Når der er gudstjeneste i Baptistkirken på Bornholm, foregår det de fleste søndage sådan, at der først er en dansk gudstjeneste og herefter en gudstjeneste på chin, som er det sprog, der tales af de fleste burmesiske kristne fra Chin-regionen i Myanmar. En gang om måneden er der fælles familiegudstjeneste med nadver, hvor der oversættes fra dansk til chin. De fleste andre steder i landet, hvor der bor samme segment af burmesere, som de kalder sig selv, har de skabt egne menigheder, som dog for de fleste vedkommende er tilknyttet Baptistkirken i Danmark.
”Vi har vores egen kultur og vores eget sprog, og for de ældste i vores gruppe er det stadig svært at klare os på dansk. Især når det gælder troen, er det vigtigt for mange, at det foregår på chin, fordi det er troens hjertesprog for os,” forklarer Biak Chin Par Lian, kaldet Chin Chin, der nu bor i Ølgod med sin mand og deres tre sønner. De er medlemmer af Chin Bethel Church i Skjern.
Da de første FN-kvoteflygtninge fra Chin-regionen i Burma kom til Danmark i 2003, og langt de fleste kristne burmesere blev fra starten integreret i lokale baptistmenigheder, hvor de danske medlemmer gjorde et stort arbejde for at hjælpe burmeserne ind i menigheden ved at hente dem op til 50 kilometer fra kirken eller betale for klippekort til bussen, tildele de nye familier en kontaktfamilie og tage sproglige hensyn.
Migranterne deltog også aktivt i gudstjenesterne med sang. Inspireret af amerikansk praksis valgte en del chin’er efterhånden at danne egne menigheder, der så siden søgte optagelse i BaptistKirken. Den første chin-menighed, Chin Bethel Church i Skjern, blev optaget i BaptistKirken i 2011, og siden fulgte syv andre menigheder efter.
”Der er store kulturelle forskelle, ikke mindst i forhold til kønsroller. Desuden er der forskel på bibelsynet, hvor chin-burmesere nok i højere grad end de danske baptister læser og forstår Bibelen bogstaveligt og derfor blandt andet tager det meget alvorligt at give tiende og også opfatter manden som familiens og menighedens hoved,” forklarer Biak Chin Par Lian.
I sin kandidatopgave i diakoni fra 2020 beskriver hun netop de kulturelle forskelle, hvad angår køn, og hun citerer en ung mandlig leder i en chin-menighed for følgende. ”Jeg har ikke en tankegang om at vælge en kvinde frem for en mand til ledelsen, så længe der er en mand, da kvinder er mere begrænsede på grund af arbejdet i hjemmet”, og hun konkluderer:
”Når man møder sådan en holdning, kan man godt tænke, at der er lang vej igen til ligestilling inden for chinkirken.”
Hun understreger dog, at der sker forandringer, og at der i chin-menighederne i Danmark er ordineret en enkelt kvindelig præst. Derudover er der fire kvindelige præster, som er indsat, men ikke ordineret, hvilket betyder, at de i praksis ikke kan forestå dåb, nadver og begravelse.
”Der er ingen teologisk forhindring for, at de kan blive ordineret. Men i menighedernes ledelser, som også er med i vores kirkelige paraplyorganisations samlede ledelse, sidder der mænd på alle de øverste poster, og de har lavet nogle strenge kriterier, som gør det svært at få lov at blive ordineret. Det er et problem, både for kvinderne og for de unge generelt, som har en drøm om at blive præster. Vi skal give de unge medansvar, hvis vi vil fastholde næste generation i kirken,” siger Biak Chin Par Lian.
Hun er valgt ind i landsledelsen for BaptistKirken i Danmark som suppleant og er desuden aktiv i sin egen menighed med forskellige ad hoc-opgaver. I sin kandidatafhandling peger hun på, at de børn og unge, som vokser op i Danmark hverken føler sig som chin-burmesere eller som danskere, men befinder sig et tredje sted, hvor de kan føle sig under dobbelt forventningspres fra både det danske samfund og deres familier.
Hvis de unge skal fastholdes i kirken, mener hun derfor, at det er vigtigt, at de selv får lov at være med til at forme og definere kulturen.
”Heldigvis er der blevet større åbenhed i vores menigheder for at tale om de spørgsmål, og der sker forandringer. Da jeg for nogle år siden introducerede undervisning for børn og unge i menigheden på dansk og lod nogle danskere komme og undervise, blev jeg kritiseret hårdt for det. Men nu kan de fleste godt se, at vi er nødt til at være mere fleksible, hvis vi vil give troen videre til vores børn. Vi har forskellige sprog i chin-regionen, og derfor er det naturlige fællessprog for vores børn og unge typisk dansk. Det er et faktum, vi må tage højde for,” siger Biak Chin Par Lian.
Hun tilføjer, at det er en hjælp for forældrene i chin-menighederne, at de kan spejle sig i forældregenerationen blandt danskerne i BaptistKirken.
”Vi kan se, at de også har en udfordring med at bygge bro mellem generationerne og fastholde de unge i troen. Vores udfordring har blot den ekstra dimension, at der sker en sproglig og kulturel forandring, fordi vores børn tager mere og mere af det danske til sig,” siger hun.
Sambuh Langle kom til Danmark fra Burma i 2007 og bosatte sig sammen med resten af sin familie på Bornholm. Hele hans familie er medlem af BaptistKirken på Bornholm, hvor omkring 40 chin-burmesere indgår i menigheden, mens en større gruppe chin-burmesere i 2012 valgte at danne deres egen burmesiske menighed.
”Der er ikke uvenskab mellem den selvstændige chin-menighed og os andre. Vi har god kontakt og beder også sammen, når der for eksempel er sket dødsfald blandt slægtninge i Burma. Men jeg tror, at vi medlemmer af den danske menighed, tager dansk kultur til os hurtigere, og jeg er sikker på, at det er medvirkende til, at vi kan fastholde næste generation i troen og kirken,” siger han.
Han har en professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation fra Diakonhøjskolen i Aarhus, og i hans bacheloropgave om kulturmøde fra 2019 beskriver han, hvordan de burmesiske flygtninge er blevet integreret i den danske menighed. Han konkluderer, at det i den bornholmske menighed er lykkedes for to forskellige kulturer at samarbejde og bygge bro ved hjælp af kulturel intelligens. Men han peger på en burmesisk fordel:
”Vi har den styrke som burmesere, at vi taler om tro derhjemme i familien, meget mere end danskerne. Vi spiser aldrig et måltid uden først at takke Gud. Vi er også bedre til at tage vores børn med i kirke, end danskerne er,” siger han og henviser til, at syv børne- og ungdomsforeninger fra chin-menigheder er medlemmer af Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, BBU, hvor chin’er udgør ca. 30 procent af medlemsskaren, og to ud af syv medlemmer af landsledelsen er chin’er, heriblandt Sambuh Langle selv.
Både Sambuh Langle og Chin Chin understreger den store positive betydning, som kontakten med BaptistKirken i Danmark har haft.
”Det har haft enorm betydning for vores integration, at vi har haft danske kontaktfamilier, som har lært os dansk kultur – hvordan man fejrer jul i Danmark, og hvad man spiser til julemiddagen.”