Når en dansker dør i udlandet, er det normalt ikke helt let at få transporteret liget hjem, så der kan holdes en begravelse eller bisættelse. Og det er sværere nu på grund af coronakrisen, som har skabt nye regler for næsten alt.
Sådan lyder det fra assistanceorganisationen SOS International, som er en virksomhed, man blandt andet kan kontakte, når man har brug hjemtransport på grund af sygdom eller død. Organisationen har siden marts håndteret omkring 80 hjemtransporter i Norden. Lige nu er der 20 sager i gang, fortæller Lisa Zorde, der er ansvarlig for organisationens transportcenter. SOS International er ejet af flere nordiske forsikringsselskaber.
”Vi er nu oppe mod helt andre restriktioner end normalt. Og det gælder faktisk uanset dødsårsag, for hvis covid-19 ikke er dødsårsagen, så er der pr. definition mistanke om det. Det har den konsekvens, at det er blevet umuligt at arrangere hjemtransport i en kiste på grund af smitterisikoen, og det kan også være en udfordring med urner,” siger hun.
Problemerne er mange. For det første er der langt færre fly, der letter. For det andet bliver afdøde ikke vægtet så højt, når der rent faktisk er afgange. For det tredje har flere lande ændret kravene til, hvordan lig skal håndteres. I flere lande er det ikke længere tilladt at balsamere kroppen, så den kan transporteres hjem i en kiste. Det er i for eksempel Spanien, Frankrig og Vietnam nu et krav, at liget skal kremeres eller begraves lokalt. I lande som Tyrkiet og Grækenland må man ikke kremere lig, så enten skal de begraves lokalt eller transporteres hurtigt hjem for at undgå forrådnelse. Det gør det svært at leve op til ønsker fra den afdøde selv og dennes pårørende, fortæller Lisa Zorde.
”Vi oplever dog en stor forståelse fra de pårørendes side, som også er blevet større, jo længere tid der er gået. De pårørende står i det værste øjeblik i deres liv, og det er i forvejen svært, når et menneske dør langt fra sit hjem. Vi har også været tvunget til at arrangere begravelser lokalt i de lande, hvor en person er afgået ved døden. Det har fortrinsvis været af religiøse årsager, som eksempelvis at den afdøde ikke ville kremeres. Vores primære mål har været at forhindre situationer, hvor ligets tilstand og placering blev uværdig både for den døde og de pårørende,” siger Lisa Zorde.
Og netop de følelser er vigtige for Kirsten Søndergaard, direktør for Landsforeningen Liv og Død, der virker for at skabe viden og opmærksomhed om død og sorg.
”Jeg tror, at der er risiko for, at det sætter sig i de pårørende, når den afdødes krop ikke kan komme hjem. For langt de fleste, der har mistet, er det en vigtig del af sorgprocessen at se og måske røre ved den afdøde. Man får mulighed for at se, at de faktisk er døde og måske ser fredfyldte ud. Ofte kan man forestille sig ting, som er langt værre, end hvordan det faktisk er. Forståelsen for, at den, man elsker, faktisk er død, kan være svær at opnå,” siger Kirsten Søndergaard.
Michael Hviid Jacobsen forsker i sorg og død ved Aalborg Universitet. Professoren mener, at problemerne med at få døde hjem til Danmark får store følelsesmæssige konsekvenser.
”Situationen er vanskelig både følelsesmæssigt, traditionelt og religiøst. Det at tage afsked er et socialt anliggende, og derfor bliver det svært at sige farvel i denne tid. Det er ubehageligt, når afskeden ændrer sig så pludseligt, som den har gjort nu, for det er et ritual med ekstremt stor betydning,” siger Michael Hviid Jacobsen.
”Når man er tvunget til at gøre noget andet end det, som afdøde eller pårørende ønsker, kan det være særlig vanskeligt, hvis det ikke stemmer overens med ens tro. Nogle har et behov for jordfæstelse, og selvom de er døde, så havde de også en opfattelse om begravelsen eller bisættelsen, som man afviger fra. Ritualerne er det, som skaber meningsfuldhed i døden. Det er alvorligt.”