Prøv avisen

Brudekjoler gennem tiderne

Brudekjolerne har ikke været hvide fra Arilds tid. Men i det 20. århundrede gik også de kongelige over til den hvide kjole. Her en ung kronprinsesse Ingrid efter brylluppet i Stockholm i 1935. Hun blev dronning ved kong Christian X’s død i 1947. – Foto: .

Brudekjolen har altid været en vigtig del af brylluppet også selvom den gennem århundreder har skiftet udseende mange gange

Brudekjolen er noget af det vigtigste i de fleste brudes øjne, og der er mange ting at tage stilling til. Dog er de fleste enige om farven på brudekjolen. Den skal være hvid eller måske cremefarvet, hvis man er modig. Men sådan har det ikke altid været. Faktisk har den hvide brudekjole ikke mere end cirka 100 år på bagen.

I middelalderen var brudekjolen som oftest rød, da man mente, at den røde farve holdt det onde væk. Og at holde det onde væk var altid vigtigt ved livets store overgange som dåb, bryllup og begravelse. Enkelte især fyrster og andre med pengepungen i orden havde dog en gylden brudekjole for at vise status og velstand. Det gjaldt for eksempel Margrethe I, hvis gyldne brudekjole stadig kan ses i Uppsala Domkirke i Sverige, hvortil den blev bragt, da Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge fra Danmark.

Op gennem renæssancen havde man ikke tradition for, at brudekjolerne havde en bestemt slags farve eller stil. Man giftede sig i sin fineste kjole, og det var for de adelige og kongelige ofte en meget overdådig kjole belæsset med perler og guld, mens det for bondepigerne var deres folkedragt. Fattigfolk nøjedes med det, som de nu engang havde.

Omkring 1800-tallet, da de lette empirekjoler slog igennem, ændrede brudekjolerne sig også i samfundets højeste lag. De overlæssede kjoler i tunge stoffer som brokade og fløjl pyntet med guld og ædelstene blev afløst af lette brudekjoler i tynde stoffer og lyse pastelfarver som himmelblå, limegrøn, sart-rosa, vanilje-gul og syrenfarvet. Men næsten aldrig hvid i hvert fald ikke i begyndelsen. Senere kom dog den æggegule og derfra også den hvide.

Dertil satte man små blomster i håret og med tiden også et slør, som man opfattede som noget meget romantisk. Brudebuketten holder også sit indtog her, i begyndelsen som en bryst- eller bæltebuket. Men fra slutningen af 1800-tallet som den håndholdte buket, vi også kender i dag.

1800-tallet er romantikkens tid, og man kunne ikke få det pittoresk og bondeagtigt nok. At bondepigerne i virkeligheden aldrig havde været i florlette gevandter med slør og blomsterbuketter, var datidens brude ligeglade med. Stilen passede ind i den biedermeieragtige idyl, som man havde som ideal.

Hos almuen på landet ændrede bryllupsmoden sig også. Men slet ikke i samme grad. I mange århundreder giftede man sig i sin folkedragt, hvis man havde en. Ellers bare den pæneste kjole, der kunne opdrives. De fleste danske brude i 1800-tallet giftede sig i den enkle sorte kjole, som de fik syet til lejligheden, og som for de flestes vedkommende skulle holde resten af livet som ens fine festkjole.

net@kristeligt-dagblad.dk