13-årige Steen sad på sit værelse og tænkte på, om Gud virkelig var til. Det var det år, han skulle konfirmeres, og tankerne kredsede omkring Guds eksistens. Måske skulle han bede Gud om et tegn så ville han ikke længere være i tvivl.
Som tænkt så gjort. Steen blev enig med sig selv om, at han ville bede Gud om at vise sig for ham som en engel. Men da han havde siddet og bedt og tænkt lidt nærmere over det, blev han alligevel klar over, at en stor engel i hans lille værelse nok ville virke lidt voldsom og måske ligefrem skræmmende.
LÆS OGSÅ: Bøn er åndedræt for troen
Så blev han opmærksom på det lommetørklæde, der lå på gulvet, og tænkte, at hvis Gud bare kunne fjerne det, så ville det være tegn nok. Efter en tid i bøn syntes han dog, at det stadig var lidt for meget at forlange, så måske Gud bare kunne rykke lommetørklædet en meter. Så bad han inderligt i hvert fald i en halv time om, at Gud ville rykke lommetørklædet, mens han indimellem kiggede ned og undrede sig over, at det stadig lå samme sted.
Det var meget mærkeligt for mig, at det blev ved med at ligge der næsten som om det lå der i protest. Men det mærkelige var også, at da jeg holdt op med at bede, og det lå der endnu, og jeg selv samlede det op, så mistede jeg ikke troen af det, men fik en dybere erfaring af Gud. Jeg har ofte siden tænkt på det, der står i juleevangeliet: at tegnet er, at vi skal finde et barn. Det tegn, Gud vil give, er allerede givet, så vi skal ikke bede om flere for at kende Gud, siger biskop Steen Skovsgaard, der i dag 46 år senere er lykkelig for, at Gud ikke rykkede det lommetørklæde, som han dengang bad så inderligt om:
Jeg er sikker på, at det ville have været totalt ødelæggende for min tro. Så ville jeg have bygget den på noget helt forkert.
Selvom Steen Skovsgaard ikke som 13-årig fik det tegn, han bad om, er han blevet ved med at bede for sig selv, for andre og for at sige tak til Gud. Og i dag udkommer hans bog Bøn. En indføring i bønnens univers, der er blevet til i samarbejde med Bibelselskabet.
I lommebogen på 23 sider bruger Steen Skovsgaard fadervor som ramme til at fortælle om bøn og forsøge at svare på nogle af de spørgsmål, der kan opstå, når man enten taler om bøn eller selv forsøger at bede. Den er primært skrevet til folk, der ikke så ofte går i kirke, men som gerne vil stifte bekendtskab med emnet bøn. Og målet er helt klart at få flere til at bede, siger biskoppen. Bøn er nemlig vigtig for at holde troen i live, mener han. Hvis man ikke beder, får troen ikke næring, og så dør den:
Det er ligesom et træ, der må folde blade eller grene ud mod himlen og modtage lyset for at få næring til roden. Sådan er bønnen også at strække sig op mod Gud og modtage lys, kraft og næring fra ham til at styrke troen, siger han, mens solen eksemplarisk skinner i de forårsgrønne blade uden for vinduet ved bispekontoret i Nykøbing Falster.
Bedt om at uddybe sammenligner Skovsgaard bøn med kærligheden mellem to personer:
Kærligheden kan ikke leve ordløst i længere tid. Man vil tale med den, man holder af, og lytte til den, man holder af. Hvis man ikke snakker sammen i lang tid, er det udtryk for, at der er et problem. Så vokser man fra hinanden. Så bønnen er også en måde at vokse sammen på.
For Steen Skovsgaard har der været god timing i at skulle skrive en bog om bøn nu. Han har netop haft studieorlov, hvor han har studeret tidligere biskop og politiker D.G. Monrads bog Fra bønnens verden. Og denne Monrad bliver da også hevet frem og citeret flere gange i løbet af et. Eksempelvis da Skovsgaard skal svare på, hvor ofte man skal bede. Her citerer han efter hukommelsen Monrads svar til en kommende præst:
Hvor ofte skal vi bede, spørger du? Men jeg spørger dig, hvor ofte fornyer du ilden i dit kammer ved vintertide. Ikke sandt, når det bliver koldt. Så du skal bede, når hjertet bliver koldt.
Ligesom Monrad ikke angiver noget tidsrum for bøn, mener Steen Skovsgaard heller ikke, man skal give retningslinjer for, hvor meget der skal bedes. Men han fremhæver billedet af bønnen, der holder hjertet varmt, og nødvendigheden af at bede, når hjertet er ved at blive koldt, ligegyldigt eller bundet til for mange dagligdagsting.
