen blev oprettet, søgte de desperate revolutionære at sætte ild til den. Selv inden for de seneste år er kirken blevet angrebet for det, den står for. I 2014 var den mål for militante feminister på grund af den katolske kirkes abortmodstand, ligesom islamistiske terrorplaner med nød og næppe blev afværget i 2016.

Over 14 millioner turister besøger hvert år Notre Dame for at beundre arkitekturen og de enestående kunstværker i det femskibede kirkerum. Kirken er indviet til Vor Frue og på den vestlige facade, der har tjent som model for mange nordfranske kirker, er den nordøstlige portal helliget Jomfru Maria. Her er en statue af hende fra cirka 1220 med Jesusbarnet på sine knæ, mens der ovenover er relieffer, der viser hendes død og himmelkroning. Det største kunstværk er dog fremstillingen af dommedag over hovedporten med Kristus på sin trone, mens han viser sårene i sine hænder og sin side for at minde tilskueren om, at Guds søn blev født for at frelse menneskene gennem sin død på korset. Begge skulpturgrupper, såvel som de øvrige facadeudsmykninger, lader heldigvis til at være uskadte.

Om katedralens anden store pryd, de talrige glasmosaikker, er efterretningerne mere sparsomme. Nogle skal være eksploderet under påvirkning af de ekstreme varmegrader i kirken, men i al fald det sydvendte rosevindue ud mod Seinen, som er et hovedværk fra det 13. århundrede, skal være bevaret. Til gengæld kan man frygte, at mange af kirkens indre skulpturer, så som Nicolas Coustos ekspressive Pietá fra det 17. århundrede eller det dramatiske gravmæle for Ludvig XV’s hærchef, greven af Harcourt, fra det 18. århundrede af Jean-Baptiste Pigalle, er gået tabt.

Det samme gælder store barokmalerier af kunstnere som Sébastien Bourdon og Charles Le Brun. Omvendt skal mange af skattene fra kirkens skatkammer, heriblandt Kristi tornekrone, andre passionsrelikvier og den tunika, som Ludvig den Hellige havde på, da han barfodet bar relikviet ind i Paris, være reddet. Repræsentanter for den franske slots- og ejendomsstyrelse var allerede på plads i løbet af natten mellem mandag og tirsdag med lister over de kunstværker, der skulle prioriteres under en redning. Men for denne signatur er det vemodigt at tænke på, at hans børn er den sidste generation, der har set Notre Dame intakt. Den samme overvejelse må utallige franskmænd gøre sig, såvel som de mange millioner af turister og udlændinge, for hvem Notre Dame er et sindbillede på om alt det bedste og smukkeste i europæisk kultur.

Frankrig er kendt for sine mange prægtige gotiske katedraler: I Chartres, Reims, Strasbourg, Amiens, Bourges og Rouen. Det har altid været debatteret, om Notre Dame i Paris er den smukkeste og mest historiske, for Chartres’ middelalderlige glasmosaikker er i særklasse, Bourges er afgjort en af højgotikkens hovedværker, og Reims er de franske kongers kroningskirke.

Ingen af dem har dog pariserdomkirkens på en gang prægtige og harmoniske ydre og på en gang sublime og majestætiske indre. Kirkens oprindelige arkitekt er ukendt, men stenhuggerne og kunsthåndværkerne vidste, hvad de byggede for og til, og deres glæde og stolthed var til at fornemme gennem alle de følgende århundreder. Endelig er der beliggenheden. Mens de andre katedraler i dag ofte ligger i mindre byer, er Paris en af verdens kendteste metropoler med en historie, som de fleste andre europæiske kulturer i større eller mindre grad er rundet af. Det var til Paris, at middelalderens lærde drog, ligesom enevældens magthavere, kunstens smagsdommere og finansfyrster af enhver slags. Og alle så de på Notre Dame med beundring.

Branden mandag aften trak tæppet væk under franskmændene og de mange venner af Frankrig og Paris i udlandet. Det utænkelige var sket, og vi føler os sårbare og forvirrede.

Præsident Emmanuel Macron har lovet, at katedralen bliver genopbygget, og globalt er der allerede flere pengeindsamlinger i gang. Men genopførelsen vil tage mange år, og Paris vil aldrig være den samme for dem, der som voksne har set Notre Dame før tirsdag aften. En trøst er det dog, at man stadig kan tale om katedralen i nutid som et storslået bygningsværk, der stadig står, og som stadig har en fremtid.