Coronaåret har påvirket mange danskeres kontakt med kirken: "Sukker efter, at kirkerne åbner igen"

I et år har danskerne ikke kunnet bruge kirken, som de plejer. Hvordan har de oplevet online-gudstjenester, kvadratmeterregler og aflysninger? Her gennemgås corona-året set med fire kirkegængeres øjne

Det, jeg har brug for fra kirken, kan jeg ikke få i den nuværende form. Og selvom jeg sagtens kan se pointen i, at vi skal vise samfundssind, er det også en tid med svære følelser. Følelser, som netop særligt kan rummes i kirken,” siger en kirkegænger.
Det, jeg har brug for fra kirken, kan jeg ikke få i den nuværende form. Og selvom jeg sagtens kan se pointen i, at vi skal vise samfundssind, er det også en tid med svære følelser. Følelser, som netop særligt kan rummes i kirken,” siger en kirkegænger. Foto: Leif Tuxen

Den 11. marts 2020 sidder mange danskere klistret til skærmen for at følge med i et skelsættende pressemøde. Alle ser de med, mens statsminister Mette Frederiksen (S) med alvorlig mine beskriver, hvordan deres tilværelse den kommende tid vil ændre sig markant.

Men ikke Birgit Busk. Den 82-årige viborgenser har rigeligt med andre ting at forholde sig til, efter at hendes mand, Frank, døde dagen forinden efter længere tids sygdom. Der er papirer, der skal ordnes, og en begravelse for venner, bekendte og familie, der skal planlægges.

Det er derfor først i de følgende dage, det går op for Birgit Busk, at onsdagens pressemøde faktisk har betydning for den sidste afsked, hun skal tage med sin mand. Antallet af deltagere ved begravelsen i Sortebrødre Kirke i Viborg må begrænses, og det samme gælder for mindehøjtideligheden bagefter.

”Vi har i tidens løb haft en stor omgangskreds, og jeg ville gerne, at de alle skulle have haft mulighed for at tage afsked med Frank. Det fortjente han. Så det var meget svært, for jeg ville gerne, at han fik en rigtig god afsked,” fortæller Birgit Busk i dag.

For Birgit Busk og familien bliver bekymringen for alvor stor, da forsamlingsloftet ved et nyt pressemøde den 17. marts sænkes til 10 personer. De nye restriktioner skal træde i kraft den efterfølgende dag på netop det tidspunkt, hvor Frank Busks bisættelse finder sted. ”Nu går det hele i vasken,” tænker Birgit Busk, da hun hører det.

Den næste dag er de otte pårørende til stede i kirken. Den er fyldt med blomster, som Frank Busks børnebørn må nøjes med at se billeder af. Senere samme dag melder Kirkeministeriet ud, at der ved begravelser og bisættelser gerne må være flere til stede end 10 personer.

Som med resten af samfundet står det hurtigt klart, at landets kirker kommer til at være lukket i længere tid end først varslet. Konfirmationer, dåb og vielser udsættes på ubestemt tid, gudstjenester foregår via skærmen, og ingen må opsøge kirkerummene. Samtidig nærmer kirkens vigtigste højtid sig. Den første april melder kirkeminister Joy Mogensen (S) ud, at regeringen arbejder på en begrænset genåbning af kirkerne til påske, men under et døgn senere trækker hun i land efter protester fra blandt andet ansatte i kirken.

I Brønderslev er 44-årige Louise Eltved Krogsgård derfor nødt til at finde computeren frem påskedag for at ”gå” til gudstjeneste. Hun sætter sig i sin stue, som hun i år har gjort noget særligt ud af at pynte for at markere højtiden. Selvom præsten på skærmen gør det godt, føler Louise Eltved Krogsgård dog, at det virker lidt tomt. Hun savner nadveren og kirkerummets fællesskab.

”Det er nærværet, jeg savner. Det, jeg har brug for fra kirken, kan jeg ikke få i den nuværende form. Og selvom jeg sagtens kan se pointen i, at vi skal vise samfundssind, er det også en tid med svære følelser. Følelser, som netop særligt kan rummes i kirken,” siger hun.

