Prøv avisen

Christiansen: Det er ufortjent, at man bliver opelsket, som man gør

”Så længe man har næsen oven vande, må man svømme.” Sådan har Marianne Christiansen tænkt, siden hun blev reddet fra at drukne af en svensk mand. – Foto: Claus Fisker.

Hun sneg sig til at læse teologi, fordi hun frygtede omgivelsernes reaktion. I dag kunne hun ikke forestille sig at beskæftige sig med andet. Ikke ud over at tilbringe tid med sine seks børn, der hver og et kom dumpende som uventede gaver

Man skal sige ja til alt, siger hun smilende, men bestemt ovre fra sin sorte lædersofa. Marianne Christiansen behøver ikke mange sekunders betænkningstid til at overveje, hvad hun skal svare på spørgsmålet om, hvordan man skal begå sig i forhold til pressen, når man er en ud af to tilbageværende bispekandidater, der kæmper om at kunne kalde sig biskop over Haderslev Stift, inden april er omme.

LÆS OGSÅ: Økonomi og kirkeforfatning deler bispekandidater

Der var således heller ingen tøven, da Kristeligt Dagblad henvendte sig til hende for at spørge, om hun ville deltage i et interview, der skulle handle mere om liv og levned end teologi og valgkamp. Ikke at kalenderen er fyldt med overskydende huller hos bispekandidaten og sognepræsten i Løgumkloster tværtimod. Valgkampen er gået ind i sin sidste fase, og ud over samvittighedsfuldt at skulle passe sit sogn er hun derfor også optaget af forskellige møder rundtomkring, som gerne skulle ende med at kaste stemmer af sig.

Denne fredag formiddag er der dog ikke bud efter hverken sognepræst eller bispekandidat udefra, så hun har derfor inviteret inden for i den røde murstenspræstegård, der ligger midt i Løgumkloster by. Dog var vi nødt til at trække den til efter klokken 10.30, for klokken 10.00 har hun været oppe på sin yngste søns skole og høre ham fremlægge et emne om H.C. Andersen.

Ja, så sidder man der som den stolte mor, siger Marianne Christiansen smilende og rører dermed ved noget af det, som har fyldt allermest i hendes indtil nu 49-årige liv, nemlig moderskabet.

Seks børn i alderen 12 til 26 år har hun. To af dem er stadig hjemmeboende, de fire andre spredt ud så forskellige steder som Kairo, Kenya, København og Aarhus. Det betyder vel et vist antal rejser i både ind- og udland, for hun savner dem velsagtens, når de nu ikke bor lige om hjørnet?

Ja. Nej. Nej, det gør jeg faktisk ikke.

Marianne Christiansen ændrer hurtigt sit første ja til et nej.

Nej, for jeg ved jo, at de har det godt, og den største glæde er at se dem folde sig ud som voksne mennesker. Desuden åbner det verden at have børn, der bor langt væk, siger hun, men skynder sig at komme med en tilføjelse.

Nu håber jeg ikke, at det lyder forkert det skal det ikke. For jeg elsker selvfølgelig at være sammen med dem, og jeg glæder mig altid til at se dem, ligesom jeg for nylig gjorde i påsken.

At Marianne Christiansen og hendes mand, Henrik Svane, organist og korleder, har få-et seks børn sammen, og nu også to børnebørn, har intet med nøje familieplanlægning at gøre. Børnene er bare kommet dumpende ét efter ét.

Jeg har aldrig planlagt at skulle have børn, men jeg har heller aldrig været nødt til at hindre dem i at komme til livet. Jeg har bare været heldig, og de er en stor gave, siger hun og påpeger, at det største skridt i virkeligheden ikke var at få fjerde, femte eller sjette barn, men at gå fra et til to børn.

Efter nummer to var man ligesom vænnet til flerheden, siger hun.

Men hvordan får man et fuldtidsjob som præst og førhen også provst til at harmonere med moderskab til seks børn, der hver især har krævet deres?

Marianne Christiansen indrømmer, at der har været udfordringer undervejs, og at samvittigheden indimellem har været rigelig sort. Mest har det pint hende, at hun ikke har kunnet give sine børn et liv, hvor der var en klar adskillelse mellem arbejde og fritid. Men måske har det ikke været så slemt endda. Da hun for år tilbage skulle meddele børnene, at hun nu skiftede job og i stedet for præst og provst skulle være lektor på præsteuddannelsen, hvilket ville medføre, at hun var mere hjemme, var meldingen fra børnene i hvert fald klar:

Jamen mor, du er da altid hjemme.

De må jo på en eller anden måde alligevel have følt, at jeg var der, og have mærket min tilstedeværelse gennem væggene ind til kontoret, smiler Marianne Christiansen, der op gennem børnenes opvækst har haft tre faste holdepunkter, som har udgjort et fundament i familien.

