Prøv avisen
Tro&tvivl

Forfatter: Buddhismen er for venligt kølig – kristendommen for følelsesfuld

Troen er for mig den ramme om mit liv og min karriere, som hjælper mig med at bevare min ro eller mit center, selvom verden stormer omkring mig, mener forfatter og foredragsholder Helle Merete Brix. – Privatfoto.

Det frie ståsted er kernen i troen for forfatter Helle Merete Brix, der var ordstyrer ved det debatmøde i København, som i 2015 blev ramt af et terrorangreb. Som 36-årig søgte hun buddhistisk tilflugt, men har stor sympati for kristendommen, som ifølge hende er den eneste religion, der kan bygges samfund på

Hvordan vil du beskrive din tro?

For 22 år siden – da jeg var 36 år – tog jeg buddhistisk tilflugt og blev medlem af et buddhistisk trossamfund. Det var jeg i 15 år. Når jeg bruger det buddhistiske begreb ”tilflugt” om min buddhistiske bevægelse for mange år siden, er det også, fordi det i mine ører lyder for dramatisk at konvertere. Men heller ikke dengang tænkte jeg, at buddhismen havde svar på alle livets spørgsmål, lige så lidt som andre religioner har det.

Når det er sagt, så er jeg døbt og vokset op med kristendommen og har et meget positivt syn på både kristendom og kirke. Kristendommen er for mig at se den eneste religion, der kan skabe velordnede samfund. De frieste samfund i verden er vel dem, der er domineret af protestantismen. Det er næppe en tilfældighed.

Både kristendommen og buddhismen har jeg således med mig. Men hvor buddhismen kan blive for ”venligt kølig”, så kan kristendommen blive for følelsesfuld for mig. Det er Buddha med det kølige overblik, Jesus, der lider med de lidende.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg voksede op i en Gladsaxe-forstad med en far, som var et meget tolerant menneske, men ikke specielt troende. Min mor derimod var præstedatter og havde på den måde troen tættere inde på livet.

Jeg sagde nej til at blive konfirmeret, da jeg ikke troede på Fadervor, som vi bad i skolen. Jeg ville ikke konfirmere min tro. Til min overraskelse gjorde det min far ked af det, at jeg valgte konfirmationen fra. Han døde, da jeg var 36 år, og i den sidste tid sagde han til mig, at der var mere mellem himmel og jord. Han bar altså noget trosmæssigt med sig, som jeg ikke oplevede så tydeligt som barn. Her var det mest af alt hans tolerante sind, som jeg mærkede.

Hvad har udfordret din tro?

Min mors forhold til troen var komplekst. Hun var et meget varmt og kærligt menneske, men hun blev psykisk syg ved min storesøsters fødsel, sandsynligvis var det en fødselspsykose. Hun flyttede i sine maniske perioder ind i en forestillingsverden beboet af djævle, dæmoner og hekse og gammeltestamentlige besværgelser. Det har betydet, at det har taget mig meget lang tid med mit hjerte at have tillid til, at man kan begive sig ind på en spirituel vej, uden at det ender i det glade vanvid.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Mit forhold til tro er ikke særlig intellektuelt, men er i høj grad drevet af min intui-tion. Da jeg var 13 år, begik min mor selvmord, og jeg tilbragte et år på kostskole. Det var et ulykkeligt og ensomt år. Her spekulerede jeg meget over det spørgsmål, som jeg tror, mange børn stiller sig, nemlig, hvordan universet kan være uendeligt?

