Corona sætter katolsk kropslighed under pres

Sanserne og kroppen er vigtige i katolikkernes trosliv. Nu skal der findes en formel for, hvordan det fysiske nærvær kan bevares i en tid, hvor alle holder afstand til hinanden

Da paven i 2013 omfavnede mand med alvorlig bindevævssygdom, blev det selv for ateister et udtryk for kristen etik. Berøringen blev et billede på trøst, omsorg og den centrale kristne pointe, at alle mennesker er Guds børn uanset helbredstilstand. Pavens gestus byggede på en lang tradition for kropslighed i katolsk tro og praksis, der med ét er kommet under pres med corona. Arkivfoto.
Da paven i 2013 omfavnede mand med alvorlig bindevævssygdom, blev det selv for ateister et udtryk for kristen etik. Berøringen blev et billede på trøst, omsorg og den centrale kristne pointe, at alle mennesker er Guds børn uanset helbredstilstand. Pavens gestus byggede på en lang tradition for kropslighed i katolsk tro og praksis, der med ét er kommet under pres med corona. Arkivfoto. Foto: Vatican Media/Reuters/Ritzau Scanpix

I 2013 omfavnede pave Frans foran 50.000 mennesker på Peterspladsen en vansiret mand ved navn Vinicio Riva, der led af sygdommen neurofibromatosis. Fotos af paven og Riva, hvis ansigt var dækket af knuder og sår, gik verden rundt, og selv for ateister var det et udtryk for kristen etik. Berøringen blev et billede på trøst, omsorg og den centrale kristne pointe, at alle mennesker er Guds børn uanset helbredstilstand.

Rivas sygdom var ikke smitsom, men en tilsvarende pavelig handling ville i dag vække forargelse. For coronapandemien har mistænkeliggjort al fysisk kontakt, og at omfavne et menneske, der så tydeligt er sygt, vil blive opfattet som provokerende i lyset af sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Eksemplet er trukket skarpt op, men pavens gestus byggede på en lang tradition for kropslighed i katolsk tro og praksis, der med ét er kommet under pres.

Katolske teologer understreger typisk Guds nærhed til sit skaberværk, og katolikkernes fromhedsliv er bundet op på kærligheden til det konkrete. Bygninger, genstande, flora, fauna og andre mennesker er alle i større eller mindre omfang udtryk for Guds engagement i verden, mener man. For Gud virker gennem det sande, det smukke og det gode, og det erfares ikke blot gennem intellektet, men også via sanserne. Man skal føle, mærke og opleve.

Under den katolske gudstjeneste kysser celebranten evangeliebogen, menigheden udveksler fredshilsen med håndtryk og krammere, der bruges fælleskalk, og alle dypper fingrene i vievandskarrene ved indgangen til kirken som en erindring om deres egen dåb.

Menigheden er også fysisk aktiv under messen. Man skiftevis står, sidder, knæler og synger ikke bare med på salmerne, men svarer også præsten. Denne kropslige dynamik forstærkes af blomsterdekorationer, levende lys og stærkt duftende røgelse, der ligeledes er en del af kirkegangen.

Sådan har det altid været, og de fleste katolikker ønsker det ikke anderledes. Den ”hudsult”, som man taler om i resten af samfundet, får her en særlig påtrængenhed, som i længden ikke kan dæmpes ved hjælp af livestreamede gudstjenester og virtuelt samvær. Derfor har biskopperne talt med store ord til regeringerne i lande som Frankrig og Italien i takt med, at samfundene så småt bliver lukket op, mens kirkerne skal vente. Man var hurtig til at følge regeringernes påbud og lukke kirkerne, lyder det. Men nu, hvor krisen synes under kontrol, skal de åbne, og det håndgribelige fællesskab i menigheden reetableres.

Den konflikt lader nu til at løse sig, men spørgsmålet om, hvordan man under eventuelle fremtidige epidemier både kan vise samfundssind og sikre sig mod nedlukning og aflysninger, er blevet påtrængende for kirkens ledere. Beredskab er et løsen i tiden, og hvad kan man selv gøre for at begrænse smittevejene?

En liturgisk nyskabelse som menighedens indbyrdes fredshilsen kan måske undværes, mens vievandskarrene ved kirkens indgang er ældre og nok har en dybere symbolsk værdi. Særligt følsomt er spørgsmålet om brugen af menighedens fælleskalk til vinen ved altergangen, som er messens højdepunkt.

Debatten har grebet om sig blandt internettets meningsdannere og menige katolikker, men det fælles fokus på forebyggelse øger også bevidstheden om, hvor værdifuld kirkens egen tradition er, og at der netop ikke er tale om overfladefænomener, hverken i messens liturgi eller i deres egen selvforståelse. Der er nok øget smittefare, hvor mennesker står tæt sammen, men det kan også være trygt at sidde mange på bænkeraderne, meningsfyldt at gå til kommunion i fællesskab og en oplevelse at blive klemt af mængden på Peterspladsen påskedag.

Udfordringen for kirken bliver fortsat at vise ansvarsfølelse for det kollektive vel uden at smide kroppen ud af katolsk trosliv og lade angsten æde sjælene op.

Det er op ad bakke i et sekulariseret samfund, der mest sætter sin lid til tekniske løsninger, og biskopperne skal veje deres ord. Det ville være skæbnesvangert, hvis katolsk praksis blev set som en fare for den offentlige sundhed. Men der er næppe megen fremtid i bare at holde de andre på afstand.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.