Den 18. maj sker det så: Efter ni ugers nedlukning får kirkerne lov at åbne. I hele landet går kirkepersonalet i gang med at opmåle kirkerum for at kunne efterleve de nye kvadratmeter-regler, og der indkøbes håndsprit og handsker, som skal bruges under nadveren.

Det bliver sommer, og mens brudepar og konfirmander endelig får deres store dag, planlægger Hanne og Claus Windeløv Rasmussen i Odense dåb for deres søn Ditlev. Hans skal døbes på deres fem-årsbryllupsdag den 10. oktober, og da det er en lørdag, skal hele familien med i kirken og samles bagefter. Som sommeren går på hæld, begynder den plan dog at smuldre. Smittetallet stiger, og parret overvejer at udskyde dåben. Men da det er vigtig for dem at få Ditlev døbt som lille, ender de dog med at gennemføre, men gemme festen til senere.

”Det vigtigste var, at han blev døbt. Og selvom det blev meget mindre og anderledes end med vores to store børn, var det alligevel højtideligt og fint. Der var faktisk noget særligt og intimt ved, at det kun var vores familie, som var til stede i kirken,” siger Hanne Windeløv Rasmussen.

I efteråret rykker corona-smitten for alvor tæt på kirkerne. Nogle steder bliver der meldt om stor smittespredning efter gudstjenester og sognearrangementer, og det diskuteres, hvad der skal ske med gudstjenesterne juleaften, som er årets mest besøgte. Den første melding fra myndighederne er, at julegudstjenesterne skal holdes, og mange steder bookes der sportshaller for at kunne få plads til flest muligt. Men efterhånden begynder flere præster og andre kirkeansatte at udtrykke bekymring. Der startes underskriftsindsamlinger for at lade kirker få mulighed for at aflyse.

Artiklen fortsætter efter billedet.

”Jeg prøver at følge gudstjenesten hver søndag, men jeg savner det sociale i kirken og sukker efter, at kirkerne åbner igen, så vi kan komme ind og synge," siger 86-årige Kirsten Frandsen.
”Jeg prøver at følge gudstjenesten hver søndag, men jeg savner det sociale i kirken og sukker efter, at kirkerne åbner igen, så vi kan komme ind og synge," siger 86-årige Kirsten Frandsen.

På Amager når 86-årige Kirsten Frandsen at deltage i en andagt i Skelgårdskirken på Vestamager ved København den 23. december, inden gudstjenesterne samme aften aflyses frem julen ud. Året har været hårdt for hende, for hun plejer at komme i sin lokale kirke tre til fire gange om ugen, og de mange digitale tilbud er ikke til stor hjælp, da hun ikke har internet.

Da kirkerne i januar får lov til at åbne igen, skal gudstjenesterne højst vare en halv time og foregå uden sang. Kravene gør, at Kirsten Frandsen fravælger at deltage, og i stedet genoptager hun og to veninder en tradition fra foråret med at samles og se DR-gudstjenesten hver søndag.

”Jeg prøver at følge gudstjenesten hver søndag, men jeg savner det sociale i kirken og sukker efter, at kirkerne åbner igen, så vi kan komme ind og synge. Vi er en stor fast menighed, og lige nu aner jeg ikke, hvordan mange af de andre har det,” siger Kirsten Frandsen, som håber at komme i kirke til påske.

Den 10. marts 2021 kører Birgit Busk med sin datter til kirkegården, hvor Frank ligger begravet. De lægger blomster på hans grav. Familien ventede med at få hans urne nedsat til juni, så de kunne holde en lille afsked med omkring 25 samlet på den dato, hvor parret skulle have haft diamantbryllup.

”Det var dejligt, at vi fik kunne samles og have børnebørnene med. Og selvom det var trist med alle ændringerne i foråret, synes jeg, vi fik en fin afsked,” siger hun.