Præst og anmelderrost forfatter Maria Baastrup Jørgensen har netop sendt undervisningsmaterialet Min Mini Katekismus Kristendom fra top til tå på gaden i fredags. Materialet er målrettet minikonfirmander mellem ni og 11 år. Bogen er opdelt i 13 temaer, der henvender sig til hver sin kropsdel som hoved, arme, mave og ned til fødderne.
LÆS OGSÅ: Kristendom med krop
Ambitionen er at tage udgangspunkt i børnenes virkelighed og gennem kroppen lære dem om, hvad kirke og kristendom er. Det ser indtil nu ud til at være lykkedes. I hvert fald har modtagelsen været positiv blandt andet her i avisen.
Hvad fik dig i gang?
Jeg syntes, der manglede et undervisningsmateriale, der imødekom børnene. Enten bliver det nemt noget med madpakker og farvelægning af bibelbilleder eller komplicerede begreber om nåde og Helligånd, som er for abstrakt for børnene. Børn op til en 11-12 år lærer og får i høj grad deres erfaringer gennem kroppen. De er utroligt nysgerrige og videbegærlige, og hvis man tager udgangspunkt i deres egne erfaringer, kan man faktisk fortælle dem rigtig meget. Også Bibelens begreber.
Hvordan kan man sætte eksempelvis krop og synd sammen?
Børn har på det tidspunkt prøvet at gøre noget forkert og skamme sig og blive flove, men de har sjældent et veludviklet sprog for det endnu. Men de kender kroppens reaktioner på det ved at blive røde i hovederne, se ned og have en grim fornemmelse i maven. Og mange af Bibelens fortællinger har det samme udgangspunkt. Adam og Eva gemmer sig, fordi de skammer sig, og Kain går med sænket hoved og kan ikke se op i lyset, fordi han er vred på Gud.
Sådan er Bibelens budskaber ofte knyttet til noget fysisk og kroppen. Og det forstår børnene. Som kristen bærer man billedligt hinandens byrder, men ved at børnene gør det fysisk, bliver de langt mere modtagelige over for et kompliceret begreb som medlidenhed.
Hvor fik du inspirationen fra?
Ud over i mit arbejde med børn oplevede jeg som hospitalspræst, at det indimellem kunne være svært at relatere evangeliernes budskaber til patienternes situation. Men ved at tage udgangspunkt i deres konkrete ståsted og erfaringer kunne de lettere forstå, hvorfor Bibelens budskaber er vedkommende for dem. Så på den måde adskiller de sig faktisk ikke voldsomt fra børnene.
Er præsterne for dårlige til at nå børn?
Mange er rigtige dygtige, men der er desværre foruroligende stor forskel på kvaliteten rundt omkring. Jeg mener, der mangler et tilsyn og et bedre evalueringsgrundlag af præsterne. Og de steder, det ikke fungerer, tror jeg, det ville være en god ide at ansætte sognemedhjælpere, der er vant til børn. Men sådan er det jo også med de almindelige gudstjenester.
Der er mange steder, hvor præsterne er imponerende og medrivende i forhold til at få menigheden med. Men der er også mange steder, hvor der er en grund til, at kirkerne står tomme. Og her tror jeg, man skal blive bedre til at tænke anderledes og udfordrende. Her kunne det være en god ide i fremtiden at tage udgangspunkt i folks egne erfaringer og medtænke kroppen og bevægelse.