Bispekandidaten beskriver holdepunkterne med tre enkle ord: bordet, sengen og kirken. Tre steder, hvortil der har knyttet sig og stadig knytter sig helt faste ritualer.

Hvad angår bordet, handler det om det væsentlige i at sidde til bords og spise sammen. Ved bordet deler man helt fysisk livet sammen, når man spiser. Alle er ligeværdige, og den fælles samtale har enorm betydning, forklarer hun og fortsætter:

Når jeg siger sengen, er det, fordi det har været vigtigt for mig at sidde ved mine børns sengekant om aftenen. Det er det tidspunkt, hvor man er tættest på døden, livet og alle de store tanker. Det er vigtigt at give plads til de store spørgsmål. Man kan selvfølgelig ikke svare på alt, men man kan dele sine tanker, siger Marianne Christiansen.

Kirken har selvsagt også spillet en stor rolle i de seks børns liv.

Alle som en er de blevet tvunget til at gå i kirke hver søndag, og nu sker det oven i købet, at de gør det frivilligt, fortæller hun.

Også dannelsesmæssigt mener jeg, at det har stor betydning at gå i kirke ud over det åndelige. Både hvad angår det musiske, det historiske og det poetiske. Og jeg tror også, at det er godt for børn at blive taget ud af hjemmet og ind i et rum, hvor man befinder sig i en større sammenhæng, og hvor man på en og samme tid er sig selv og en del af et større fællesskab, siger hun.

Lige nu er det Løgumkloster Kirke, som Marianne Christiansens to hjemmeboende børn aflægger visit om søndagen, men der har været andre kirker undervejs i deres liv. Senest Thisted Kirke, hvor hun var præst i årene 2005 til 2011. Om et par uger vil det vise sig, om adressen atter skal skiftes ud, når bispevalget afgøres. Vinder hun valget, rykker familien til Haderslev.

Det med at skulle flytte sit barn fra dets vante omgivelser kan dog nage. Marianne Christiansen husker selv, hvordan hun som præstedatter flere gange blev revet op med rode, fordi hendes far havde fået nyt job.

Da vi flyttede fra Jylland til Helsingør, var det nærmest en traumatisk oplevelse for mig det er det, når man er 10 år. Jeg var så ulykkelig og kunne slet ikke overskue det. Men så viste der sig jo alligevel noget godt det nye sted, som jeg ikke ville have fundet, hvis ikke jeg var blevet flyttet. På den måde er der noget eksistentielt udviklende i at blive tvunget til at rykke sig.

Da vi så efter et år i Hel-singør skulle tilbage til Jylland, men denne gang Aalborg, troede jeg, at jeg skulle tilbage til det gode og velkendte. Men sådan var det ikke Aalborg var noget helt andet end Dronninglund. Men på den måde fik jeg så i stedet et tabt paradis, og det tror jeg måske slet ikke er så dårligt at have, siger Marianne Christiansen.

Et tabt paradis på jord var også næsten, hvad bispekandidaten troede, hun gik i møde som ung. Hun voksede op under den kolde krig, hvor USA og Sovjetunionen på skift raslede med sablerne, og Marianne Christiansen var slet ikke i tvivl om, at hun aldrig ville blive særlig gammel. Atombomben ville gøre det af med hende og alle andre inden for en overskuelig fremtid. Hun havde derfor heller ingen planer for, i hvilken retning hun skulle uddanne sig, for det ville hun højst sandsynligt aldrig nå.

Jeg tilhører nå-generationen, og jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville nå at blive voksen. Det var først i en filosofitime på Danebod Højskole på Als, at den opfattelse ændrede sig. Højskoleforstanderen fik sagt noget i retning af: Når først de finder ud af at komme af med alle de våben, og jeg spurgte: Tror du virkelig på det?. Da han svarede ja, var det en helt ny tanke, der åbnede sig for mig at der var en fremtid. Og så måtte jeg jo til at finde ud af, hvad jeg så skulle uddanne mig til, fortæller Marianne Christiansen.

I første omgang blev det ikke på teologiuddannelsen, hun fordybede sig. Hun læste musikvidenskab på universitetet, men begyndte efter et par år at snige sig hemmeligt ind til teologiforelæsningerne og læste uddannelsen på enkeltfag.

Jeg var i starten bange for, hvad folk ville sig, når de hørte, jeg læste teologi. Jeg havde ikke mod til at stå til ansvar over for det. Det var ren fejhed. Jeg havde jo selv været præstebarn, og det var noget, man blev mobbet med dengang, så måske var det det, der stadig lå i mig, forklarer Marianne Christiansen om det hemmeligholdte studium.

