Prøv avisen

Budskab fra en anden tid

"Helgener er vigtige, fordi de kan virke som forbilleder for os i dag," siger den græske munk Fotius, hvis borgerlige navn er Ole Frederik Stjernfeldt. Foto: .

Helgener er vigtige som forbilleder, fordi de er historier om at leve i troen, fortæller munken Fotius, som netop har oversat et kæmpeværk om ortodokse helgener. I denne uge fylder han 75 år

Uden forudgående aftale dukker den græske munk Fotius op på Kristeligt Dagblad. Under armen har han fire bind med beskrivelser af ortodokse helgener. De knap 3000 sider vejer så meget, at den ældre, skæggede mand dårligt kan bære dem.

At helgener er vigtige, er en erkendelse, munken har brugt mange år på at nå frem til. Helgener har nemlig ikke altid været en del af hans tro. Frem til 1984 var han luthersk sognepræst i Tårnby i København, hvor han efter eget udsagn var højkirkelig. Langsomt, men sikkert begyndte han at bevæge sig væk fra folkekirken, og i 1985 konverterede han til græsk ortodoks kristendom.

Det gjorde jeg både på grund af folkekirkens retning og på grund af min egen teologiske bevægelse, siger han og forklarer, at han ikke går ind for kvindelige præster, selvom han har haft stor glæde af at arbejde sammen med flere af dem.

Hans borgerlige navn er Ole Frederik Stjernfelt, og ud over vist nok at være den eneste sognepræst, der er blevet ortodoks munk, er han også onkel til professor Frederik Stjernfelt fra Aarhus Universitet.

Fotius er kommet til Kristeligt Dagblad for at præsentere De Helliges Historier, levnedsbeskrivelser af bærende helgener i den ortodokse kirkes historie. Det er et værk, som er skrevet af den nulevende Athos-munk Macarius, og Fotius har brugt mange år af sit liv på at oversætte det til dansk.

Patriarken skrev sit forord i 2004. Så da må jeg jo allerede have været i gang, ræsonnerer den ældre mand, som tydeligvis har levet på afstand af det danske samfund i årtier.

Folk har jo nu transportable telefoner, bemærker han, og de taler også i dem, mens de cykler.

I det hele taget er hans besøg som et budskab fra en fjern fortid. Han kan ikke vænne sig til, at folk ikke længere siger De til hinanden. Han kan ikke kontaktes på email eller telefon, som han ikke bruger. Og så tager han med jævne mellemrum et lommeur frem, som danner en skarp kontrast til de mange digitale redskaber, der er en del af hverdagen på en avis.

LÆS OGSÅ:
Ortodokse kristne til kamp mod EU

I avisens kantine sidder han nu og spiser blot ikke kød, som strider imod klostrets spiseregler mens han tager sig god tid til at forklare sit værk.

Helgener er vigtige, fordi de kan virke som forbilleder for os i dag, lyder det på et fast og formfuldendt dansk fra den 75-årige klosterbeboer.

Deres historier handler om at modtage den hellige ånd og få lyset fra det høje i hjertet samtidig med, at man ydmygt i bevidsthed om sine synder, fejltagelser og svigt får troen i hjerte og sind. Dette hører vi om i de hellige beretninger. Flere af helgenerne var store syndere. Alligevel kom de til tro, og måske led de martyriet med bevidsthed om, at de havde fundet det sande liv. De lod sig tortere og henrette frem for at fornægte Kristus.

Hvorfor skal moderne mennesker læse om de ortodokse helgener?

Det er vigtigt at læse om nogen, der har levet i troen, dels martyrer, dels ikke-martyrer. Også almindelige gifte mennesker som altid har udgjort kirkens flertal har helgenerne som forbilleder. I Grækenland får enhver et helgennavn i sin dåb.

Broder Fotius vender tilbage til patriarkens forord. Han slår op i første bind af Synaxari, som værket hedder. Den gamle mand med de milde øjne har haft græsk som dagligsprog i over tyve år, og nu leder han forgæves efter det danske ord for synaxari. Han ender i stedet med sammenfattende at slå fast, at det dækker over en samling af helgenbeskrivelser.

Patriark Bartholomæus af Konstantinopel er den første blandt ligemænd i den ortodokse kirke, der rummer 300 millioner ortodokse kristne, og han har ganske rigtigt skrevet en lovprisning af værket. Denne er trykt på både græsk og dansk og gør blandt andet en pointe ud af værkets missionspotentiale:

Gaa da videre uden Frygt, med Bevidsthed om, at I udfører et højst betydningsfuldt Missionsarbejde, der er oplysende for de Dansktalende, og samtidig bidrager I til Eders Fædrelands Forfatterskab og Litteratur, idet I beriger den med Elementer, der hidtil har været ukendte paa det danske Sprog og i Danmarks filologiske (og theologiske, til visse) Overlevering.

Det har været en vigtig opgave for Fotius at genfortælle beretningerne om disse fortidens kæmper, som er omgærdet af så stor respekt i den ortodokse kirke. En af dem er Katarina af Alexandria, der har lagt navn til Katarina-klostret i Sinai-ørkenen. Om denne helgens martyrium i det fjerde århundrede lyder det i Fotius fordanskning:

Den 25. blev Catarina trukken ud af sit Fængsel og viste sig for Domstolen skønnere og mere blændende af himmelsk Glæde, end da hun blev indsat; thi hun saae, at Dagen for hendes Forening med Kristus var kommen. Man førte hende uden for Staden, og efter en sidste Takkebøn til Herren, Der havde åbenbaret hende den sande Visdoms uudtømmelige Skatte, var det den Helliges Tur til at få Hovedet hugget af.

Om helgener som Katarina oplyser forfatter Fader Macarius i værket, at man i de tidlige kristne menigheder fik for skik ud over den ugentlige Fejring af Herrens Dag at gå ud og holde gudstjeneste på de lokale martyrers grave på årsdagen for deres Fødsel til Himmelen.

Macarius beskriver sin ambition med værket på denne måde:

Formålet med Synaxariet er at bringe enhver uanset alder og livsstilling aandelig Føde gennem Mødet med de Hellige, der ihukommes hver Dag, saa det må tjene som Forberedelse til Bøn.

Spørger man Fotius, hvad hans mål med det gigantiske oversættelsesarbejde har været, svarer han simpelt:

Jeg har længe selv savnet at have oversættelserne på dansk. Og det har andre måske også.