Prøv avisen

Britiske virksomheder får kritik for at undertrykke religion i julen

Juletid på Parliament Square Foto: ©2016 Pete Maclaine / i-Images

Alt for mange arbejdsgivere dropper julefesten af frygt for at fornærme muslimske og jødiske medarbejdere, siger britisk kommissionsformand. Forsvaret for julen får lunken modtagelse af kristne organisationer

Når britiske virksomheder omtaler et juletræ som et ”festligt træ”, og julen bliver til ”the winter holiday” – altså vinterferien – af frygt for at fornærme andre religioner, så er de ude på et vildspor.

Sådan lyder meldingen fra David Isaac, der er formand for den britiske ligheds- og menneskerettighedskommission, som er offentligt nedsat, men uafhængig.

”Religionsfrihed er en fundamental rettighed, og den skal ikke undertrykkes af frygt for at fornærme andre. Men alt for mange arbejdsgivere er nu alt for bekymrede for at gøre noget, som kan ses som fornærmende mod deres muslimske og jødiske medarbejdere,” siger David Isaac i et interview med avisen The Sunday Times.

Det sker forud for, at kommissionen kommer med nye retningslinjer for, hvordan virksomheder skal håndtere religion på arbejdspladsen. David Isaac mener, at mange ikke forstår lovgivningen.

”Der er mange myter, når det kommer til, hvordan vi håndterer religion på arbejdspladserne. Men det er helt fint at holde en julefest og sende julekort. De fleste af de muslimer og jøder, jeg kender, følger deres egen religion, men anerkender også i et eller andet omfang, at julen finder sted,” forklarer han.

Politisk direktør Paul Bickley fra den kristne tænketank Theos hilser på den ene side udtalelserne velkommen.

”Men på den anden side beder han ikke om ret meget. Det vil ikke være en særlig religiøs julefejring på arbejdspladserne. Det handler om træer, julefest og drillenisser, men han siger ikke noget i relation til de store spørgsmål om friheden til at praktisere sin religion på arbejdspladsen,” siger Paul Bickley.

Han mener videre, at meldingen skal ses i det lys, at kristne organisationer i foråret kritiserede den daværende ligestillingsminister Nicky Morgan for at udpege David Isaac til posten, fordi han kom fra et job i organisationen Stonewall, der arbejder for LBGT-rettigheder.

”Så hans udtalelser kan ses som et forsøg på at forsikre kristne om, at det er noget, de holder øje med,” vurderer Paul Bickley.

Chris Deacy, dr.theol. ved University of Kent, kalder det i en mail til Kristeligt Dagblad ironisk, at David Isaac på den måde forsvarer julen.

”Det dækker over den implicitte opfattelse, at julen er en kristen højtid, og at kristne dyder kan ses som en krænkelse af ikke-kristne religioner. Jeg vil argumentere, at julen er fyldt med paradokser, hvor vi fejrer det mirakuløse i julen, men at det sker gennem en sekulær optik,” forklarer Chris Deacy, der er forfatter til bogen ”Christmas as Religion” (Julen som religion).

Organisationen The Christian Institute giver også den fornyede fokus på julen en lunken modtagelse. De peger på, at kommentaren kommer fra en kommission, som tidligere har haft travlt med at beskytte andre mod kristen påvirkning.

”Kristne har så absolut følt, at deres fundamentale rettigheder er blevet tilsidesat af menneskerettigheds- og lighedsindustrien i de seneste år,” hedder det i en pressemeddelelse fra vicedirektør Simon Calvert.

Han kalder det en lettelse, at formanden for kommissionen så klart siger, at tro ikke skal undertrykkes ud fra en frygt for at fornærme.

”Men det går galt for kommissionen, når de siger, at der ikke er behov for at ændre den nuværende lovgivning. Vi har længe argumenteret for, at ligestillingslovene skal have en ny balance, så domstolene kan opveje forskellige rettigheder, så der bliver taget rimeligt hensyn til begge,” fortsætter Simon Calvert, som tilføjer, at kristne ofte føler, at andre rettigheder får forrang.

Debatten om julen kom også op i parlamentet tirsdag i sidste uge, hvor premierminister Theresa May under den ugentlige spørgetime slog fast, at alle skal kunne tale frit om julen – også på arbejdspladsen.

”Vi er nu nået til adventstiden, og vi har en stærk tradition i dette land for religiøs tolerance og ytringsfrihed, og vor kristne arv er noget, vi alle kan være stolte af,” sagde premierministeren.