Men det at være vokset op i et kirkeligt miljø havde lært mig, at det var inden for teologien, at man kunne få lov at stille de allerstørste spørgsmål, og det kunne jeg slet ikke undvære, så derfor måtte jeg læse teologi, siger hun og fortæller, at hendes hemmelige foretagende blev opdaget efter to år, da hendes far fandt en af hendes græskbøger.

I dag kunne Marianne Christiansen ikke forestille sig at skulle beskæftige sig med andet end teologi. Hun siger også, at uanset hvordan bispevalget ender, så vinder hun fordi hun er så glad for at være præst.

Som præst er der brug for alle sider af én, og man behøver ikke at spekulere på, om man er til nytte, for man bliver brugt. Selvom det kan være hårdt at være præst, så drømmer du ikke om, hvor meget man får igen. Det er helt ufortjent, at man bliver opelsket, som man gør, siger hun og fortsætter:

Præster møder alle samfundslag. Man træder ind i et nøgent liv det er hellig jord at gå ind i et andet menneskes liv på den måde, som man får lov til som præst. Det kræver alt og giver alt.

Men jobbet som præst kan også trække store veksler på samvittigheden og på følelsen af at være nok til stede for dem, der nu måtte have brug for det for det er der altid nogen, der har. Selv siger bispekandidaten, at hendes største nederlag som præst var de gange, hvor hun ikke var det sted, hun burde være.

Jeg kom til et menneske, som havde mistet et barnebarn. Men jeg kom for sent. Jeg forsømte og var ikke, hvor jeg skulle være. Da jeg endelig kom, spurgte vedkommende: Hvorfor kom du ikke?, og jeg vidste med det samme, at jeg havde vurderet forkert. Jeg havde taget fejl og troet, at jeg skulle noget andet, siger hun og lader blikket vandre ud i den lyse præstegårdsstue, hvor børnenes gamle gækkebreve pynter på ruderne.

Oplevelsen sidder tydeligvis stadig i Marianne Christiansen og minder hende om, hvor skrøbelig man er som menneske og præst.

Den erfarne præst har også på egen krop oplevet, hvor skrøbeligt livet i bogstavelig forstand kan være. Engang var hun tæt på at dø.

Sammen med en ungdomskæreste var hun som 19-årig padlet ud på en svensk sø, da kanoen kæntrede. Der var ingen hjælp i nærheden, og da kæresten var svømmet mod land for at tilkalde hjælp, oplevede hun, hvor kort afstand der er mellem liv til død.

Der var helt stille, solen skinnede, og alt var simpelthen så smukt, samtidig med at jeg lå og kæmpede for livet. Så ligger man der og råber på hjælp, selvom der ikke er nogen til at høre det. Ingen andre end Gud, siger hun og fortsætter:

Ud af det blå kom der en svensker, som samlede mig op, sejlede mig ind til land og satte mig af. Jeg så ham aldrig igen. Siden har jeg sagt til mig selv, at så længe man har næsen oven vande, så må man svømme, fortæller Marianne Christiansen og pointerer, at det ikke nødvendigvis altid er et velvalgt motto.

Nej, så kan man en gang imellem komme til at køre sig selv for hårdt, og jeg er ikke specielt god til at bede andre om hjælp. Men det bør man jo netop gøre, for underet sker, når en anden kommer til hjælp.

Det var ikke ungdomskæresten fra den svenske sø, som Marianne Christiansen blev gift med, men derimod Henrik Svane, der er tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre. Selv er hun ikke medlem af noget politisk parti, selvom det egentlig strider mod hendes idealer.

Principielt mener jeg, at alle i et demokrati bør være medlem af et parti. Alligevel er jeg betænkelig ved at være det som præst, fordi man skal favne alle, og jeg er bange for, at et partipolitisk tilhørsforhold ville stille sig i vejen for forkyndelsen. En præst må selvfølgelig aldrig blande partipolitik ind i forkyndelsen, men på en måde er det jo noget pjat at tro, at man skulle gøre det, bare fordi man som borger var medlem af et parti, overvejer hun og kommer med en tilføjelse:

Det er en borgerpligt at forholde sig til politik og på en måde også en kristen pligt. Politik er rammen om vores måde at indrette samfundet på og om vores handlinger over for hinanden. Når Jesus sagde: Gå du hen og gør ligeså, så hører handling sammen med tro. Der hører handling med til at være menneske.

Handle gør Marianne Christiansen også ikke mindst i denne tid, hvor bispevalgkampen kræver sit.

Jeg synes, det har været en god og fair valgkamp, men det har også stået på i lang tid, så jo, jeg glæder mig da også, til det snart er overstået, siger hun.