Coronapræst: Jeg sagde straks ja til at hjælpe de syge

Sognepræst Anna Sofie Andersen er en del af folkekirkens coronaberedskab på sygehuset i Horsens. Hun skal snart trække i beskyttelsesdragt, når patienter og pårørende har brug for en snak om liv, død og skyld

Anna Sofie Orheim Andersen
Anna Sofie Orheim Andersen

Anna Sofie Orheim Andersen er sognepræst i et landsogn tæt på Horsens. Det har hun været i 21 år. Og derfor har det været lidt af en omvæltning for hende, at Hatting Kirke, hvor hun normalt har sit virke, nu står lige så tom som resten af landets kirker på grund af coronasmittefare.

For hvordan er man præst, når man ikke kan stå på sin prædikestol, uddele nadver og lyse velsignelsen, som man plejer? For den 50-årige sognepræst kom svaret på det spørgsmål for nylig, da hun af en lokal provst blev ringet op og spurgt, om hun ville være en del af Region Midtjyllands hold af præster, der skal hjælpe til på regionens coronaafsnit.

”Jeg sagde ja med det samme,” siger hun. ”Det her med at besøge patienter på sygehusene er ikke nyt for mig. Som præst kommer jeg også på de forskellige afdelinger, når sognebørn er indlagt. Der taler man sammen. Deler nadver, læser en tekst, beder Fadervor, synger en salme, lyser velsignelsen. Den del kender jeg. Og det giver mening for mig.”

Anna Sofie Orheim Andersen er nu en del af et hold, der består af 10 præster fordelt ud over 5 sygehuse i Region Midtjylland. Alle sygehusene har et dedikeret coronaafsnit, og sammen med en hospitalspræst på sygehuset i Horsens skal hun forberede sig på at trække i beskyttelsesdragt, når patienter med corona har brug for at tale med en præst.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi står midt i en samfundskrise, og der skal vi finde ud af, hvordan vi som kirke kan være med til at løse den. Kirken er der for menneskers skyld, og det er især vigtigt at være der for de syge, de døende og for de pårørende, som mister og kan sidde tilbage med en følelse af, at det er deres skyld. Der er virkelig tale om mennesker, som står på gyngende grund,” siger hun.

Som præst ser Anna Sofie Orheim Andersen særligt sin rolle som en, der kan tage del i de oplevelser, patienten står i. Det kan blive en forhindring, at der mellem hende og patienten er en beskyttelsesdragt, forudser hun, men holder fast i, at nærvær er en central del af den sjælesørgeriske opgave:

“Kristendommen giver ikke patienterne mange svar på, hvorfor og hvis skyld det er, at de er havnet, hvor de er. Men den kan bidrage med at holde proportionerne på plads. Den kan hjælpe til, at de tør at stå der, hvor det gør ondt, og hvor det kan være svært,” siger hun og fortsætter:

“Som præst kan man være der sammen med patienterne. Så de ikke er alene. Så de mærker, at der er andre, der kan holde ud at leve under de vilkår og i den virkelighed, som lige nu er vanskelig. Det kaster et andet lys ind over deres situation, siger Anna Sofie Orheim Andersen.

I går var der ifølge Sundhedsstyrelsen 28 patienter indlagt med covid-19 fordelt på sygehusene i Region Midtjylland. Der er altså i Danmark endnu ikke tale om desperate tilstande med overfyldte hospitalsafsnit, som man har set det i Italien og Kina. Men Anna Sofie Orheim Andersen er indstillet på, at det kan nå dertil. Også i Danmark. Men det skræmmer hende ikke.

”Min opgave er at gå ud og gøre det, jeg er god til, så godt, jeg kan. Det kan blive overvældende og uoverskueligt og svært. Men jeg er ikke skræmt. Det skyldes måske, at jeg ikke er bange for at møde den mur, hvor man kommer til kort og mister kontrol. At jeg ikke er bange for at være afmægtig. Det ligger i opgaven at bevare et håb, når vores skæbne ikke længere er i menneskehænder.”