Barnedåben er åndelig voldtægt, siger Jens Carl Bondes voksne børn om barnedåben, når debatten om emnet nærmer sig stormstyrke. Den 76-årige far og bedstefar forstår ikke børnenes tankegang. Han mener, at barnedåben er den bedste gave, man kan give sit barn. Tre ud af fire børn i Danmark bliver døbt som spæde, og i morgen skal der i landets folkekirker prædikes over de velkendte vers fra Matthæusevangeliet, der sammen med nogle vers fra Markusevangeliet kapitel 10, læses i kirken, hver gang et barn døbes.
- Kun to af mine seks børnebørn er døbt, og de to, der er døbt, blev det kun, fordi min svigersøn insisterede, siger Jens Carl Bonde. Et rigt udvalg af fotografier med børnebørnene og den øvrige familie er sat i ramme og har fået plads på væggen i spisestuen. Selv om de tre voksne børn har fravalgt barnedåben, har familien Bonde, hvad Jens Carl Bonde kalder et tæt sammenhold, hvor der bliver plads til mange besøg trods de tre børns tætte program som børne- og karrierefamilier.
Jens Carl Bonde har taget plads i den magelige stol i karnappen, hvor salmebog og Bibel ligger parat. Lige på den anden side af ruden står ranke akelejer og nejende lærkesporer ved et lille springvand. Den rislende lyd af vand får tankerne til at rejse fra den sirligt ordnede have, til præsten, der øser vand fra døbefonden over det spæde barns hoved. Det er den samme rislen.
- For mig er dåben grundlaget for mit liv. Uden min dåb havde jeg ikke levet det kristne liv, som jeg trods alt, mener jeg har levet. Jeg ved godt, at barnedåb ikke er omtalt i Bibelen, men jeg kan bedst forstå dåben, som noget vi modtager, mens vi endnu er små og tager imod uden forbehold, siger han og henviser til, at der er to led i søndagens tekst.
- Jesus siger, at vi skal døbe og lære dem at holde hans bud. På den måde sikrer han, at det, han har prædiket, vil blive forkyndt for slægt efter slægt, og hans rige vil bestå. Men når jeg læser teksten, rejser der sig et spørgsmål i mig: Hvad sker der hvis vi ikke døber og ikke lærer at holde?
Jens Carl Bonde voksede op i præstegården i Holsted mellem Esbjerg og Kolding. Små tre uger efter sin ankomst til verden, blev han døbt. Hans mor var endnu ikke frisk nok til at komme med i kirke, så han blev døbt hjemme og fremvist i kirken.
- Dåben til den korsfæstede Kristus blev betragtet som en forsikring og noget, man ikke skulle vente for længe med. Jeg er født den 23. januar og at strække dåben til den 12. februar var noget af det længste, man kunne gå med til, siger Jens Carl Bonde.
Så længe han kan huske, har han været i kirke om søndagen. Som præstens søn skete det, at han kom til to gudstjenester på en helligdag.
- Jeg tror ikke mine forældre har tænkt særlig meget over, hvordan de skulle oplære mine søstre og mig i den kristne tro, fordi kirke og kristendom var en så integreret del af rytmen i hjemmet: Far læste et stykke fra Bibelen om morgenen, der blev bedt bordbøn og aftenbøn. Som teenager kom jeg til Skjern for at gå i skole, og her var kirkegang en selvfølgelighed for flertallet af byens borgere. Jeg tror, det blev vigtigt for mig at være i Skjern netop i de formative år af mit liv, siger han.
For 49 år siden blev Jens Carl Bonde gift med Ingrid. Da de fik børn, var det eneste der stod til diskussion datoen for dåbsdagen, men ikke hvorvidt Mikael, Hanne og Lise skulle døbes.
- Som forældre er det mindste, man kan gøre for sine børn at sikre sig, at de får et forhold til Kristus, ved at de bliver døbt til at høre ham til. Måske har jeg forsømt at lære børnene at holde, siger han og tilføjer:
- Måske var det gået bedre, hvis jeg havde gjort som min far og genskabt den rytme, vi havde i mit barndomshjem med bibellæsning og bordbøn. Vi forsøgte en kort overgang med bordvers, men vores familieliv har været meget anderledes, fordi jeg gennem mit arbejdsliv ofte var væk fra hjemmet i flere dage.
Én ting fra Jens Carl Bondes barndomshjem blev dog bevaret: Kirkegang for hele familien. Jens Carl Bonde kan huske en del søndage med vrisne børn, der var irriterede over at skulle ud af sengen for at være i kirke klokken 10. Men af sted kom de alle fem. Frem til børnene blev konfirmeret var kirkegang et familieprojekt.
