Corona-udbrud påvirker afskeden med de døde

Corona-udbruddet kan gå ud over, hvordan begravelserne foregår. Men de mange dødsfald burde ikke give problemer på landets kirkegårde

”Det mest triste i den her situation er, at det vil gå ud over de pårørendes ønsker til en god afsked. Der vil være begrænsninger både ved selve begravelseshandlingen og ved det efterfølgende samvær,” siger Ole Roed Jakobsen, direktør for brancheforeningen Danske Bedemænd. Arkivfoto.
”Det mest triste i den her situation er, at det vil gå ud over de pårørendes ønsker til en god afsked. Der vil være begrænsninger både ved selve begravelseshandlingen og ved det efterfølgende samvær,” siger Ole Roed Jakobsen, direktør for brancheforeningen Danske Bedemænd. Arkivfoto. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Begravelser uden knus og omfavnelser, og hvor nogle af de pårørende må blive væk fra ceremonien i både kirken og det efterfølgende samvær.

Det bliver formentlig virkeligheden i den kommende tid, hvor folkekirken og resten af begravelsesvæsenet i Danmark er ved at indrette sig på den nye corona-situation. Her bliver den største udfordring at få afholdt værdige begravelser, der samtidig tager højde for de begrænsninger, corona-risikoen medfører, siger Ole Roed Jakobsen, direktør for brancheforeningen Danske Bedemænd.

”Det mest triste i den her situation er, at det vil gå ud over de pårørendes ønsker til en god afsked. Der vil være begrænsninger både ved selve begravelseshandlingen og ved det efterfølgende samvær,” siger han.

Han tilføjer, at begrænsningerne især vil handle om, hvor mange mennesker der kan deltage ved begravelserne, ligesom det heller ikke vil være muligt med håndtryk og omfavnelser ved begravelser.

Også hos Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte er bekymringen, i hvor høj grad det kan lade sig gøre at holde den begravelse, som de efterladte ønsker.

”Udfordringen er nu, om det kan lade sig gøre at holde begravelser på en ordentlig måde, og hvordan man kan få lov til at tage afsked, uden at det fører til smittespredning,” siger forbundsformand Bjarne Rødkjær.

Sognepræst i Sct. Pauls Kirke i Aarhus Flemming Baatz Kristensen tror dog, at det stadig kan lade sig gøre at holde de fleste begravelser uden store ændringer.

”Det er relativt sjældent, at vi har store forsamlinger over 100 til begravelser. I de tilfælde kunne man overveje at streame begravelsen, så pårørende kan følge med hjemmefra. Vi må som kirke forsøge at finde vores ben at stå på og tænke kreativt i denne særlige situation,” siger han.

I onsdags besluttede Vesterbro Sogn i København på grund af corona at lukke helt for alle kirkelige handlinger, deriblandt begravelser. Den vidtgående beslutning, der gjaldt for alle sognets syv kirker, blev dog ændret i løbet af i går, så begravelser kan finde sted under særlige forhold.

På samme måde har landets biskopper meddelt, at det er muligt at afholde begravelser, men med så få deltagere som muligt.

Og det kan heller ikke nytte noget, hvis begravelser og bisættelser ikke bliver gennemført på den ene eller anden måde, lyder det fra Ole Roed Jakobsen fra Danske Bedemænd.

”Vi har den udfordring, at vi har en begrænset kølekapacitet her i landet, lige som krematorierne også har begrænset kapacitet. Det betyder, at vi er nødt til at opretholde en nogenlunde normal driftssituation, hvor vi håndterer de døde. Ellers får vi et kapacitetsproblem,” siger han.

Derfor er bedemændene også nødsaget til at fortsætte deres arbejde i den nuværende situation. Men det sker under særlige forhold, bemærker Ole Roed Jakobsen.

”Vi opfordrer til, at de har så meget af kontakten som muligt med de pårørende over telefon og holder bedemandsforretningerne lukket. De lidt større forretninger anbefaler vi at arbejde med skiftehold for at minimere smitterisikoen,” siger han.

Derudover bør bedemændene bære sikkerhedsudstyr i form af handsker, visir og væskeafvisende beklædning, når en person, der har været smittet med corona, skal lægges i en kiste eller håndteres på anden måde op til 48 timer efter dødstidspunktet. Ifølge Kirkeministeriet er der dog ingen risiko for, at der sker smitte igennem kister med afdøde eller igennem aske fra kremerede personer, der har været smittet med corona.

Myndighederne har tidligere meddelt, at de arbejder med et scenarie, hvor omkring 600.000 danskere kan blive smittet med corona, hvilket også vil føre en stigning i antallet af døde. Alligevel forventer Bjarne Rødkjær fra Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte ikke, at det fører til flaskehalsproblemer på kirkegårdene eller på krematorierne.

”Vi ser ikke nogen udsigter til en paniksituation. Vi er vant til, at der i løbet af året kommer udsving i antallet af døde, for eksempel ved en almindelig influenzasæson,” siger han.