Højskoleforstander: Coronakrisen har fået os til at vise hinanden tillid

I fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag skal man lægge mærke til den umiddelbare tillid mellem mennesker, for den taler direkte ind i vores tid, mener højskoleforstander Rikke Holm

Rikke Holm er forstander på Askov Højskole i Sydjylland. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Rikke Holm er forstander på Askov Højskole i Sydjylland. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.”

Sådan siger Jesus til sine disciple i den tekst, som søndag prædikes over i landets kirker på palmesøndag. Og disciplene adlyder. Uden spørgsmål og tøven henter de æslet, så Jesus kan sætte sig og ride ind i Jerusalem.

Den umiddelbare tillid, disciplene viser med deres handling, taler på mange måder direkte ind i den tid, vi befinder os i lige nu, mener højskoleforstander på Askov Højskole Rikke Holm. Ikke bare fordi vi i mere end et år har skullet overholde restriktioner, vi ikke nødvendigvis har kunnet se meningen med med det blotte øje. Men især på grund af den tillid, der er opstået mellem mennesker gennem forløbet.

”Helt spontant har vi vist hinanden en stor tillid og dermed taget vare på hinanden. Jeg synes, det er et meget positivt tegn, at tilliden indfinder sig så umiddelbart, når vores samfund står i en presset situation. Det er ikke en selvfølge,” siger Rikke Holm.

Selv har hun oplevet denne spontane tillid i mødet med det hold elever, som skulle være begyndt på Askov Højskole i januar. Eller rettere: I det manglende fysiske møde. For selvom der skulle gå ugevis, før eleverne endelig kunne pakke tasken og rykke ind på højskolens værelser, meldte de ikke fra. Tværtimod blev de og spillede positivt med i et samarbejde med Rikke Holm og resten af lærerstaben om, hvordan højskoleopholdet midlertidigt kunne foregå digitalt.

”Den trofasthed og tillid, vi har mærket fra eleverne og stadig mærker, efter at de er rykket ind i en hverdag på højskolen med mange begrænsninger af deres frihed, har gjort, at vi har hængt i som skole. Det er bare et lille tegn på, at selvom coronakrisen har ført meget dårligt med sig, har den også vist, hvor meget vi har brug for hinanden,” siger Rikke Holm.

Det er værd at huske i en tid, hvor mange forventninger ikke bliver indfriet. Hvor aflysninger og skuffelser melder sig igen og igen – ligesom de nok gjorde for den forventningsfulde folkeskare, som under jublende tilråb tog imod Jesus i Jerusalem.

”Få dage senere kunne de se deres konge dø på et kors, og det må have været en forfærdelig skuffelse. Opstandelsens virkelighed kom jo først til udtryk senere. Men midt i skuffelsen – mens man venter på, at det hele vender – tror jeg, man skal hæfte sig ved disciplenes handling,” siger Rikke Holm.