Egentlig havde præsten Azariah France-Williams regnet med, at han skrev en debatbog, som blot ville blive læst af nogle få.
Men den engelske præst har ramt tidsånden med sin nye bog, ”Ghost Ship. Institutional Racism and The Church of England” – på dansk: ”Spøgelsesskibet. Institutional racisme og Church of England”.
Udgivelsen falder sammen med den debat, der er opstået i kølvandet på Black Lives Matter-bevægelsen, hvilket også har fået den engelske statskirke, Church of England, til at se på, hvordan kirken tager hånd om præster og medlemmer af menigheder, der med Azariah France-Williams’ ord er ”sorte og brune”.
”Jeg troede, at jeg skrev en nichebog. Men nu optræder den på lister over vigtige bøger at læse, og der er en stor vækst i interessen for at høre mere. Og jeg er blevet så eftertragtet, fordi vi er så få brune og sorte præster, så ledelsen i kirken kommer nu til os. En del af problemet er netop, at vi ikke er så mange,” siger Azariah France-Williams.
Han taler om, hvordan folk i over 40 år er kommet med forslag til, hvordan kirken kan tage afstand fra racisme og være mere imødekommende over for sorte og brune folk i kirken.
Han afviser også præmissen om, at den ugandisk-fødte John Sentamu, der efter 15 år netop er trådt tilbage som ærkebiskop af York, skulle være et eksempel på, at farvede er velkomne i kirken.
”Han er mere et eksempel på, at folk tror, at problemet er løst, når der sidder en fra en minoritetsgruppe på en vigtig post. Han har fungeret som lynafleder, så du ikke kunne klage over manglende repræsentation,” lyder det Azariah France-Williams.
I forsommeren rykkede han sammen med sin hustru fra en forstad til London til en ny præstegerning i Manchester.
Han fortæller om en af sine personlige oplevelser som præst, som er forbundet med hans hudfarve.
”Jeg blev inviteret til at være med til at vælge en ny hjælpebiskop. Jeg troede, jeg var der i min egen ret. Men jeg blev introduceret som en, der repræsenterede etniske mindretal og de unge. Så jeg var der udelukkende på grund af hudfarve og alder. Det samme gjaldt en kvindelig præst, og vi blev begge sendt ind i et andet rum, da kandidaterne skulle have deres samtale,” fortæller den nu 45-årige præst om oplevelsen.
Han taler om, at mange i kirken kommer fra et privilegeret liv og har en engelsk elitementalitet, mens farvede blot bliver set som en del af tapetet, og at der slet ikke er en bevidsthed om den underliggende racisme i kirken.
Han illustrerer det med oplevelsen, da han første gang trådte op på prædikestolen i Saint Paul’s Cathedral i London. Da han kiggede op på kuplen over prædikestolen, så han inskriptionen ”For God and Empire” – For Gud og imperiet.
”Mange andre har set de ord og ikke tænkt over dem. Men jeg fik et chok. For vi er mange, der vil sige, at imperiet og kolonitiden ikke var positivt for vort folk. Så måske tiden er inde til at se på de billeder og den ikonografi, der er i kirken,” siger Azariah France-Williams.
Han taler om, hvordan race ikke er et emne, der diskuteres på synoden, som er kirkens lovgivende forsamling. Her har de store emner de seneste 30 år først været kvindelige præster og siden kvindelige biskopper – og nu er den store debat om homoseksuelle og andre LGBTQ-personer i kirken.
Church of England er moderkirken i det verdensomspændende anglikanske kirkefællesskab, som har 85 millioner medlemmer på verdensplan – og hvor de fleste er i folkerige afrikanske lande som Nigeria.
Men Azariah France-Williams afviser argumentet om, at den anglikanske kirke dermed er overvejende sort, og at det også er i Afrika, at kirken er mest konservativ, når det kommer til holdningen til kvindelige præster og homoseksuelle i kirken.
”Moderkirken er først blandt ligemænd. Og selvom der er mange brune og sorte i kirken, så kan de ikke blomstre. Når vi ser på holdningen til kvinder og homoseksuelle, så er vi nødt til at se det i en kontekst. I et land som Nigeria er modpolen et stærkt islam, hvor kirkens ledelse let bliver beskyldt for at være liberal og have solgt ud til hvide fra Vesten,” forklarer Azariah France-Williams.
Han peger videre på, at det er den anglikanske kirkes konservative fløj i Australien og USA, som bruger afrikanske kirker til at sprede deres holdninger imod homoseksuelle.
En anden udfordring for Church of England er, at mange etniske minoriteter stifter deres egne migrantkirker frem for at være en del af den engelske statskirke.
”Min egen mor kom hertil fra Vestindien, hvor hun kom i en anglikansk kirke. Her fortalte deres hvide engelske præst om, hvordan Storbritannien inviterede folk til at komme og hjælpe med genopbygningen af landet efter Anden Verdenskrig. Hun kom her med sit britiske pas, men følte sig ikke velkommen i den anglikanske kirke, og mange anglikanere fra Caribien holdt op med at gå i kirke i det hele taget,” fortæller Azariah France-Williams om, hvordan Church of England har haft svært ved at række ud mod migranter fra de gamle kolonier.
Hans mor forblev i Church of England, og han er selv vokset op gennem kirkens ungdomsarbejde, selvom hans hudfarve også der blev kommenteret. Alligevel har han holdt fast i kirken og er nu præst på 10. år. Og han kæmper med sin nye bog for at gøre statskirken mere imødekommende over for brune og sorte mennesker.
Ghost Ship. Institutional Racism and The Church of England.
Af Azariah France-Williams. SCM Press. 218 sider. 15,99 pund.
Udgivet juli 2020.