Prøv avisen

Chikane og forfølgelse drev Raza ud af to asylcentre

Den 24-årige Maisam Raza fra Pakistan ønsker ikke at få sit ansigt i avisen af frygt for at blive genkendt og opsøgt af personer, som han mener vil ham det ondt. Navn vil han dog gerne stå frem med, for han ønsker, at hans personlige historie skal vise det danske samfund, hvordan livet på et asylcenter kan være. For hans vedkommende var opholdene på asylcenter præget af usikkerhed og frygt for de andre beboere. – Foto: .

Den pakistanske mand Maisam Raza er flyttet fra to danske asylcentre, fordi han på grund af sin kristne tro ikke kunne leve i fred for centrets øvrige beboere, ligesom han ikke kunne leve i fred i Pakistan. Nu drømmer han om ophold og uddannelse i Danmark

Klokken var knap 5 om morgenen, da personalet hentede Maisam Raza.

I to dage havde han opholdt sig og sovet på personalets kontor. Afskærmet fra asylcentrets øvrige beboere. Nu hentede centrets leder ham i ly af natten.

LÆS OGSÅ:
Kristen flygtninge chikaneres i asylcentre

Men Raza forblev ikke uopdaget. Uden for bygningen sad en af de personer, som havde chikaneret ham i månedsvis.

Ifølge Raza holdt personen og hans gruppe ham simpelthen under opsyn døgnet rundt på grund af hans kristne tro. Men inden personen nåede at reagere, blev Raza i al hast kørt væk fra Asylcenter Avnø på Sydsjælland.

De flyttede mig fra Avnø for at beskytte mig, og personalet har siden ringet til mig flere gange for at sikre sig, at jeg var okay, fortæller den 24-årige Maisam Raza på syngende pakistaner-engelsk.

Asylcentret i Avnø er nu lukket. Raza forlod det i slutningen af juli og blev flyttet til Center Holme-gaard på Langeland. Under opholdet på Avnø fra marts til juli følte han sig udsat som kristen.

Han havde fået ansvaret for at vise film på asylcentret, men en gruppe på tre-fire personer bestående af afghanere og kurdere gjorde jobbet til en blandet fornøjelse. Under filmvisningerne opsøgte de Raza, skubbede til ham flere gange og udspurgte ham igen og igen om hans kristne tro. Som pakistaner kan man ikke være kristen, mente de.

Når jeg gik hen i centrets cafeteria fulgte de efter mig, når jeg gik rundt på centret, holdt de øje med mig. De fornærmede mig hele tiden med ord på grund af min tro. Det har de overhovedet ikke ret til, fortæller han.

Løsningen blev, at personalet flyttede Raza til asylcentret på Langeland. Men Raza er ikke den første kristne asylsøger, der oplever chikane på et dansk asylcenter.

Kristeligt Dagblad kunne i sidste uge fortælle, at kristne asylcenterbeboere oplever mobning eller forfølges på 9 af landets 12 asylcentre for voksne.

Den afghanske mand Gholam Habib Karimi fik tæsk med knytnæveslag i ansigtet, mens den afghanske kvinde Parvin Jafari modtog et trusselsbrev om, at hvis hun vendte tilbage til Afghanistan, ville der blive holdt en retssag ude på landet, fordi hun var konverteret til kristendommen og havde giftet sig med en kristen iransk mand.

Raza har ikke fået fysiske tæsk som Habib Karimi, men psykiske tæv har han modtaget rigeligt af, mener han. Ikke blot på det nu lukkede Center Avnø på Sydsjælland, men også på Holmegaard på Langeland. Her har han boet siden slutningen af juli og indtil for få dage siden, hvor han sammen med to familier fik plads i en lille villa i den undselige landsby Humble på Langeland.

På Center Holmegaard oplevede han dagligt, at centrets beboere udspurgte ham om hans kristne tro og forsøgte at tvinge ham med til muslimske bønnemøder. Når han ikke ville, blev tonen aggressiv og uforsonlig. Sådan følte han det, og derfor holdt han sig for sig selv. Raza praktiserede ikke sin kristne tro åbent. Det havde han intet behov for.

