Politik er følelser og ikke en skid andet.
Sådan lyder den enkle definition på politik ifølge Mogens Camres partifælle Søren Espersen. Det gør Søren Espersen til en farlig mand, der står i ledtog med islamismen, hvis man skal følge Camres logik. I sin Påtale i Information den 21. maj 2008 hævder Camre nemlig, at Vesten er kendetegnet ved fornuft og rationalitet, mens islam repræsenterer det modsatte deriblandt de følelser, som Espersen driver politik ud fra. Da alle anstændige mennesker i dette land ifølge Camre er anti-islamiske, må man gå ud fra, at Camre ufortrødent skrider til kamp mod Espersen.
Og han vil ikke stoppe her. Når han ser sin partiformand træde frem med et kors om halsen, vil han belære hende om, at religion er bygget på uvidenhed, frygt, irrationalitet og regulær dumhed, ligesom han vil kæmpe for, at hans to partifæller Langballe og Krarup betaler de penge tilbage, som de som statsansatte (!) embedsmænd har fået for at udbrede al denne dumhed. Og så vil han belære dem om, at den sammenblanding mellem stat og religion, som folkekirken bygger på, gør folkekirken til en anti-vestlig institution.
Nej, alt dette vil Camre ikke gøre. For Camre er først og sidst inkonsekvent og dét helt ind til marven, idet han ud fra et absolutistisk standpunkt vil bekæmpe det totalitære. Denne selvmodsigelse skriger til himlen, hvilket da også er, hvad Camre gør: Han skriger rasende til den himmel, som religionen symboliserer samtidig med, at han placerer sig i den himmelske dommers position. Den dommer, der skiller fårene fra bukkene de anstændige anti-islamister og de uanstændige naivister. Denne modsigelse er ikke tilfældig, for selvom Camre hævder at repræsentere den sekulære fornuft, så bygger hans standpunkt på den rene metafysik, nemlig den radikale oplysningstænknings skarpe modsætning mellem Fornuft med stort F på den ene side og religion og tradition på den anden. Og denne tro på den absolutte fornuft er metafysik oven i købet en totalitær metafysik, hvilket da også viste sig i den radikale oplysningstænknings produkt: Den franske revolutions inhumane styre.
Det er altså en 200 år gammel indsigt, at hvis man gør fornuften til det absolutte, så ender man med alle de ulykker, som enhver form for totalitær tænkning fører med sig. Historien har vist os, at en ubegrænset fornuftstro uvægerligt vil slå over i irrationalitet altså i de følelser, som Espersen indrømmer er Dansk Folkepartis omdrejningspunkt.
Denne irrationalitet viser sig da også i forholdet til demokratiet: Dansk Folkeparti bekæmper indædt de udemokratiske kræfter og er samtidig det eneste parti, der bygger på et autokratisk styre. Her var en opgave for Camres ideologiske uforsonlighed: Gennemtving demokratiet i dit eget parti, så det kan rykke ud af fortidens mørke.
Claus Christoffersen er medlem af SFs hovedbestyrelse og Ida Auken er MF for SF.