Christoffers store kærlighed skal have den rette tro

Som kristen single kan det være svært at finde en kæreste, hvis ikke drømmepigen sidder i den lokale kirke. Derfor har 27-årige Christoffer Elkjær oprettet en hjemmeside, der skal hjælpe ham med at finde kristne dates

Screendump fra date.twometerman.dk. –
Screendump fra date.twometerman.dk. – . Foto: Markus Fabricius.

”Det hele startede med en pige.”

Ordene kommer fra 27-årige Christoffer Elkjær fra Roskilde, da han skal forklare, hvorfor et stort billede af ham pryder en hjemmeside med navnet ”date.twometerman.dk”. Han er 204 centimeter høj, kristen og single. Det er ham, der er ”Two Meter Man”, og i forrige uge offentliggjorde han hjemmesiden. Den skal hjælpe ham med at finde en kristen kvinde, der forhåbentlig kan blive hans fremtidige ægtefælle.

For Christoffer Elkjær og andre unge kristne, der ønsker at finde en partner med samme kristne værdier, kan jagten på den store kærlighed nemlig være svær. For hvor skal man lede?

”Jeg har ikke mødt nogen i de kirker, jeg er kommet i, og så skal man til at finde nogle datingsider. Jeg har forsøgt mig på datingappen Happn, men der kan det være svært at finde dem, der har en kristen baggrund. Der er ikke mange, der i deres profiler skriver, at de er kristne, så det eneste, man kan prøve at vurdere det ud fra, er, om de er venner med ens egne venner eller har liket kirkesider på Facebook. Jeg har også været bange for at række ud og spørge direkte, om personen er kristen eller ej,” siger Christoffer Elkjær, der til daglig er lærer på en kristen efterskole.

Mens mange unge kristne finder deres partner i kirken, har Christoffer Elkjær ikke haft lyst til at gå fra kirke til kirke og fra gudstjeneste til gudstjeneste for at finde en og på den måde ”reducere gudstjenesten til et dating-kødmarked”. Men samtidig er der ikke andre steder, han har fundet det oplagt at gå hen.

”Jeg tænker, at hvis man ikke er kristen, så er det måske vigtigere, at man bare har det sjovt, og så går man i byen og finder en, man synes er sød. Som kristen stiler jeg efter et livslangt ægteskab, og jeg tror ikke, der vil være store chancer for, at jeg kan gå i byen i Roskilde og drikke mig fuld og finde en pige med kristne værdier.”

Christoffer er derfor tyet til alternative metoder. Idéen med hjemmesiden er, at hans venner og omgangskreds kan dele hjemmesiden med andre kristne i deres netværk og på den måde hjælpe ham med at finde en kæreste.

”På hjemmesiden gør jeg meget ud af at fortælle, at troen er vigtig for mig, så folk ved, hvor jeg står. Det betyder også, at de henvendelser, jeg har fået, er fra folk, der er kristne,” forklarer Christoffer Elkjær.

Hjemmesiden har haft over 21.000 visninger, og den unge bejler har i løbet af den første uge fået over 50 seriøse henvendelser. Hans ambition var først at møde alle, der skrev, men han har også fået beskeder fra unge kvinder fra Grønland, Sverige og Norge, og de mange henvendelser er kommet bag på ham.

Han planlægger derfor kun at gå på date med en håndfuld. Det bliver ikke store romantiske dates, men nok en gåtur, hvor de kan lære hinanden lidt bedre at kende. Han håber, at der vil være kemi med en af pigerne, og at det på et tidspunkt vil kunne føre til ægteskab.

Indtil for halvandet år siden havde Christoffer Elkjær det ellers helt fint med at være ungkarl, men efter at han er flyttet fra Jylland til Sjælland og har fået fuldtidsjob, er det blevet vigtigt for ham at finde en partner at dele livet med. Og hun skal gerne dele hans tro på Gud.

”Hvis det skal holde hele livet, skal der være nogle fælles grundværdier og en fælles tro på, at vi bliver elsket af en kraft, der er større end os selv. Troen er noget, der fascinerer mig. Jeg kan blive begejstret, hvis jeg læser en god bog, der åbner mine øjne for en anderledes måde at forstå Gud og min omverden på. Hvis jeg ikke kan dele sådan en begejstring med en ægtefælle, der forstår mig eller kan sætte sig ind i min fascination, så tror jeg ikke, det vil være et holdbart ægteskab.”