Jeg vil egentlig bare gerne undgå problemer og undgå at ødelægge min asylsag. Jeg vil gerne på sprogskole og måske, hvis det engang er muligt, læse til ingeniør. Det her er ikke et liv. Jeg ønsker et rigtigt liv.

Maisam Raza flygtede til Danmark i jagten på et rigtigt liv. I marts i år ankom han fra Pakistan efter at have boet en årrække i Norge forinden. I Norge levede han med sin far, som arbejdede på den pakistanske ambassade i Oslo, og sin kristne mor og to søstre.

I Norge kom Raza i kontakt med to nordmænd, som førte ham dybere ind i den kristendom, hans mor allerede havde vist ham.

Det bifaldt hans far ikke. Han forsøgte at tæske fornuft ind i Raza, og da det ikke hjalp, sendte faderen ham med en enkeltbillet til Pakistan. Her skulle han bo hos faderens bror i landsbyen Barakoh en time fra hovedstaden, Islamabad.

Men der var ikke tale om en kærlig familievisit. Som kristen måtte Raza ikke være i fysisk kontakt med de andre familiemedlemmer, hans tøj og service blev vasket for sig, og farbroderen forhørte ham om hans kristne tro. Bedre blev det ikke, da hans forældre flyttede til Barakoh.

Faderen fortsatte sin voldelige adfærd, og da Raza meldte ham til politiet for at have låst moderen inde, kvitterede politiet ved at tage faderens parti og forbyde Raza at praktisere sin tro.

Kort efter fornemmede Raza, at situationen var ved at komme ud af kontrol. Først overfaldt fire maskerede mænd ham en aften med ordre om ikke at sige sin far imod. Derefter fortalte hans mor ham efter et moskébesøg, at mullahen havde sagt god for at slå Raza ihjel på grund af hans frafald fra islam. Moderen rådede ham til at flygte.

Så Raza flygtede. Og siden er han mere eller mindre flygtet fra to danske asylcentre, fordi han heller ikke her kan leve i fred som kristen. At vende tilbage til Pakistan tør han ikke af frygt for sit liv.

Hans mor har sendt ham et billede af hans fætter Imran, som har svoret at slå ham ihjel, hvis han vender tilbage. I øjeblikket venter Raza på at få sin asylsag afgjort ved Flygtningenævnet.

Sognepræst Helle Frimann Hansen fra Humble på Langeland kender Maisam Raza og er oprevet over hans situation.

Det her er ikke bare et spørgsmål om boligforhold, som det ofte gøres til. Selvom Raza nu har det godt efter at være sluset ud fra centret, er det da et problem, at han er kommet ud, fordi han ikke kunne være i fred , siger hun.

Men sager som Razas er tvetydige, fortæller Center Holmegaards souschef Christina Kallan, som pointerer, at centrets fokus er på medmenneskelighed, ikke religion.

Livet på et asylcenter går rigtig stærkt, og derfor er der selvfølgelig konflikter, vi ikke ser. Men jeg må sige, at langt de fleste konflikter handler om, at beboerne bor meget, meget tæt sammen.

Centret forsøgte at tage hensyn til Raza ved at tildele ham et eneværelse blandt centrets 250 beboere.

Mange af asylsøgerne med en marginaliseret religion kan næsten på forhånd føle sig forfulgt. De er vant til at være udsatte. Jeg benægter på ingen måde deres følelse af at være det, men mange af dem er simpelthen bange og en smule paranoide på forhånd, siger hun.

Christina Kallan fremhæver, at kristne asylsøgere ligefrem kan have en fordel i forhold til andre asylsøgere.

Eksempelvis er Raza jo så heldig, at der er præster og kirker, som tager sig af ham og hjælper ham. Det har andre religiøse personer ikke. Og netop i deres situation har de ofte et stort behov for, at religion skal hjælpe dem.