Det kan dog være godt at have nogle faste ritualer, så man kan gøre bøn til en naturlig del af sin hverdag:
Ikke for ritualets skyld, men for vores egen, så vi har noget at holde fast i. At man beslutter sig for, hvornår man har tid eller vil sætte tid af til bøn og til at gå på opdagelse i den åndelige verden eller i bønnens verden.
Selv indleder biskoppen eksempelvis hvert måltid med en bøn, som med få variationer er den samme hver gang. Nogle gange lyder den Velsign disse gaver, som vi får af din milde godhed, ved Jesus Kristus vor Herre, mens det andre gange bare bliver til Vi takker dig for disse og alle dine gaver.
Han bruger også jævnligt tidebøn, som er bønner, der følger døgnets rytme, og hvor teksten primært består af bibeltekster især fra Salmernes Bog.
Jeg lærte det som teologistuderende, og det har givet mig en dybere forståelse for bøn og også særligt for Davidssalmerne, siger han.
Steen Skovsgaard beder også hver morgen, når han er på vej ud af sengen. Her er det også en fast remse, men nu ved middagstid tager det lidt tid at finde ordene frem:
Jeg slår korsets tegn for mig selv, og så siger jeg ja, hvad siger jeg... Jeg ved det jo først, når jeg står op: Jeg takker dig for nattens søvn og hvile, og jeg beder dig velsigne og bevare mig for alt ondt og føre mig til det evige liv eller noget i den stil.
I sin bog citerer Steen Skovsgaard blandt andet fra Matthæusevangeliet, hvor der står Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Han anerkender dog, at man ikke nødvendigvis vil se nogen ydre resultater af bønnen det er ikke sikkert, man får det, man ønsker sig, eller at den, man beder for, bliver rask. Men en eller anden virkning vil bønnen altid have, mener biskoppen og peger i den sammenhæng på sætningen fra fadervor ske din vilje:
Man siger trods alt ikke bed, så skal du få, hvad du ønsker, men der skal gives jer. Jeg ser det som et udtryk for, at du altid får noget i bønnen. Selvom du ikke får dit ønske opfyldt, kan det være, du får din vilje forandret. At du opdager, at du går ind i bønnen med din egen vilje, men går ud med Guds vilje.
Når Steen Skovsgaard selv beder, oplever han ofte at få en særlig fred i sindet, som får ham til at føle sig forankret i troen og forholdet til Gud. Men han har også oplevet helt konkret at få det, han har bedt om, selvom han ikke lukker op for det lige med det samme, da han bliver spurgt om sit syn på mirakler.
Jeg synes, jeg har oplevet mange ting, men jeg har det nok også sådan, at det er der, hvor man er lidt forsigtig med at snakke for meget om det, for der er en blufærdighed over at få det blæst for højt op, begynder han, men fortsætter så med at fortælle om en kvinde, der lå for døden, og som han som sognepræst blev kaldt ud til:
Kvinden var i koma, så det var ikke muligt at holde en andagt. Det var datteren, der havde ringet efter mig, og hun var ked af det, så vi aftalte, at jeg skulle komme igen næste dag klokken tre. Så ringede jeg til en kvinde, der så det som sin livsopgave at bede for mit sogn, og spurgte, om hun ville bede om, at den syge kvinde ville vågne, når jeg kom næste dag. Men da jeg kom næste dag lidt før tre, var hun stadig i koma. Datteren og jeg gik ud i køkkenet for at få en kop kaffe, og der gik det op for mig, at klokken først nu var tre. Så vi gik ind igen, og da jeg begyndte at tale derinde, vågnede kvinden op. Så sang vi en salme, og hun var helt klar. Og næste dag døde hun.
Steen Skovsgaard har dog også oplevet at stå frustreret og uforstående i tilfælde, hvor Gud ikke greb ind. Som da en af hans konfirmander i Aarhus for mange år siden blev myrdet. Men i den slags situationer er det i orden at være vred på Gud og give udtryk for sin vrede, mener han.
Det går ikke altid op i en højere enhed, og der er masser af anfægtelser omkring det med bøn, hvor man må sige, det fatter jeg simpelthen ikke. Men der vil jeg beholde min ret til som Job fra Det Gamle Testamente at stille mig op og sige, det er bare ikke rimeligt og skælde Gud ud. Det har vi også lov til.
Kultur side 14