– Kom indenfor, storsmiler hun, mens hun med en kærlig og kærkommen kyndig hånd vifter de obligatorisk bidske, larmende og grangiveligt loppebefængte tempelhunde væk.
– Her er vores ydmyge bolig, det har vi selv sat i gang, og vi er langt fra færdig.
Med en underspillet stolthed peger hun på den store Buddhastatue, på klosterbygningen og på den igangværende restaurering af ceremonihallen. Dhammananda Bhikkhuni er buddhistnonne. Og hun er ved at revolutionere det thailandske klostervæsen.
For år tilbage var hun ellers en anerkendt professor i buddhismestudier ved Bangkoks Thammasat University. Dengang levede hun et godt liv med social prestige og en velfungerende familie. Hun havde, som hun selv siger det, "smagt det hele". men fik efterhånden eksistentielle kvababbelser ved livet. Professoren lod sig skille. Hun fralagde sig den universitære status, og tog i 2001 til Sri Lanka for at blive ordineret som buddhistisk nonne, bhikkhuni.
Også hendes far havde levet i kloster, for det gør de fleste thailandske mænd i en vis periode for at få religiøs og kulturel dannelse. Men det var moderen, Voramai Kabilsingh, der var den største inspiration. Hun havde allerede i 1971 fået ordination i den mahayana-buddhistiske tradition på Taiwan, og hun etablerede nonneklostret Wat Songdhamma Kalayani uden for Bangkok. Efter sin død tog datteren over. Dhammananda Bhikkhuni er ligeså grænsesøgende som moderen. Hun er i dag klostrets store moder, men ikke alle accepterer hendes position.
– Jeg fik hadefulde e-mail, og min søn kunne ikke forstå, hvorfor der var flere sure telefonopkald til hans gamle mor. Munke protesterede med kritik i medierne og lavede store propagandaplakater for at latterliggøre mig. Flere af mine tidligere kolleger vendte ryggen mod mig, som om jeg smittede, og flere planlagte programmer på tv blev fjernet, fordi tv-stationerne var bange for deres omdømme. Du må forstå, der er mange konservative kræfter, der ikke vil kendes ved en person som mig, fortæller hun på klingende engelsk.
Hendes brøde består i, at hun vil genoprette nonneordenen i Thailand.
I theravada-buddhismen, der er udbredt i Sydøstasien, har man nemlig ikke officielt haft nonner de sidste 1000 år, og aspirerende kvinder har derfor søgt ordination i mahayana-buddhistiske klostre, hvor traditionen holdes i hævd og er anerkendt.
En kvinde skal først ordineres af en kvindelig og derefter en mandlig klostermenighed. Men da nonneordenen aldrig officielt har eksisteret i Thailand, er det ikke muligt for kvinder at lade sig ordinere. Da to unge piger med deres fars velsignelse forsøgte i 1927, blev de smidt i fængsel, og det efterfølgende forbud mod nonneordination har aldrig siden været ophævet.
I 1996 fik en international buddhistisk kvindeorganisation overbevist munkevæsenet om at tillade mahayana-buddhistiske nonner at ordinere srilankanske kvinder, og der i dag et par hundrede theravada-buddhistiske nonner på øen. Men ligesom der er mange konservative munke på Sri Lanka, der ikke anerkender en sådan reformation, er Dhammanandas status heller ikke anerkendt af klostervæsenet og Religionsministeriet i Thailand. Ikke endnu i hvert fald.
– Men tingene ændrer sig. Jeg får mange henvendelser fra kvinder, der støtter mig. Selv nogle af de mere fremsynede munke begynder at acceptere mig, siger hun.
I en mandsdomineret buddhismekultur er hun efterhånden blevet et levende ikon, en solstrålehistorie i en tid, hvor skandalehistorier om hovedrige og sanseligt begærlige munke ellers ofte pryder de thailandske medier. Men netop denne særlige nonne optræder nu stadig oftere i medierne, og specielt avisen The Bangkok Post har taget hendes parti. Senere på dagen kommer et hold fra arabiske Al Jazzeera for at lave optagelser med hende.
Flere kvinder kommer til. En er enke, en anden offer for husbondens vold, en tredje har psykiske problemer og har forsøgt selvmord flere gange. En anden nonne bor her permanent, og en ph.d.-studerende fra Malaysia er på besøg nogle måneder for at opleve og skrive om klostret og fænomenet Dhammananda.
I nabolaget er de blevet vant til nonnerne. Både når de går på almisseindsamling om morgenen, og når de åbner dørene for undervisning i buddhisme eller engelsk. Kvinderne mediterer, studerer og restaurerer bygninger. De bygger nonnesamfundet op, de kultiverer haven og sig selv. Dhammananda Bhikkhuni kæmper for at leve et liv i overensstemmelse med Buddhas lære og for at modernisere klostersystemet.
Men er hun så også feminist?
– Ja, men først og fremmest er jeg buddhist, svarer hun og uddyber:
– Uden buddhismen er kampen for ligestilling ikke dyb nok for mig. Buddhisme er heller ikke bare et spørgsmål om at sidde for sig selv og meditere. Vores ambition er at få genindført nonneordination i Thailand og i hele den buddhistiske verden. Der er stadig et stykke vej, men vi arbejder hårdt. Som buddhist må man kæmpe, og stå fast!