I oktober blev et lovforslag, der indeholdt vidtgående indskrænkelser over for trossamfund uden for den ortodokse kirke, fremsat i det bulgarske parlament. Som først fremsat ville det blandt andet medføre forbud mod udlændinge i trossamfunds bestyrelser eller administrationer samt besværliggøre brugen af udenlandske forkyndere. I forslaget lød det derudover, at et trossamfund skal bestå af mindst 3000 mennesker for at blive godkendt af staten, og at det ikke skal være tilladt at praktisere religiøse ritualer uden for bygninger godkendt til gudstjenestebrug.
De sidste uger har tusinder af mennesker demonstreret mod lovforslaget foran parlamentsbygningen i Bulgariens hovedstad, Sofia. Demonstranterne mener, at vedtagelsen af sådan en lov vil gøre det praktisk talt umuligt at være et mindre trossamfund i Bulgarien.
Der er ingen tidsplan for andenbehandling af lovforslaget, men det forlyder, at de mest vidtgående elementer af lovforslaget er taget ud, blandt andet på grund af pres fra den ortodokse kirke, der gav kritik af forslaget fremsat i oktober. Det siger Anthony Georgieff, der er redaktør af det engelsksprogede månedsmagasin om Bulgarien, ”Vagabond”, og som i slutningen af 1990’erne skrev analyser om Østeuropa for Kristeligt Dagblad.
”Det erklærede formål med lovforslaget er at sikre nationens sikkerhed – formentlig ved at styrke kontrollen af ekstreme moskéer. Men det er der ikke mange, der er enige i, og heller ikke den ortodokse kirke, der har taget afstand til forslaget,” siger han.
Ifølge Anthony Georgieff har den ortodokse kirke især været kritisk over for, at tre højrenationale partier bag lovforslaget har villet blande national sikkerhed sammen med religion. Terrorisme og religiøs ekstremisme må bekæmpes af efterretningstjenester og politi, ikke af kirken, lyder indvendingen ifølge journalisten, der selv ser lovforslaget som et ønske om at styrke den nationale identitet ved hjælp af religion.
”Den ortodokse kirke bliver af bulgarske politikere i stigende grad set som en hoved-ingrediens i bulgarsk kultur. Hovedformålet med forslaget er ikke at bekæmpe terrorisme, men derimod for politikerne at få sat sig i scene som vogtere af den nationale identitet,” siger han.
På den måde lægger Bulgarien sig op ad en bredere tendens i Østeuropa, siger historiker og professor emeritus Uffe Østergaard, der i mange år har beskæftiget sig med spørgsmålet om national identitet i Europa.
”I det ortodokse Østeuropa er man i kamp mod primært de amerikanske karismatiske kirker og Jehovas Vidner, der efter Murens fald rykkede ind og omvendte folk i store mængder. Gennem de senere år er den ortodokse kristendom kommet til at stå stærkere i Bulgarien og de omgivende lande. Det sker naturligvis på bekostning af de øvrige trossamfund, for det er jo et nulsumsspil,” siger han og tilføjer, at det formentlig er med god grund, at disse lande er på vagt over for religiøs indflydelse fra Vesten, når man ser på andre verdensdele.
”Evangelikale kirker har slået enormt igennem i Sydamerika og Afrika. I et land som Brasilien er det for eksempel gået stærkt. Tidligere var det næsten udelukkende katolsk, men nu tilhører over 20 procent af befolkningen en frikirke. Noget lignende ville mange ortodokse lande finde problematisk, så der er en årsag til deres bekymring,” siger han.
Lektor emeritus og ekspert i Østeuropa Karsten Fledelius mener også, at lovforslaget i Bulgarien spiller ind i en bredere østeuropæisk tendens i synet på religion.
”Den ortodokse kirke er fastholdt i en forsvarsposition, der kommer af, at den har været under kommunismens pres. Efter Murens fald er det blevet tydeligt, at de ortodokse lande har et protektionistisk forhold til religion. De ser ofte protestantismen som en fjende, som bryder ind på den ortodokse kirkes traditionelle territorium, rationaliserer troen og ikke har sans for mysteriet og ritualerne,” siger han.