- I dag kan jeg se, at det nok ikke var smart at tvinge dem med. På den anden side var det naturligt for mig, at søndag var kirkedag for hele familien, fordi den rytme sad så dybt i mig fra mit hjem. Efter børnene er blevet voksne, har de brokket sig en del over, at de altid skulle med i kirke. Jeg har medgivet, at jeg nok har været for stivnet i min tradition, men de har på den anden side formået at ruske op i traditionerne ved at sige, at deres børn ikke skulle døbes.
Det er 13 år siden, Jens Carl Bonde fik sit første barnebarn, og det kom som en overraskelse, at Maja ikke skulle døbes.
- Jeg har følt det som en personlig fornærmelse, fordi børnene vidste, at det ville såre mig, når de fravalgte dåben. Men mest af alt har jeg oplevet det som urimeligt i forhold til børnebørnene. Efter Maja var født, tænkte jeg, hvorfor sådan et lille barn ikke skulle have lov at blive døbt? Det er meget nemmere at døbe dem som små end senere. Det lille barn kan ikke andet end at modtage, og det er, hvad dåben er. Når forældrene frasiger sig barnedåben, vokser børnene heller ikke op i et kristent hjem. Det smerter mig, siger Jens Carl Bonde og kommer i tanke om en telefonsamtale, han for nylig førte med Maja, der nu overvejer, om hun skal melde sig til konfirmationsforberedelse.
- Hun sagde, at hun ikke vidste, om hun troede på Gud. Hvordan skulle hun vide det? Hvilket beslutningsgrundlag har hendes forældre givet deres datter for at tage stilling? Når man fravælger barnedåben, så slipper forældrene også for at tale med deres børn om kristendom, og hvilket grundlag har børnene så for siden hen at vælge? Spørger han og føjer en krølle til historien om hans kone, der har lært de seks børnebørn at bede Fadervor. Der er nærmest blevet en sport blandt børnene at kunne bede bønnen.
Når dåben har været debatteret, har han hørt de voksne børn sige, at barnedåben er et overgreb. En slag åndelig voldtægt. De argumenter forstår Jens Carl Bonde ikke. Han kan kun se dåben som en gave.
- Mine børn kan få det til at lyde, som om dåben er et fysisk overgreb, men dåben er netop ikke nogen fysisk omskæring. Vi bliver døbt til at høre sammen med Kristus og være med i det kristne fællesskab, og dåben er medlemskortet til den danske folkekirke, ligesom det er en kontinuitet i slægten, siger han.
Engang Jens Carl Bonde gik og grundede over børnenes fravalg af dåben, stødte han på en pensioneret præst. De talte om situationen, og den aldrende præst muntrede ham op med følgende bemærkning: »Vor Herre skal nok tage sig af det alligevel. De er da Guds børn uanset hvad.« Den vending er Jens Carl Bonde flere gange vendt tilbage til.
- Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke kan lave noget afgørende om. Jeg må sige: Det har været mit liv, og nu må Gud tage sig af resten. Og Helligånden kan virke mange ting.
- Jeg kan se enden på livet, og døden er helt anderledes en realitet, derfor vender jeg ofte tilbage til det løfte, Kristus gav ved min dåb: »Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Jeg tænker ikke så meget på, hvornår jeg skal dø, men mere på hvordan det bliver at dø. Og når de tanker melder sig, er der megen trøst at hente i det løfte. Men tankerne går uvægerligt også til børnebørnene. Hvordan vil det være for dem at leve og dø uden sådan et løfte?
Blå bog
Jens Carl Bonde, 76 år, forhenværende uddannelsesleder hos Teknologisk Institut. Jens Carl Bonde er uddannet maskiningeniør og nåede at arbejde for Red Barnet i Celle i Tyskland, F. L. Smidth, Århus Maskinfabrik og være udstationeret i Schweiz, inden han i 1959 blev ansat hos Teknologisk Institut, hvor han arbejdede gennem 36 år primært som uddannelseschef. For ti år siden gik han på pension og har siden blandt andet forfinet sin viden om salmer og holder foredrag om emnet. Han har også været involveret i de såkaldte påskemøder på Hotel Nyborg Strand. Jens Carl Bonde deler hjemmet i Taastrup med Ingrid Bonde, som han næste år kan fejre guldbryllup med. Parret har tre børn og seks børnebørn.
Søndagens tekst
Mattæus-evangeliet 28, 16-20
De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«