Jeg fandt aldrig svar, og ligeledes leder jeg ikke efter fuldstændige svar på livets største spørgsmål. Min tro er noget, der for eksempel vækkes til live i mødet med mennesker, der synes at gå på en særlig vej. Sådan var min vej ind i buddhismen, og det har også været min bevægelse i kristendommen. I min seneste bog har jeg eksempelvis gengivet en historie om syv munke, som blev halshugget af terrorister i Algeriet under landets borgerkrig. Her korresponderede jeg med en overlevende munk, og denne korrespondance og historien om hans venner og munkebrødre, der havde styrke til at blive i et land, som de følte sig kaldet til at blive i, velvidende at det kunne koste dem livet, gjorde et meget stort indtryk på mig.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg nyder hver eneste dag at vågne op i et hjem, jeg har indrettet med buddhistiske symboler, billeder, små buddhafigurer og den slags. Der er dog også et enkelt kristent symbol, en vældig engel af papir, der fylder på den ene væg. Den fik jeg i gave af en grafiker, da jeg debuterede som forfatter. Den var tænkt som et værn mod anmeldere, og den har måske ikke altid opfyldt sine engleforpligtelser.

Troen er for mig samtidig den ramme om mit liv og min karriere, som hjælper mig med at bevare min ro eller mit center, selvom verden stormer omkring mig. Det skal på ingen måde forstås sådan, at man bliver et bedre menneske af at være buddhist. Det, som buddhismen kan, er, at den kan give nogle værktøjer og fornuftige råd. Som for eksempel hvor vigtigt det er at afbalancere medfølelse med visdom. Hvis ikke visdommen er koblet på medfølelsen, så bliver det nemt til klæbrig sentimentalitet.

Troen har samtidig indvirkning på mit personlige liv. Jeg er som de fleste andre en almindelig dødelig neurotiker, og indimellem overfaldes jeg af dødsangst. Men troen giver mig en tillid til, at jeg har en form for beskyttelse med mig. Særligt efter terrorangrebet i København på Krudttønden, hvor jeg følte mig udsat og efterfølgende ligesom andre ytringsfrihedsaktivister måtte overveje min egen sikkerhed, har det været en stor hjælp at have følelsen af, at nogen eller noget holder hånden over mig.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er et svært spørgsmål for mig, da jeg ikke på den måde har forbilleder, jeg tænker besidder sandheden. Men der er mennesker, som jeg har mødt på min vej, som har gjort uudsletteligt indtryk. Det gælder blandt andet nogle af de buddhistiske lærere, som jeg har hørt foredrag med. De mest fremtrædende af dem besad en usædvanlig coolness. Man fik fornemmelsen af, at jordskælv kunne ryste under dem, og de ville blot flytte sig lidt og fortsætte deres aktiviteter. Den indstilling til livet er vældig inspirerende.

Samtidig er der en perlerække af fritænkere, som har betydet noget i europæisk historie og har banet vej for opfattelsen af, at mennesket skal kunne tænke frit, også i religiøse spørgsmål. Det gælder for eksempel den britiske filosof John Stuart Mill, den jødiske filosof Baruch Spi- noza og den protestantiske digter John Milton.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg er nødt til at nævne to råd, da jeg både har fået et buddhistisk og kristent råd, som har været af stor betydning for mig. Under terrorangrebet i New York i 2001, hvor jeg med rædsel så på min tv-skærm, hvad der skete, fløj de buddhistiske ord ”alt er forgængeligt” gennem mit hoved. Det hjalp mig med at finde ro.

I perioden efter terrorangrebet i København, hvor jeg var meget påvirket af at have været truet på livet, var der et klogt menneske, som jeg indimellem henter råd hos, som sagde til mig: ”Tænk på, at du læner dig op ad evigheden.” Der er noget meget smukt i det kristne ord om evigheden. Samtidig var det et råd om, at jeg skulle forlige mig med det faktum, at jeg er dødelig. For det er kun kroppen, der dør. Det hjalp mig til at slippe nervøsiteten.

I perioden efter terrorangrebet i København, hvor jeg var meget påvirket af at have været truet på livet, var der et klogt menneske, som jeg indimellem henter råd hos, som sagde til mig: ”Tænk på, at du læner dig op ad evigheden.”

Helle Merete Brix