På Pia Kjærsgaards (DF) gravsten skal der stå ”Jeg har gjort mig umage”. Det fortæller formanden for Folketinget i hvert fald selv i en ny bog.
Bogen ”Hvad skal der stå på din gravsten?” udkommer på tirsdag, og i den kan man læse, hvad 50 danskere, heriblandt 30 kendte, gerne vil have skal være de sidste ord, de giver til omverdenen. For eksempel vil erhvervsleder Stine Bosse gerne have ”Jeg er på vej” stående på sin sten, mens forfatter Hanne-Vibeke Holst har valgt det mere kontante ”Hellere kælling end kylling”, og erhvervsmanden Asger Aamund det mere humoristiske ”Jeg arbejder på et comeback”.
Bogen er skrevet af forfatter og pædagog Marlene Torm Gertsen, som fik idéen efter en samtale med folketingspolitiker Naser Khader (K), som fortalte, at han ville have ”Fortsættelse følger” stående på sin sten.
”I dag vil vi gerne have kontrol med alting, og jeg tror, det er ved at gå op for folk, at de faktisk også selv kan vælge, hvad de vil huskes for efter døden. Jeg synes, svarene i bogen siger noget særligt om de mennesker, og hvor de befinder sig i deres liv nu. Det er ikke sikkert, at de vil vælge de samme ord, hvis man spørger dem om 10 år, men det viser, hvad de har med sig i rygsækken af glæde og sorg lige nu,” siger hun.
De valgte ord i bogen er meget forskellige. Hvor nogle er dybe og eftertænksomme, vælger andre ord, der passer til deres profession, og andre gør noget ud af at give et budskab videre. Mange er også sjove, hvilket dog ikke betyder, at bogen kun skal ses som morsom læsning, siger Marlene Torm Gertsen.
”Jeg vil gerne fremme en form for åndelighed i det offentlige rum og gøre, at folk måske kommer til at tale med hinanden om livet og døden. Det skal vi turde. Mange af dem, der har takket nej til at deltage, har netop været unge eller mennesker, der endnu ikke har forholdt sig til døden,” siger hun.
Traditionen med at få skrevet et særligt ord på sin gravsten er dog ikke noget nyt, siger historiker og kirkegårdsrundviser i Aarhus Klaus Berthelsen. Ifølge ham findes der sten helt tilbage fra vikingetiden, hvorpå man finder karakteristikker af de døde, og i nyere tid har særligt kristne fra Indre Mission haft tradition for at have et bibelord eller en henvisning til et bestemt skriftsted stående på deres gravsten.
”Nogle steder finder man for eksempel bogstaverne ”ps.b.”, som henviser til Salmernes Bog, samt verselinjerne for et bestemt skriftsted. Dermed viste man, hvad man levede efter og ville huskes for, og man sendte et klart signal til gæster på kirkegården om, at der her lå en troende begravet,” siger historikeren og tilføjer, at mennesker i dag i mindre grad tager udgangspunkt i Bibelen og den kristne tro, hvilket den nye bog også lader til at vise.
I stedet kan personlige gravtekster i dag være inspireret af sange og digte, siger kirkegårdsleder på Silkeborg Kirkegårde og Krematorium Jens Dejgaard Jensen, der også er med i Foreningen for Kirkegårdskulturs bestyrelse. Han nævner som eksempel en gravsten med et citat fra en Anne Linnet-sang. Generelt vil han dog sige, at det er forholdsvis sjældent, han ser særlige ”bonmots” på gravsten. Men han håber, den nye bog kan få flere til at overveje muligheden.
”Jeg synes, det er noget, vi alle bør tænke over, og ud fra et kirkegårdskultur-perspektiv synes jeg også, det ville være fint, hvis flere fandt sig et lille ’sidste ord’. For vi elsker jo, når vi ud fra gamle sten kan se et livsforløb. Tidligere kunne man ofte finde informationer som titel og fødested på gravsten, men i dag står der ofte bare et navn og et årstal,” siger han.
Det at vælge sine sidste ord til gravstenen kan også være en måde, hvorpå man får sat ord på døden, siger sognepræst i Sct. Matthæus Kirke i København Birgitte Kragh Engholm.
”Det er en måde at turde tale om, at vi engang skal herfra, hvilket er positivt. Svagheden er til gengæld, at det kan bunde i et ønske om kontrol. Det er et stærkt tegn i tiden, at vi mennesker har behov for og også tror på, at vi kan kontrollere alt – selv hele vejen ind i evigheden. Men det kan vi ikke, og den erkendelse vil komme til os som en stor og grim overraskelse, hvis vi ikke lærer at acceptere den,” siger hun.