Jeg kom til Mosul den 16. januar 2010. Allerede dagen efter indledtes en række mord på kristne. Det første offer var faderen til en ung mand, som jeg bad med i kirken. I mere end 10 dage blev ekstremisterne ved med at slå os ihjel, en eller to om dagen. De kristne forlod byen for at søge tilflugt i små landsbyer i nærheden eller i klostrene.
Siden kom næsten halvdelen af dem tilbage. Hvad kan vi gøre for disse mennesker? Hvad kan man gøre for mennesker, der lever det svære liv i forfølgelse?
Det spørgsmål pinte mig og tvang mig til at tænke over den rette vej at gå for at fuldende min mission. Jeg fandt svaret i mottoet for mit bispesæde, der handler om håb. Jeg kom til den konklusion, at vi må bevare håbet i en tid med krise og forfølgelse. Og derfor blev jeg, styrket i håbet, i byen for at give håb til de mange forfulgte troende, der boede der.
LÆS OGSÅ: Udvalg under Danske Kirkers Råd støttede stormoské
Er det så nok? Nej. At blive her med menigheden er en vigtig begyndelse, men det er ikke nok. Der skal mere til. Paulus minder os om, at håb er knyttet til kærlighed, og kærlighed til tro. Hvad kan vi gøre for at bygge den tro op?
Jeg begyndte at spørge mig selv, hvordan menighedens medlemmer levede deres tro ud, hvordan de praktiserede den i deres svære hverdag. Jeg fandt ud af, at en sand forståelse af vores egen tro og årsagen til vores forfølgelse er helt afgørende, når man skal se lidelsen og forfølgelsen i øjnene.
Gennem en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være kristen, finder vi måder at give livet mening på under forfølgelse, og vi finder den nødvendige styrke til at udholde det.
I det øjeblik, vi venter på døden med truslen om at blive skudt når som helst hængende over hovedet, har vi brug for at vide, hvordan vi fører et godt liv. Den største udfordring ved at stå over for døden på grund af sin tro er, om man kan blive i troen, så man kan leve den fuldt og helt ud selv i det korte øjeblik, der skiller os fra døden.
Mange mennesker, der lever i lande uden forfølgelse, spørger mig, hvad de kan gøre for os, hvordan de kan hjælpe os. For det første bør alle, der vil gøre noget for os, gøre en indsats for at leve hendes eller hans egen tro ud på en dybere måde ved at åbne for troens liv i daglig praksis. For os er den største gave den viden, at vores situation hjælper andre til at leve deres tro ud med større styrke, glæde og troskab.
Styrke i det daglige liv. Glæde i alt, hvad vi møder på livets vej. Tillid til, at den kristne tro rummer svarene på alle livets grundlæggende spørgsmål og hjælper os med at klare alle de mindre problemer, vi møder fra dag til dag. Dette må være målet for os alle. Og jeres viden om, at der er mennesker i denne verden, der forfølges for deres tro, skal være jer et varsel om at blive bedre, stærkere kristne og en ansporing til at vise tro, når I møder problemer i jeres eget samfund, og til at erkende, at også I møder en vis grad af forfølgelse for jeres tro, selv i Vesten.
Enhver, der vil gøre noget ved denne nødsituation, kan hjælpe forfulgte kristne både materielt og åndeligt. Hjælp os med at rette verdens opmærksomhed på vores situation. I er vores stemme.
Åndeligt kan I hjælpe os ved i vores liv og vores lidelse at finde en spore til at frem-elske enhed mellem alle kristne. Den stærkeste ting, I kan gøre som svar på vores situation, er at genfinde og skabe enhed både personligt og i fællesskab og at arbejde for jeres egne samfunds bedste. Jeres samfund har et meget stort behov for vidnesbyrd fra kristne, der lever troen ud med en styrke og en glæde, der kan give andre troens mod.
Vi er ofre. Vi lider i hænderne på fundamentalister, der kommer fra fjerne lande for at bekæmpe dem, de betragter som vantro (os kristne), idet de bruger det som en undskyldning, at deres brødre bliver forfulgt i forskellige lande. Deres reaktion er at slå andre ihjel. Vores reaktion på den forfølgelse må være at blive mere kærlige, at skabe mere enhed og hele tiden stærkere at vise verden det sande billede af livet, som vi har lært det af Jesus Kristus.
Der er en stærk fristelse, som forfulgte kan blive ofre for, og som jeg aldrig holder op med at advare om: Når vi forfølges, kan vi med tiden ende med at blive forfølgere selv, hvis vi selv bliver voldelige i vores måde at tænke på, vores måde at behandle vores næste på og vores måde at leve på.
Denne fristelse er meget stærk. De følelser, vi udvikler i et klima af forfølgelse, kan ændre vores måde at leve på. De følelser kan få os til at forlade den kristne vej, som er gennemsyret af kærlighed, og i stedet komme til at ligne dem, der altid blot taler om retfærdighed, men aldrig om kærlighed. Vi må ikke leve vores tro ud halvhjertet, fordi kristne lider. De kristnes svære tider skal omvendt være en tilskyndelse til at vise sand kristen tro.
Når kristne forfølges, skal vi endnu mere fast tage vores tro på os, så vi af et glad hjerte giver kærligheden, troskaben og retfærdigheden det rette udtryk. Hvis kristne er pressede, skal jeg elske min næste endnu mere, være endnu mere positiv i min tilgang til livet, sådan at jeg viser dem, der lider, styrken i min egen tro.
I Vesten lever I på en måde, som forfulgte kristne ikke kan leve på. Når de ikke har frihed, må I udleve frihedens sande mening. Når de ikke kan vise deres tro offentligt, må I vidne offentligt om jeres tro i det samfund, I lever i. Når kvinder i vores lande ikke har muligheden for frit at gå ud af deres huse, skal kvinder i Vesten i stedet blive vidner om den sande kristne frihed.
Men alligevel er vi glade, fordi vi har mulighed for at tænke over det valg, det er at være kristen. Vi er glade, fordi vi har mulighed for at gøre friheden konkret ved med kærlighed at forsvare den, der angriber os med had og nag.
I sidste ende kan forfølgelsen ikke gøre os triste eller få os til at fortvivle. For vi tror på, at menneskelivet altid fortjener at blive modtaget på den fuldkomne måde, som Jesus viste os selv når døden stirrer os i øjnene, og vi ikke har mere end et minut tilbage i verden.
Paulus siger, at blev synden større, er nåden blevet så meget desto større (Fra Romerbrevet 5, 20). Vi kan sige med ham, at hvor der er forfølgelse, er også troens nåde. Og deri ligger vores frelse.
Om brevet
Det åbne brev fra biskoppen i Mosul i Irak er offentliggjort i lørdags på hjemmesiden www.aina.org, hvor hele brevet kan læses. Uddraget er oversat fra engelsk af Anders Ellebæk Madsen.
Amel Shamon Nona
Ærkebishop. Leder af det kaldæiske katolske eparki (administrativ enhed) i Mosul i Irak.
Den kaldæiske kirke
I 1552 skilte den kaldæiske kirke sig ud fra den assyriske kirke. Den forenede sig senere med Rom og er i dag katolsk. De største kirkesamfund i Irak udgøres af den kaldæiske og assyriske kirke.
Kilde: Tværkulturelt Center og Den Kaldæiske Katolske Kirke i Aarhus