Prøv avisen
Interview

Bred samtale om gudstjenesteliv skal sikre folkekirkens folkelige forankring

Skal der i fremtiden være videre rammer for, hvordan man må fejre nadver i folkekirken? Det er et af mange spørgsmål, der skal drøftes i den kommende tid. – Arkiv Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift

På fredag udkommer to stort anlagte rapporter om gudstjenesteform og sakramenterne dåb og nadver på Folkekirkemødet. Efter mere end to års arbejde skal oplæggene til en bred debat om gudstjenesteliv mellem tradition og fornyelse nu stå deres prøve

Liturgi. Mens de præster, der læser med her, kan redegøre for det ords betydning uden betænkningstid, er det straks sværere for mange andre danskere. Endnu sværere er det måske at svare på, hvorfor liturgien har betydning for alle, der træder ind over dørtærsklen i folkekirken. Ikke desto mindre skal danskerne nu til at diskutere liturgi, altså forløbet i den kristne gudstjeneste, som det tager sig ud i den danske folkekirke.

Det mener biskopperne, som i slutningen af 2016 nedsatte tre udvalg, der skulle se på henholdsvis autorisation, gudstjenesten og sakramenterne dåb og nadver.

Hvor det første udvalg udgav en rapport sidste år, udkommer de to sidste rapporter på fredag på Folkekirkemødet i forbindelse med kirkefestivalen Himmelske Dage på Heden.

Hvordan foregår gudstjenesterne rundt om i kirkerne, og hvordan forvaltes sakramenterne dåb og nadver? Og hvordan skal det foregå i fremtiden? Hvad fungerer godt og skal bevares, og hvor skal der skabes større mulighed for fornyelse? Det er nogle af de spørgsmål, man håber at få sat diskussioner i gang om rundt omkring i sognene, fortæller Rasmus Nøjgaard. Han er sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København og sidder i det udvalg, der har undersøgt gudstjenesten.

”Gudstjenesten har til enhver tid og gennem hele kristenhedens historie været et samlingspunkt – et sted, hvor vi har mødtes, fundet inspiration og etableret os i et fællesskab, der kan bære betydning med ud i de liv, vi hver især lever. Dermed er gudstjenesten også central for den måde, tidens mennesker lever og tilegner sig viden og religiøs erfaring på. Så vi håber med de tre rapporter at lægge grund for en rigtig god og solid samtale om, hvad det er for et gudstjenesteliv, vi har, og hvordan vi bedst styrker det fremadrettet.”

Rasmus Nøjgaard fortæller, at udvalgsmedlemmerne med udgangspunkt i den samlede viden, de hver især har bragt til torvs i arbejdet, har undersøgt, hvordan der rundt omkring i sognene fejres gudstjeneste i disse år. Hvor tager man sig friheder i forhold til de faste rammer, og hvor holder man sig inden for reglerne? Og hvordan forholder alt det sig til den evangelisk-lutherske kristendom, der skal forkyndes gennem gudstjenesten? Undervejs har man inviteret forskere, kirkegængere og ansatte i folkekirken ind i maskinrummet, så de har kunnet bidrage med deres syn.

Det er ”rettidig omhu”, når det netop er i disse år, at de danske biskopper tager initiativ til at undersøge, hvilken forfatning gudstjenesteformen og sakramenteforvaltningen er i, og hvor den skal bevæge sig hen, mener Rasmus Nøjgaard. For fornyelsen foregår allerede mange steder, og der er de senere år sket en ændring i danskernes trosliv, som også gør det samlede gudstjenestefokus mere aktuelt end tidligere.

”I 1960’erne, 1970’erne og helt op i 1980’erne var der en slags forlegenhed omkring det at være at troende kristent menneske. Men den er nu blevet afløst af, at man i dag godt tør tale om, at man tror på Guds eksistens, og den nye frimodighed har vakt sognenes interesse i for alvor at lade gudstjenesten komme til udtryk på en ny måde, hvor der er større fokus på modtageren – kirkegængeren.”

Det kalder på, at man bredt i folkekirken stiller de helt store spørgsmål, mener han. For det er vigtigt, at ændringer foretages på en måde, så de stadig er i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske kristendom.

”Vi kan blive så begejstrede for formen, at vi egentlig glemmer, hvad det er for en kristendom, vi forkynder. Så spørgsmålet er, hvor alment og folkeligt et udtryk man kan have i gudstjenesten, uden at man går på kompromis med dogmatikken. Vi kan muligvis ende med, at der skal tillades større variationer, men det kræver, at vi tager stilling til, hvori friheden kan bestå, og hvori det helt faste og uomgængelige består.”

Rasmus Nøjgaard peger som eksempel på de kollekter, der benyttes i søndagshøjmessen – altså de bønner, der indleder gudstjenesten.

”I dag er der udgivet en række bøger med nye kollekter. De er ikke autoriseret, så grundlæggende må man ikke bruge dem, hvis ikke man har fået sin biskops godkendelse. Men vi ved, at det er en frihed, som mange kirker alligevel tager sig uden at spørge om lov.”

Et andet eksempel er salmerne. Som ordningen er i dag, må man i højmessen kun bruge de salmer, der står i Den Danske Salmebog, mens man skal bede om biskoppelig tilladelse, hvis man vil bruge nyere salmer.

”Det er der ikke mange præster, der søger godkendelse til, og flere af biskopperne har da også siddet med i redaktionsarbejdet på både ’100 salmer” og ’Kirkesangbogen’, som er nye salmeudgivelser. Så man antager, at det er accepteret at bruge salmer derfra uden tilladelse.”

Eksemplerne viser, at de lokale sogne bryder med de autoriserede bestemmelser for gudstjenestens elementer.

”Når vi ved, at mange af os tager os nogle friheder, hvor går grænsen så? Kan man for eksempel ændre på formuleringer i dåbsritualet eller i indstiftelsesordene, som indleder nadveren, fordi man synes, de er svære at forstå? Det er vi nødt til at diskutere. For friheden kan ikke være grænseløs, det ville medføre, at vi mistede den fælles grund, vi står på i vores kirketradition.”

Rapporterne konkluderer ikke på, om der skal være større frihed og mere fornyelse i folkekirken. Men hvad kan de så bidrage med? Rasmus Nøjgaard forklarer, at de skal være udgangspunkt for en ”dannelsesproces og fastholdelse af folkekirkens folkelige fundament.”

”Rapporterne skal være med til at danne menighederne, så vi alle sammen bliver bedre til at forstå, hvad det er for en kirketradition vi er en del af, og så vi bliver stærkere til at bidrage til drøftelsen af, hvad det er for en gudstjeneste vi ønsker i netop det sogn, vi tilhører.”

De to udvalg udkommer derfor ikke kun med lange rapporter, men også med pixi-udgaver, der i en kortere form formidler de væsentligste pointer.

”I min egen kirke har menighedsrådet ønsket, at vi på baggrund af de to rapporter tager vores gudstjenesteform op til fælles drøftelse. Så når vi har læst op på det, mødes vi og taler om, hvilke afvigelser vi har fra de gængse ritualer hos os, og hvad det er for en gudstjeneste vi ønsker at være fælles om,” fortæller han.8

Skal der i fremtiden være videre rammer for, hvordan man må fejre nadver i folkekirken? Det er et af mange spørgsmål, der skal drøftes i den kommende tid. – Arkiv Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift